Skip til primært indhold

Første hold på Esbjergs nye kandidatuddannelse i medicin er fundet

30 medicin-studerende får som de første lov at færdiggøre deres universitets-uddannelse i Esbjerg. Det bliver efter kendt studieordning, men med nye løsninger, hvor de knyttes til en fast afdeling, trænes i compassion og har fokus på teknologi

1. september 2022 bliver en længe ventet dag i den jyske del af Region Syddanmark. Her åbner nemlig endnu en regional lægeuddannelse – i samarbejde med og som supplement til den veletablerede uddannelse i Odense. Som lægeuddannelsen i Odense udbydes den nye kandidat-gren af SDU, Syddansk Universitet.

Studerende, der søgte ind på første kandidathold tilbage i marts måned, har frem til i dag fået svar på, hvem der ender med en af de 30 pladser – for der var ansøgere til alle pladser.

Arbejdet med at etablere og udbyde en kandidatuddannelse i medicin i Esbjerg foregår som et samarbejde mellem Syddansk Universitet, Region Syddanmark, Sydvestjysk Sygehus, Sygehus Lillebælt, Sygehus Sønderjylland, Psykiatrien i Region Syddanmark samt almen praksis.

- Vi har forberedt os længe og glæder os vanvittigt til at komme i gang. Det er naturligt for os at bidrage til uddannelsen af kommende generationers medarbejdere i sundhedsvæsenet – både når vi som her taler på højeste universitets-niveau og i andre situationer. Det har været fantastisk at mærke den store vilje til at dette her bliver endnu en succeshistorie for vores område og vores sygehus, siger lægelig direktør på Sydvestjysk Sygehus, Anna-Marie Bloch Münster.

- Vi ser frem til at tage imod de nye studerende og vise, hvad begge vores psykiatrispecialer rummer af spændende muligheder og kliniske udfordringer, siger Anders Meinert Pedersen, lægefaglig direktør for Psykiatrien i Region Syddanmark.

Studieleder for den nye uddannelse, Professor Tina Kold Jensen fra SDU tilføjer:
- Vi har i mere end to år forberedt os på studiestart og glæder os til at byde de studerende velkomne. Jeg har været meget glad for samarbejdet mellem SDU og Region Syddanmark, og da der kun skal være 30 studerende på uddannelsen, har vi mulighed for at bruge undervisningsmetoder, der er helt tæt på de studerende.

Denne årgang har først kunnet søge Esbjergkandidaten fra marts - mens deres bachelor nærmede sig afslutningen. Der var totalt 93 studerende, som søgte ind på holdet med start i Esbjerg denne september.

Som andre steder i landet hvor der udbydes uddannelser i medicin, har også Esbjerg-kandidaten oplevet efterspørgsel fra internationale studerende. På holdet vil man derfor også kunne møde studerende, der har læst deres adgangsgivende bacheloruddannelse på et universitet i udlandet.

APPFWU02V