Skip til primært indhold

PCR-test nr. 200.000

Siden april 2020 har laboratoriehuset på Sydvestjysk Sygehus analyseret over 200.000 PCR-test til glæde for alle.

Maskinen laver de sidste beregninger i laboratoriet. Imens sidder to bioanalytikere og modtager data på deres computer. De ved nu, hvilke af de 94 tests i maskinen, der er positive, og hvilke der er negative.

- Hvert svar betyder noget. Og dagen bliver altid bedre, når man kan sende negativt svar ud til dem, der venter, fortæller Natasja Breintoft Andersen, der er bioanalytiker på Sydvestjysk Sygehus.

Nu har kollegaerne nået en vigtig milepæl. De har nemlig analyseret over 200.000 tests for coronavirus i laboratoriet i Esbjerg.

Vokseværk

Kollegagruppen i klinisk Molekylærbiologisk Laboratorium under Klinisk Diagnostisk Afdeling er siden 2020 vokset fra tre? til 12 bioanalytikere og fra en til to molekylærbiologer.

De ansatte arbejder i to-holds skifte med at analysere prøver – blandt andet PCR-tests, hvor udstyret til analysen af prøverne kører fra kl. 7.00 om morgenen til midnat.

Der kan analyseres op til 94 prøver af gangen.

Afdelingsbioanalytiker, Ditte Nørgaard Jørgensen, mindes, hvordan det hele startede i 2020:

- Helt oprindeligt i coronaens spæde start i 2020 var planen, at det kun var i Odense, der skulle lave analyse på test i Region Syddanmark – så kom Vejle i spil efterfølgende, og da vi hørte, at Vejle var med, så begyndte vi selv at forberede os på at analysere PCR-tests fra Esbjerg, mindes Ditte.

Podeteltet var på daværende tidspunkt sat op på sygehusets parkeringsplads. Derfor var det meget nærliggende, at prøverne skulle kunne analyseres i laboratoriehuset længere nede af vejen i stedet for at fragte prøverne helt til Vejle eller Odense.

- Det er gået stærkt siden. På det år er er vores totale antal analyser steget med 196 %, fortæller Ditte.

1400 tests om dagen

På de travle dage, kan afdelingen analysere op til 1400 COVID-19-tests om dagen. Men det kan kun lade sig gøre på grund af de dygtige medarbejdere.

- Vores medarbejdere lægger en enorm stor ære i at få kørt prøvesvarene igennem – de ser et menneske bag hver evig eneste prøve. De værner om, at det er individer og ikke prøver, de behandler, fastslår Ditte.

Afdelingen er klar til endnu flere test og melder, at hvis de fortsætter med at have så mange tests, som de har nu, så når de 500.000 analyser inden for et år.

APPFWU02V