Hjælp mod arvelig sygdom
Forhøjet kolesterol kan være arveligt, og en del kan være ekstra udsat uden at vide det. Massiv indsats fra Hjerteafdelingen på Esbjerg og Grindsted sygehus har barberet op til 40 uger af ventetiden, og har åbnet døren til vished og eventuel behandling for flere danskere.
Et forhøjet kolesteroltal kan være en anledning til at trække livsstilen i en lidt sundere retning, men lider man af arveligt forhøjet kolesterol er det nødvendigt med medicinsk behandling.
Gen-defekter nedarvet fra enten mor eller far kan forringe kroppens evne til at nedbryde det "lede" kolesterol (LDL). Mennesker med disse gendefekter har derfor forhøjet LDL-kolesterol allerede fra livets spæde start - også selvom de lever sundt.
Godt 27.000 mennesker i Danmark skønnes at gå rundt med denne medfødte arvelig sygdom (familiær hyperkolesterolæmi). Disse mennesker har en markant øget risiko for at få et hjerteanfald eller anden hjertesygdom, medmindre der iværksættes behandling med statin – og gerne allerede så tidligt som fra 6-8-års alderen.
Op til 40 ugers ventetid undgået
En markant satsning på Esbjerg og Grindsted Sygehus betyder, at der nu er et alternativ til ventetider på op mod et år efter henvisning til kolesterolklinik, der også kaldes lipid-klinik, på mistanke om familiær hyperkolesterolæmi.
Konkret er ventetiden på udredning aktuelt nede på under 14 dage, og kolesterolklinikken på Esbjerg og Grindsted Sygehus tilbyder nu også patienter fra andre regioner et forløb, der kombinerer fremmøde med virtuelle opfølgende møder.
- Det betyder meget for os, at vi kan tilbyde en hurtig tid til udredning og behandling, siger cheflæge Allan Rohold og chefsygeplejerske Pia Nedergaard Dahl fra afdelingen for Hjertesygdomme. - Vi har satset på et dygtigt team af specialister, og har hjulpet med at følge op på Regeringen og Danske Regioners aftale om at sætte turbo på sygdomsopsporingen. Det er en landsdækkende udfordring, som vi i Region Syddanmark spiller en stor rolle i at løse.
Knap 10.000 mennesker ud af de ventede 27.000 er fundet, men det er målet, at færre er uvidende om deres eventuelle, forhøjede risiko, og at risikoen for tidlig død minimeres ved at flere kommer i relevant behandling i en tidligere alder.
Sådan er forløbet
Patienternes forløb kan variere i længde.
Det er primært egen læge, der henviser til landets lipidklinikker. De tidlige tegn kan være uforklarligt forhøjet kolesterol – eventuel i kombination med tilfælde af tidlig hjertesygdom eller -død i familien.
Første møde på sygehuset efter henvisning gennemføres ved fremmøde. Selv om man ikke nødvendigvis selv har mærket noget, kan kolesterol aflejre sig så det kan ses ved en faglig undersøgelse af fx øjne, hænder og akillessene. Det har medarbejderne brug for at undersøge ved et fysisk møde.
I en del tilfælde kan en mistanke afkræftes ved første møde, og hvis ikke inviteres man som henvist til et forløb med genetisk udredning af patienten selv og eventuelle nært beslægtede familiemedlemmer, der kan have arvet samme sygdom. Det er denne efterfølgende udredning og rådgivning, der kan gennemføres virtuelt.
Forløbet inkluderer også altid rådgivning om livsstil, og stillingtagen til medicinsk behandling samt tilbud om at blive fulgt over tid – alt sammen for at forebygge tidlig hjertekarsygdom.
Der er fra faglig side et ønske om at borgerne også vil kunne få overblik over ventetiderne på udredning for familiær hyperkolesterolæmi, da ventetiderne kan variere fra område til område.