Skip til primært indhold

Fonde i Esbjerg bidrager til læsesal og bibliotek på Sydvestjysk Sygehus

1 mio. kroner fra donationer sikrer, at drømme for den nye etage til uddannelse, undervisning og forskning kan blive til virkelighed på Sydvestjysk Sygehus. Gaven, som kommer lige inden jul, vil kunne mærkes på etagen, som blandt andet skal huse Esbjergs kommende kandidatuddannelse i medicin

Donationerne går specifikt til indretningen af læsesal og bibliotek, der bliver en slags kronjuveler på videns-etagen. Det er en etage, der indrettes i en eksisterende bygning og skal stå færdig til sommeren 2022, hvor de første medicin-studerende starter på deres kandidat.

Fondene er ObbekjerFonden, Lida og Oskar Nielsens Fond, Esbjerg Fonden, Johan Hoffmann Fonden, Claus Sørensens Fond samt Alice og Tage Sørensens Fond.

- Jeg er taknemmelig og rørt over den opbakning, vi som sygehus får fra fondene og det omkringliggende samfund, siger lægelig direktør Anna-Marie Bloch Münster, Sydvestjysk Sygehus. - Indsprøjtningen gennem donationen gør det muligt for os at sikre et flot og funktionelt område til tilegnelse af viden, som man ikke har lyst til at gå hjem fra, tilføjer hun.

Foto med fremhævelse af vidensetagen
Foto af SVS med fremhævelse af en del af vidensetagen.


- Vi har kunnet designe nogle gode rammer fra bunden, som understøtter netop vores fremtidige rolle som universitetshospital, hvor vi endnu højere grad skal være kendt for læring og udvikling og høj klinisk kvalitet for fremtidens patienter, fortæller Anna-Marie Bloch Münster.

Repræsentanter for nogle af de medicinstuderende, som fra foråret får mulighed for at søge plads på kandidaten i Esbjerg, har fx bidraget med deres ønsker til studiemiljøet:

- De studerende er interesserede i det faglige niveau, men de spørger også til rammerne for det sociale liv. Her kan jeg levende se for mig, hvordan det indbydende loungeområde uden for læsesalen kommer til at summe, når de studerende fortæller hinanden, hvad de har oplevet og lært gennem den tid i kitlen ude på afdelingerne, der bliver så stor en del af uddannelsen hér, fortæller Anna-Marie.

Læsesal og bibliotek indrettes på fjerde sal i sygehusets centrale bygning fra 1970’erne. Læsesalen indrettes med flotte materialer i træ og giver både mulighed for at man kan arbejde alene og sammen. Uden for i loungen indrettes med en karakteristisk reol (med plads til 60 hyldemeter bøger), der bugter sig.

Anna-Marie Bloch Münster håber, at der senere fx i forbindelse med arrangementer kan etableres rundvisning for interesserede borgere.

Nedenfor ses to illustrationer fra bibliotek, læsesal og loungeområde

Illustration af indretning

Illustration af indretning

APPFWU02V