Skip til primært indhold

Ledelsen er på plads for den nye Afdeling for Borgernær Sundhed

Det kommende år skal et sundhedsvæsen tættere på patienterne finde sin form. På Esbjerg og Grindsted Sygehus betyder det blandt andet en nyoprettet klinisk afdeling – og nu er afdelingsledelsen på plads.

Afdelingsledelsen af den nye kliniske Afdeling for Borgernær Sundhed bliver chefsygeplejerske Jane Birkebæk (tv.) og cheflæge Bahareh Philipsen (th.)

Afdelingsledelsen af den nye kliniske Afdeling for Borgernær Sundhed bliver chefsygeplejerske Jane Birkebæk (tv.) og cheflæge Bahareh Philipsen (th.)

Mange opgaver skal løses det kommende år, så sundhedsreformens mål om mere borgernær sundhed kan blive indfriet fra nytåret 2027.

Der skal etableres sundhedshuse med sundheds- og omsorgspladser, akutsygepleje og hjemmebehandlingsteams – tæt på og i samarbejde med de kommunale tilbud der findes i Esbjerg, Fanø, Varde, Billund og Vejen kommuner. Derudover skal samarbejdet med de praktiserende læger blive endnu tættere.

På Esbjerg og Grindsted Sygehus ligger opgaverne hos Afdelingen for Borgernær Sundhed – og nu er der sat navne på de to, der kommer til at stå i spidsen for opbygningen af afdelingen. Fra februar er cheflæge Bahareh Philipsen og chefsygeplejerske Jane Birkebæk klar til at tage fat på at gøre de mange tanker til virkelighed frem mod næste nytår.

En erfaren duo

De kommer begge med solid erfaring. Jane Birkebæk har tidligere været chefsygeplejerske i syv, og de seneste to år har hun været ansat i Varde Kommune som områdeleder for ni af kommunens plejecentre. Det har givet hende en værdifuld erfaring, hun kan trække på, når kommuner og sygehus skal bindes tættere sammen.

- Det giver rigtig god mening at tænke patientforløbet mere sammenhængende. Der er meget, vi kan berige hinanden med; specialistviden på hospitalerne og kommunernes opgave med at tage sig af hele borgerens liv, siger hun.

Det er ifølge hende en stor og spændende opgave, der venter:

- Jeg ved fra mit tidligere job, at kommuner kan gøre tingene forskelligt. Derfor skal vi skabe en ensartet struktur. Vi skal tænke mange forskellige aktører ind i det nye borgernære sundhedsvæsen, og så skal vi inddrage medarbejderne i opbygningen, så de er trygge undervejs. Der er masser at tage fat på, og jeg glæder mig, siger hun.

Det kan Bahareh Philipsen nikke genkendende til. Som øre-, næse- og halslæge med både ledelses- og undervisningserfaring ser hun det som et privilegium at få lov til at bygge en afdeling op fra bunden:

- Mest glæder jeg mig til at være med til at skabe noget helt nyt – et sundhedsvæsen, der i endnu højere grad tager udgangspunkt i borgernes hverdag og behov. Afdelingen giver os mulighed for at integrere behandling, forebyggelse og rehabilitering på tværs af afdelinger, sektorer og fagligheder – og for alvor bringe sundhedsvæsenet tættere på dem, vi er her for, fortæller hun.

Rettidig omhu

Sygehusets direktion glæder sig også over, at afdelingsledelsen nu har fået navne og ansigter.

- Vi er glade for at kunne præsentere vores nye cheflæge og chefsygeplejerske for den kommende kliniske afdeling for Borgernær Sundhed. Deres omfattende erfaring, stærke ledelsesevner og dedikation til at levere høj kvalitet for vores borgere er essentielle for at sikre en succesfuld implementering af de nye opgaver, siger sygeplejefaglig direktør Charlotte Mose.

For selvom der er et år til, næste fase af sundhedsreformen træder i kraft, så er det ifølge direktionen rettidig omhu at have afdelingsledelsen på plads nu.

- Vi står overfor en spændende tid i sundhedsvæsenet, hvor behandlingen og plejen i stigende grad skal foregå tættere på borgernes hjem. Denne udvikling stiller store krav til vores fremtidige organisering og samarbejde omkring både patienter og borgere. Derfor er det afgørende, at den nye afdelingsledelse etableres allerede nu, da der er meget forberedelse frem mod overtagelsen af opgaverne fra kommunerne den 1. januar 2027, slutter lægefaglig direktør Stefan Starup Jeppesen.

 

Om Bahareh Philipsen

  • 48 år gammel, gift og mor til to drenge
  • Uddannet læge i 2004 og Øre-, Næse- og Halslæge i 2013 og har gennem sin karriere opbygget solid erfaring med ledelse, klinisk arbejde, forskning og gode læringsmiljøer
  • Har været tilknyttet Syddansk Universitet som lektor siden 2017
  • Kommer fra en stilling som cheflæge på Kirurgisk Afdeling, Hørecenter og Søvnapnøcenter på Sjællands Universitetshospital i Køge
  • Har netop færdiggjort en master i offentlig ledelse ved Syddansk Universitet
     

Om Jane Birkebæk

  • 55 år gammel, gift og mor til to udeboende børn
  • Uddannet sygeplejerske i 1994 fra Sygeplejeskolen i Herning og har gennem sin karriere haft flere lederstillinger
  • Har været ansat på Esbjerg og Grindsted Sygehus ad flere omgange, blandt andet på ortopædkirurgisk afdeling og kardiologisk afdeling
  • Har senest været områdeleder i Varde Kommune med ansvar for ni plejecentre med i alt 350 medarbejdere
APPFWU02V