Skip til primært indhold

Hjælp til nyresyge markerer 50 års jubilæum i Esbjerg

Den beskedne start går længere tilbage end sygehusets sengebygning fra 1970’erne. Dialysen i dag er fuldvoksen, og fik ved fejringen masser af kærlige ord fra pionerer, patienter og pårørende samt medarbejdere

Det hele startede med plads til to patienter. Dagen var 22. september 1972, og stedet var en firesengsstue på Spangsberg, hvor både dialyse og kontorarbejde fandt sted frem til at sygehusets (dengang) nye sengebygning stod klar i 1974.

Dialyse var dengang en relativt ny metode, der hjælper patienter ved at fjerne affaldsstoffer og overflødigt væske fra blodet, når nyrerne svigter. Hvis nyrerne ikke er i stand til at rense blodet og fjerne overflødigt væske har man brug for dialyse med jævne mellemrum – i timer ad gangen.

Ballon fra fejring

I dag har dialyseafsnittet plads til 30 patienter ad gangen fordelt på fem stuer. Derudover understøtter medarbejderne 7 patienter, der selv administrerer dialyse i eget hjem.

Da afsnittet rundede de første 50 år var en stor flok medarbejdere, samarbejdsparter, patienter og pårørende samlet til lagkage, kaffe, musik og fællessang og kaffe. Med som gæster og talere var også den nu pensionerede overlæge og de to sygeplejersker, der var med fra den spæde start.

Dialysepatienten Tove byggede badeværelset om

Tove havde taget sin mand med og var mødt op for at fejre afdelingen. Tove blev dialysepatient for omkring seks år siden, og hun har fået et tæt forhold til medarbejderne: ’Det er med knus og klem, når vi mødes, og vi kan lave sjov med hinanden’, siger Tove. Hun følte ellers ikke, at der var så meget at grine af, da hun fik konstateret nyresygdom: ’Det var noget hø, og jeg var ret langt nede, men medarbejderne var så gode til at få mig muntret op’, fortæller hun.

I starten kom Tove meget i dialysen, men nu er hun her til kontrol hver syvende uge, fordi behovet dækkes af hjemmedialyse: ’Man er sin egen sygeplejerske’, fortæller hun.

Patienten Tove fra Jerne

Hjemmedialyse betyder, at Tove har udstyr hjemme og løbende får tilsendt pakker med forskellige væsker, slanger mv. De har måttet bygge badeværelset om, så badekaret er udskiftet med skabe, så der er mere hyldeplads. Der er også oprettet et lager med tre reoler, hvor Toves mand er ’lagerforvalter’, ligesom han træder til, hvis der er noget, Tove ikke kan på grund af sin gigt.

Tove fortæller, at der bliver fulgt op på, om hun har brug for noget: ’Det er en god afdeling’, slutter hun.

APPFWU01V