Skip til primært indhold

Nu kommer vaccinationsklinikkerne tættere på borgerne

Snart bliver det nemmere for borgere i omegnskommunerne omkring Esbjerg at blive vaccineret, når fem lokale og midlertidige vaccinationsklinikker åbner i midten af april.

Snart bliver det nemmere for borgere i omegnskommunerne omkring Esbjerg at blive vaccineret, når fem lokale og midlertidige vaccinationsklinikker åbner i midten af april.

Fem helt nye, midlertidige vaccinationsklinikker åbner snart i byerne Ribe, Varde, Vejen, Billund og på Fanø. Hidtil har det udelukkende været muligt at blive vaccineret i de større byer som Esbjerg, Sønderborg og Aabenraa, men nu kan borgere i de mindre kommuner altså se frem til kortere transporttid, når de frem over skal vaccineres.

Åbningen af klinikkerne er sket i et samarbejde mellem Sydvestjysk Sygehus og kommunerne Billund, Vejen, Varde, Fanø og Esbjerg. På Sydvestjysk Sygehus, som står for driften af klinikkerne ser sygeplejefaglig direktør Susanne Lauth frem til, at klinikkerne kan tage imod borgerne fra uge 15 eller 16.

’Vi er rigtig glade for det gode samarbejde, der er med kommunerne i forbindelse med etablering af de nye midlertidige vaccinationsklinikker,’ siger Susanne Lauth.

I Vejen Kommune ser borgmester Egon Fræhr frem til at kunne tilbyde borgerne vaccination tættere på deres hjem.

- Jeg er rigtigt godt tilfreds med, at vi snart kan tilbyde vores borgere vaccination mod Corona-virus lokalt i Vejen Kommune. Vi håber, at netop tilgængelighed kan bidrage til, at vi hurtigere kan vende tilbage til den hverdag vi kender, siger Egon Fræhr.

De fem nye, midlertidige vaccinationsklinikker har hver mulighed for at kunne vaccinere cirka 500 borgere dagligt. Målgrupperne er de samme som på regionens øvrige vaccinationscentre, og invitationen sker fra Statens Serum Institut og følger vaccineleverancerne. Der bookes stadig tid til vaccination via vacciner.dk, og herfra kan borgerne vælge vaccinationssted.

På Fanø håber man, at rigtig mange borgere vil benytte sig af de nye vaccinationsklinikker.

’I midten af februar åbnede vi for muligheden for at lade sig teste lokalt. Det har borgerne taget meget vel imod, så vi tror og håber, at det samme bliver tilfældet med vaccinationerne,’ siger velfærdschef i Fanø Kommune Trine Nanfeldt.

Billunds borgmester Ib Kristensen bakker op:

’Det er en stor hjælp for vores borgere at få muligheden for at blive vaccineret helt tæt på deres bopæl, og jeg håber, at tilbuddet bliver taget godt imod,’ siger Ib Kristensen.

Klinikkerne er indrettet, så de lige som på de store vaccinationscentre efterlever de infektionshygiejniske retningslinjer blandt andet med ensrettede gange og så få kontaktflader som muligt. Der er desuden nem adgang for gangbesværede og kørestolsbrugere.

Hvor mange dage om ugen, klinikkerne holder åbent, afhænger af vaccineleverancerne.
For at teste kapaciteten i klinikkerne bliver der holdt to generalprøver. Denne ene bliver i Billund mandag 22. marts, hvor 400 borgere er inviteret til vaccination med Pfizer-vaccinen. Den anden generalprøve bliver i Ribe 7. april.

Her ligger de lokale vaccinationsklinikker:

OBS! Der er kommet nye adresser. Se link: https://regionsyddanmark.dk/patienter-og-parorende/corona/skal-du-vaccineres (redigeret 22. december 2021)

  • Simon Hansens Vej 1, 6760 Ribe (Esbjerg Kommune)
  • Fanø Skolehallen, Midtbjergvej 3 (Fanø Kommune)
  • Varde Fritidscenter, Lerpøtvej 55, 6800 Varde (Varde Kommune)
  • Troldesalen, Jacob Gades Allé 1, 6600 Vejen (Vejen Kommune)
  • Billund Idrætscenter, hal 2, Kærvej 501 (Billund Kommune).

Yderligere oplysninger fås hos:

  • Sydvestjysk Sygehus: Chef for Test- og Vaccinationscenter Esbjerg Helle Brinch Nielsen. Telefonnummer: 40471239
  • Billund Kommune: Chef for Voksenstøtteområdet, Pia Mejborn. Telefonnummer: 22272877
  • Fanø Kommune: Teamleder, Agnete Steffensen. Telefonnummer: 20124226
  • Vejen Kommune: Sundhedschef, Anne-Mette Dalgaard. Telefonnummer: 21766625
  • Esbjerg Kommune: Projektsygeplejerske, Kristina Mathiasen. Telefonnummer: 30439270
  • Varde Kommune: Konsulent, Mai Sønderby. Telefonnummer: 29270313
APPFWU01V