Skip til primært indhold

Nyt og større vaccinationscenter på vej

På grund af et øget behov for både test og vaccination bliver test- og vaccinationscentret på Randersvej 42 nu fysisk adskilt.

På grund af et øget behov for både test og vaccination bliver test- og vaccinationscentret på Randersvej 42 nu fysisk adskilt.

Fremover skal test- og vaccinationscentrene i Esbjerg servicere endnu flere borgere, og derfor flytter vaccinationscentret nu ud af lokalerne på Randersvej og ind i nysistandsatte omgivelser på Ørnevej.

Det oplyser konstitueret afdelingsbioanalytiker for Testcenter Sydvestjylland Anne Pultz Lauridsen.

’Det er et spørgsmål om plads. Vi har fået mulighed for at teste og vaccinere flere borgere, hvilket er rigtig glædeligt. Derfor får vi også brug for nogle større lokaler,’ siger Anne Pultz Lauridsen.

Dørene til det nye vaccinationscenter åbner efter planen 1. marts, og det falder sammen med, at vaccineleverancerne stiger. Fra februar til marts forventes vaccineleverancerne nemlig at blive fordoblet fra cirka 7300 doser til cirka 13800 doser. Tallene er dog kun foreløbige og kan ændre sig løbende.

Det nye vaccinationscenter henvender sig primært til borgere, der ankommer i bil, da de offentlige transportmuligheder til Ørnevej ikke er så gode. For dem, der ikke har mulighed for at tage bilen, vil det stadig være muligt at blive vaccineret på Randersvej.

Det er Villemoes Holding ApS, der ejer bygningen på Ørnevej, som er omkring 1720 kvadratmeter og har plads til mere end 100 parkerede biler. Tidligere har Sydvestjysk Sygehus brugt lokalerne til lager og opbevaring af værnemidler.

I øjeblikket bliver bygningen primært brugt til opbevaring af maskiner, men der er dog stor forståelse for, at området skal ryddes for at gøre plads til vaccinationscenteret. Det fortæller logistik- og servicechef på Sydvestjysk Sygehus Bo Lillelund.

’Jeg er imponeret af, hvor hjælpsomme folk er i denne proces med at opbygge et nyt vaccinationscenter. Der bliver fra alle sider udvist samfundssind,’ siger Bo Lillelund, som i kriterierne for det nye center både har kigget efter pladsforhold, men også de rette forhold til blandt andet parkering og toiletfaciliteter.

Hvor mange ansatte, der følger med fra Randersvej, og hvor mange nye, der skal ansættes, er endnu ikke afklaret.

Ud over vaccinationscenteret vil borgere i Esbjerg, Vejen, Varde, Fanø, Billund og Grindsted få mulighed for at blive vaccineret ved pop-up vaccinationsklinikker fra 1. marts. Derudover vil enkelte udkørende enheder kunne vaccinere udvalgte borgere.

APPFWU02V