Skip til primært indhold

Ny chefsygeplejerske på Afdeling for Lungesygdomme

​20. april 2026 tiltræder Ken Jensen som chefsygeplejerske på Afdeling for Lungesygdomme på Esbjerg Sygehus.

Profilbillede af ny chefsygeplejerske

Ken Jensen bliver ny chefsygeplejerske på Afdeling for Lungesygdomme på Esbjerg Sygehus fra 20. april 2026.

Ken Jensen begynder den 20. april 2026 i stillingen som chefsygeplejerske på Afdeling for Lungesygdomme på Esbjerg Sygehus.
 
Han er uddannet sygeplejerske og kommer fra en stilling som oversygeplejerske ved Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, hvor han har haft ledelsesansvar i det psykiatriske område.
 
I forbindelse med den nye stilling flytter han fra Grønland til Danmark.
 
Ud over sin kliniske og ledelsesmæssige erfaring har Ken gennem en årrække arbejdet med strategisk ledelse og organisationsudvikling.
 
Han er anæstesiuddannet fra Sønderborg Sygehus og har tidligere haft tilknytning til Region Syddanmark. Desuden har han været formand for Peqqissaasut Kattuffiaat og Sundhedskartellet i Grønland.
 
Det var især ledelsesgrundlaget og værdierne, der motiverede ham til at søge stillingen.
 
- Jeg er virkelig imponeret over, hvordan sygehuset håndterer ledelsesmæssige udfordringer og anerkender sit personale. Den der compassionate tilgang er jeg helt vild med, siger Ken.
 
Han kommer til at indgå i afdelingsledelsen sammen med cheflæge Trine Vestergaard og ser frem til det fælles ansvar for afdelingens udvikling.
 
– Jeg glæder mig til at få vores afdeling indplaceret i den nye struktur af sundhedsvæsenet og sikre, at vi har en fast medarbejderstab, som trives, og hvor vi kan drive udvikling. Det er min ambition at vi sætter trivsel, arbejdsglæde og udvikling i fokus så vi vores borgere og patienter får den bedste behandling som muligt, siger han.
 
Fra arbejdet i Grønland tager han bred erfaring med sig til Esbjerg.
 
– Jeg tager erfaring med i forhold til personaleledelse generelt, men også en kæmpe erfaring i at vide, at opgaver kan løses af mange faggrupper. Heroppe skal vi jo kunne alt. Jeg plejer at sige, at vi er verdens bedste generalister. Vi kan alt, men vi kan ikke alt specialiseret. Den viden tager jeg med mig, fortæller han.
 
Ifølge sygeplejefaglig direktør Charlotte Mose får Afdeling for Lungesygdomme med Ken Jensen en erfaren leder med solid organisatorisk indsigt.
 
- Ken har bred ledelseserfaring og en tydelig anerkendende tilgang til medarbejderne. Sammen med Trine har de et stærkt afsæt for den fortsatte udvikling af afdelingen, siger Charlotte.

APPFWU01V