Skip til primært indhold

Stor patienttilfredshed med Esbjerg og Grindsted Sygehus

I den årlige Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) har patienter igen svaret på, hvor tilfredse de har været med deres kontakt til sygehusene. Tilfredsheden med Esbjerg og Grindsted Sygehus er generelt høj og ligger i mange tilfælde over landsgennemsnittet og sidste års resultater.

Patienterne har talt: stor tilfredshed med Esbjerg og Grindsted Sygehus

Hver dag året rundt tager sygehuset imod mange forskellige typer patienter. Nogle er kommet til skade, andre er alvorligt syge, og nogle har måske en kronisk sygdom. Heldigvis opfatter langt de fleste det - trods omstændighederne - som en positiv oplevelse at være i berøring med sygehusvæsnet. 

I Region Syddanmark har omkring 120.000 syddanskere svaret på, hvor tilfredse de har været med deres kontakt til sygehusene. Ved at bruge deres svar til at forbedre forhold og arbejdsgange på sygehusafdelingerne, kan det enkelte sygehus sikre, at patienterne i sidste ende får en bedre oplevelse.

I forhold til patienternes samlede tilfredshed med deres indlæggelse eller besøg på Esbjerg og Grindsted Sygehus ligger sygehusets patientgrupper generelt på niveau med - eller højere end - tilfredsheden på både nationalt og regionalt niveau.

Flotte placeringer
LUP indeholder en række spørgsmål, der for eksempel omhandler hvordan patienter har oplevet ventetiden, om de har modtaget de informationer, de havde brug for, og om de generelt er tilfredse.

Den generelle tilfredshed blandt de akut ambulante patienter er høj nok til at give sygehuset den næstbedste score i regionen. Samtidig er det værd at bemærke, at både sygehuset og regionen inden for denne patientgruppes tilfredshed er rykket fra resten af landet.

Også blandt de fødende er der igen stor tilfredshed med Esbjerg og Grindsted Sygehus. Her placerer sygehuset sig som det bedste i regionen.

Som noget nyt i år er radiologi (røntgen og scanning mm.) også blevet målt. Her har sygehuset opnået den næstbedste score i regionen, og tilfredsheden ligger markant højere end landgennemsnittet.

Modsat forholder det sig blandt de planlagt ambulante patienter. Selvom tilfredsheden også her er høj, har både regionen og resten af landet en højere score end Esbjerg og Grindsted Sygehus.  

Tilfredsheden med de akut indlagte er på samme høje niveau som i 2023, og blandt de planlagt indlagte patienter er tilfredsheden bedre end i 2023, hvor tallet lå under landsgennemsnittet.

Ros til medarbejderne
Hos direktionen vækker det glæde at se medarbejdernes store indsats blive anerkendt:

- Sygehusets medarbejdere yder hver dag en kæmpe indsats for at sikre at patienterne får så god en oplevelse som muligt på sygehuset. Årets LUP-resultater viser meget tydeligt, at det lykkes.

Samtidig understreger direktionen, at der selvfølgelig altid er områder, hvor sygehuset kan gøre det endnu bedre, og at der som altid vil blive arbejdet videre med resultaterne ude i afdelingerne.

 

APPFWU01V