Philip vil finde forklaringen på kroniske invaliderende smerter og træthed
Den 16. januar kl. 12.00 åbner afstemningen til forskerkonkurrencen Et Sundere Syddanmark. Her kæmper speciallæge Philip Rask Lage-Hansen fra afdelingen for gigt- og bindevævssygdomme med om at vinde 1.000.000 kr. til forskning i kroniske smerter og træthed.
STEM PÅ PHILIP: SMS SUND1 til 1220 – det koster kun almindelig sms-takst.
1.200.000 danskere er i dag ramt af kroniske invaliderende smerter og træthed. En tilstand der kommer med flere følgesygdomme som forhøjet stress, depression, ensomhed, migræne, søvnløshed, hukommelsesbesvær og nedsat koncentrationsevne.
Lægevidenskaben kender endnu ikke årsagen til, hvorfor man – og især kvinder - udvikler kroniske smerter. Og det er uklart, hvilken behandling der altid gør en forskel for patienternes liv og arbejdsevne.
- Det er ikke godt nok. Vi skal være bedre til at behandle kroniske smerter, og netop dét tager mit forskningsprojekt udgangspunkt i, fortæller speciallæge i gigt- og bindevævssygdomme, Philip Rask.
Philip vil sammen med Forskningsenhed for Gigt- og Bindevævssygdomme ved Esbjerg og Grindsted Sygehus og Syddansk Universitet forske i årsagen til kroniske smerter og træthed:
- Vi vil forsøge at finde en ny årsagssammenhæng for udviklingen af kroniske smerter og træthed, så dem, der rammes, kan få bedre behandling, og færre mister deres job, eller ender i depression på grund af smerter og træthed, siger Philip Rask.
Et Sundere Syddanmark
Konkurrencen starter officielt den 16. januar kl. 12.00, hvor afstemningen åbnes for borgerne i Region Syddanmark.
Frem til den 27. januar klokken 12.00 kan alle stemme på dét forskningsprojekt, som de mener, skal vinde 1.000.000 kr. til forskning.
Du kan stemme på Phillip ved at sende en sms med teksten ’SUND1’ til 1220 – det koster kun almindelig sms-takst.
Forskningsprojektet om er en del af forskerkonkurrencen, Et Sundere Syddanmark, hvor fem projekter fra hhv. Odense Universitetshospital, Sygehus Sønderjylland, Sygehus Lillebælt, Psykiatrien og Esbjerg og Grindsted Sygehus kæmper om en million kroner for Et Sundere Syddanmark.
Læs mere om projekterne her: tvsyd.dk/ESS eller tv2fyn.dk/ESS