Skip til primært indhold

Kom til åbent hus på Esbjerg Sygehus

Søndag 3. september 2023 åbner sygehuset dørene for alle interesserede i forbindelse med den landsdækkende kampagne ’Åbent Hospital 2023’.

Bamseskadestue, rundvisning på den nye vidensetage E4, fremvisning af en kuvøse og fotonskanneren samt mulighed for at følge en blodprøves vej fra patient til analyse.

Det er blot nogle af de tilbud, som besøgende til åbent hus på Esbjerg Sygehus vil kunne opleve søndag 3. september 2023.

Arrangementet finder sted i tidsrummet kl. 10 til 13 og er åben for alle interesserede med gratis adgang.

Landsdækkende kampagne

Åbent hus er en del af den landsdækkende kampagne ’Åbent Hospital 2023’, hvor regionerne inviterer danskerne ind for at vise dem sundhedsvæsnet indefra.

Ud over Esbjerg Sygehus vil der samme dag være arrangementer på Ambulance Syds stationer rundt om i regionen samt på sygehuset i Aabenraa og det nye OUH i Odense.

I Esbjerg har sygehuset prioriteret, at der skal være tilbud for både store og små. Derfor vil Børne- og Ungeafdelingen være talstærkt repræsenteret med tilbud om besøg i bamseskadestuen, at få en rundvisning og se Børne- og Ungeafdelingens nye lege- og spiserum samt høre om både UngeLiv og ungepanelet.

Køkkenet tilbyder smagsprøver

Vidensetagen på E4 vil også være åben for besøgende med oplæg om simulationstræning. Man vil også kunne høre om et udpluk af sygehusets forskning, og derudover vil E4 lægge lokaler til smagsprøver fra køkkenets klimavenlige retter samt servering af kaffe og kage, juice og lidt slik til børnene.

For alle besøgende vil der være indgang til arrangementet fra Haraldsgade, hvor en lang række stande vil være at finde i forhallen. Der vil desuden være indlagt guidede ture til Børne- og Ungeafdelingen og Røntgenafdelingen.

Læs mere om kampagnen på aabenthospital.dk og se mere om programmet på Esbjerg Sygehus herunder.

Oplev blandt andet

  • Mød nogle af de ildsjæle, der arbejder som frivillige på sygehuset. Blandt andet Patientstøtterne fra Røde Kors, Kræftens Bekæmpelse og Patient- og Pårørendepanelet.
  • Hils på sygehusets ungepanel, som arbejder for et mere ungevenligt sundhedsvæsen og hør om UngeLiv, der er et anonymt og trygt tilbud til unge, der søger rådgivning om seksualitet, kønssygdomme, køn, krop og meget andet.
  • Besøg vores bamseskadestue. Har dit barn eller barnebarn en bamse, som er syg eller har brækket benet? Så står vores søde og dygtige personale fra børneafdelingen klar til at hjælpe.
  • Mød krea- og legeheltene fra Børneulykkesfonden, der er med til at sikre vores indlagte børn et frirum og mulighed for aktiv leg og bevægelse.
  • Se hvordan en kuvøse kan sikre en bestemt temperatur samt overvåge vejrtrækning og puls hos nyfødte.
  • Kom med på Børne- og Ungeafdelingens rundvisning og få et kig ind i den fantasifulde legestue og spisestue. For børnene vil der også være adgang til legepladsen ved Café Finsen.
  • Oplev den nye vidensetage, der blev taget i brug sidste år og hør, hvordan personalet træner akutte situationer via simulation.
  • Følg en blodprøve fra patient til analyse.
  • Se sygehusets nyeste CT-skanner, der med sin foton-teknik og knivskarpe billeder er én af de eneste af sin type i landet.
  • Hør om sygehusets forskning i fedme og få en forklaring på, hvordan et bestemt protein i blodet kan afgøre, at nogle har nemmere ved at blive overvægtige.
  • Se en 3D-printet model af hjertet og hør om sygehusets forskning i, hvordan 3D-modeller og kunstig intelligens kan sikre en mere skånsom udredning af åreforkalkningssygdomme.
  • Smag på et par af sygehuskøkkenets klimavenlige retter.
  • Få en snak med en politiker fra Region Syddanmark over en kop kaffe og lidt kage.
APPFWU01V