Studerende rustes til arbejdsliv på Sydvestjysk Sygehus
De studerende er meget tilfredse med at være i uddannelsesforløb på Sydvestjysk Sygehus. Sygehuset gør nemlig hvad de kan, for at de studerende bliver kollegaer.
Hvert år tilbydes knap 800 studerende et klinisk uddannelsesforløb på Sydvestjysk Sygehus. Og Missionen for sygehuset er klar:
'Vi arbejder for at de kliniske uddannelsesforløb skal være en naturlig og integreret del af arbejdet på vores sygehus. Vi ønsker, at de studerende får en oplevelse af at blive fagligt udfordret i et trygt miljø hos os, så de kan føle sig rustet personligt og fagligt til efter uddannelse,' fortæller uddannelseskonsulent, Britt Egeris Jørgensen.
I 2020 vurderede de studerende samlet, at de var meget tilfredse med deres tid, og det de har lært som studerende på sygehusene.
Vi ville ikke undvære dem
De mange kliniske vejledere, uddannelsesansvarlige og uddannelseskonsulenter på Sydvestjysk Sygehus arbejder hvert år mange timer på at skabe de uddannelsesforløb, som kan gøre en forskel for de studerendes oplevelser.
'De studerende betyder rigtig meget for os i det daglige kliniske arbejde på sygehuset. De er en ressource, som vi ikke ville undvære. For når de er hos os, så er de ikke kun studerende, de er også kommende kollegaer, som vi respekterer og ønsker at skabe et godt forhold til,' fastslår Britt.
Britt Egeris Jørgensen er sammen med sine to kollegaer i HR-Uddannelse medansvarlig for alle sosu-elever og sygeplejestuderende på sygehuset.
'I HR-Uddannelse er vi en del af det store arbejde, som sygehuset gør for at skabe gode rammer for vores elever og studerende. På de forskellige afdelinger er der tilknyttet kliniske vejledere og praktikvejledere, som i høj grad gør deres for, at forløbene for elever og studerende bliver en succes.'
'Det vi hører er, at det gør en forskel for de uddannelsessøgende, når vi tager imod dem på lige fod med alle andre ansatte på afdelingerne. Det er vigtigt for dem, at de har kollegaer, som tager godt imod dem og har lyst til at lære dem at kende, interesserer sig for dem og som giver dem redskaberne til at vokse personligt og fagligt. Og det er Sydvestjysk Sygehus netop rigtig dygtige til,' fortæller Britt.