Speciallæge Philip Rask vinder Et Sundere Syddanmark
Esbjerg og Grindsted Sygehus vinder hovedpræmien i Et Sundere Syddanmark 2025. Pengene skal gå til forskning i kroniske smerter og træthed.
I dag blev vinderen af årets regionale forsker-konkurrence, Et Sundere Syddanmark, afsløret.
På forskningens etage (E4) på Esbjerg og Grindsted Sygehus, blev resultatet fejret med fest, konfetti og blomster, da Koncerndirektør, Kurt Espersen, dukkede op med en check på 1.000.000 kr. til vinderen af årets konkurrence: Philip Rask – speciallæge i gigt- og bindevævssygdomme.
Administrerende sygehusdirektør, Anna-Marie Bloch Münster understreger vigtigheden i, at forskning formidles og at der sker en involvering af den syddanske befolkning i Et Sundere Syddanmark samtidig med at interessen for forskningen i Syddanmark øges.
- Alle de præsenterede forskningsprojekter har været rigtig spændende, og vi er selvfølgelig meget stolte af, at den syddanske befolkning, har besluttet at det er her hos os, at vi skal al anvende hovedpræmien på en million kroner til vores forskningsprojekt.
Hovedpersonen selv blev overrasket og rørt over, at blive udnævnt som vinder i årets konkurrence:
- Jeg blev vildt glad og overrasket over resultatet. Tusind tak til alle jer, der har stemt på mit projekt. Pengene kommer til at gøre en forskel og skal bruges til at finde ud af, hvorfor så mange danskere lider at kroniske smerter og træthed, siger Philip Rask.
Kroniske smerter
Cirka 20 procent af danskere over 16 år lider af kroniske smerter – en sygdom der i forskellig grad påvirker livet både fysisk, socialt, psykisk og økonomisk.
- Kroniske smerter kan være en usynlig diagnose. Derfor kan det være svært for andre at forstå konsekvenserne af at leve med. Vores patienter fortæller, at de ind imellem bliver mødt med fordomme og misforståelser fra omverdenen, hvilket kun gør deres forløb mere ensomt, fortæller Philip Rask.
Et Sundere Syddanmark
Et Sundere Syddanmark er en regional forskerkonkurrence i et samarbejde mellem Region Syddanmark, Syddansk Universitet, TV SYD og TV2 FYN.
Afstemningen løb fra 16. januar frem til 27. januar.