Fagligt sølvbryllup på kæbekirurgi i Esbjerg

​Da ægteparret, cheftandlæge Jens Jørgen Thorn og uddannelsesansvarlig overtandlæge Janne Ingerslev, begyndte på Esbjerg Sygehus i 2001, var tempoet noget af det første, de lagde mærke til. De var netop landet fra hovedstaden, fra en travl afdeling på Rigshospitalet, hvor folk talte i munden på hinanden. Altså et mindre kulturchok, men på den gode måde, fortæller Jens.

- Folk havde tid til, at man kunne tale færdigt. Der var en anden ro, et andet miljø end på Rigshospitalet. Vi blev budt velkommen med åbne arme, alle på sygehuset var virkelig positive.

Jens og Janne kunne 12. januar 2026 fejre 25 års jubilæum på Esbjerg og Grindsted Sygehus.

I Esbjerg havde man i begyndelsen af det nye årtusinde ledt med lys og lygte efter to kvalificerede overtandlæger heraf en ledende, og Jens og Janne havde søgt de to stillinger som en "pakkeløsning".

- Sygehuset kunne ikke ansætte den ene uden den anden. Fra Rigshospitalet havde vi god erfaring med at adskille privatliv og arbejdsliv - havde vi ikke haft den professionalisme, var det aldrig gået, fortæller Jens.

Sydvestjysk velvilje

Da Jens og Janne begyndte, var afdelingen med cheftandlægens egne ord "sunket i grus". Rammerne var beskedne, staben lille, og specialets rolle i sygehusets samlede profil til at overse.

Janne husker det som en markant overgang, både fagligt og organisatorisk.

- Rigshospitalet havde alle funktioner i specialet, og vi kom til en sovende afdeling, hvor der kun var opretholdt få funktioner. I begyndelsen bekymrede vi os om, om vi ville få faglige udfordringer nok – men det blev hurtigt gjort til skamme, fortæller hun.

Efter seks måneder havde afdelingen fået nye lokaler herunder nye klinikker, røntgenlokale og konferencerum.

- Så nu handlede det bare om at komme i gang, fortæller Jens.

Men hvad skulle afdelingen kunne? For parret var ambitionen klar fra begyndelsen.

- Vi ville ikke være et trinbræt og henvise patienterne videre til de større byer. Behandlingerne skulle tages hjem - og ikke blot på niveau med landets andre klinikker, vi ville være blandt de bedste, siger Jens.

Og selvom der ikke var lige så højt til loftet i forhold til forskning som i København, var der til gengæld masser af sydvestjysk velvilje.

- Vi nød stor opbakning fra ledelsesgangen. Det var tydeligt, at de syntes, det var spændende, det vi havde gang i, fortæller han.

Kampen for at høre til

På Rigshospitalet var kæbekirurgien en del af et stort universitetshospital med veletablerede strukturer. Specialets plads i organisationen var givet på forhånd.

I Esbjerg var situationen en anden.

For Jens og Janne blev det hurtigt tydeligt, at opbygningen af afdelingen ikke kun handlede om klinisk arbejde, men også om synlighed og relationer.

- Vi var nødt til selv at tage ud og fortælle, hvad det var, vi kunne, siger Jens.

Samtaler med praktiserende tandlæger og kommuner blev afgørende, fordi mange ganske enkelt ikke vidste, hvornår det gav mening at henvise patienter kombineret med en vis vestjysk skepsis over for de her "Kjøbenhavnere", bemærker Jens.

- Men når folk først havde haft patienter hos os og kunne se, at det fungerede, så kom henvisningerne også.

Arbejdet med synlighed handlede ikke kun om omverdenen, men også om at finde sin plads på sygehuset, fortæller de.

- Vi er jo tandlæger i en hospitalsverden. Og det betyder, at vi nogle gange bliver set på som anderledes. Ikke nødvendigvis negativt – men anderledes, siger cheftandlægen.

Derfor brugte de to kæbekirurger også mange kræfter på at få gode samarbejder op at stå med alt fra narkoselæger og øre-næse-hals-kirurger til ortopædkirurger, patologer og trombose-enheden.  

- Et speciale som vores kan ikke stå alene. Vores patienter kræver ofte bedøvelse, overvågning og tværfaglig vurdering. Det er i samarbejdet med de andre specialer, at kæbekirurgien for alvor giver mening, siger Jens.

Tæt på at blive lukket

Et afgørende vendepunkt kom i 2011 med den nye nationale specialeplan. Sundhedsstyrelsen lagde op til at samle kæbekirurgien på fem universitetshospitaler og reducere antallet af afdelinger fra 11 til fem. Da Esbjerg Sygehus på det tidspunkt ikke var et universitetshospital, var det i praksis et dødsstød til afdelingen. Men parret og sygehuset nåede at råbe op i tide.  

- Var det ikke lykkedes os at få omskrevet den betingelse i planen, var vi færdige. Så enkelt var det, fortæller Jens.

Afdelingen overlevede som den eneste i Danmark uden universitetsstatus.

- Det var en blåstempling af, at vi var dygtige inden for vores kerneopgaver, korrektiv og rekonstruktiv kæbekirurgi, og at vi havde bevist, at vi godt kunne løfte opgaver på et højt niveau, siger han.

Med specialeplanen fik afdelingen et tydeligt mandat, men skulle i modsætning til de øvrige afdelinger også konstant bevise sit værd.

- Hvilket til tider har været frustrerende, erkender Janne. 

- Men jeg er dog heller ikke i tvivl om, at det har været med til at højne kvaliteten, da vi konstant har skullet være blandt de bedste - vi har ikke kunnet hvile på laurbærrene, siger hun.

Da afdelingen voksede, fulgte rammerne ikke altid med. Pladsen er til tider for trang.

Med 3D præcision

Med den politiske opbakning udviklede afdelingen sig op igennem 2010’erne til en effektiv, elektiv kirurgisk afdeling, hvor planlægning og præcision blev stadigt vigtigere. Som elektiv afdeling var der taget en strategisk beslutning om at fokusere på planlagte, specialiserede forløb frem for akutte opgaver.

En beslutning, der fik betydning både for arbejdsgange, kapacitet og brugen af teknologi.

- For når forløbene er planlagte og komplekse, bliver præcision og forudsigelighed også desto mere afgørende før, under og efter operationen, siger Jens.

I 2014 indledte afdelingen et samarbejde med IT-ingeniører i Denver, USA, om virtuel behandlingsplanlægning med udgangspunkt i 3D, og fire år senere fik afdelingen tilknyttet sin egen IT-ingeniør, der hurtigt fik integreret 3D-planlægning i den daglige praksis.

- Vi brugte som de første i landet 3D-teknologi med egen CBCT-skanner (avanceret 3D-røntgenscanning af kæbe og ansigt). Vi fik på denne baggrund henvisninger fra hele landet, fortæller Jens.

Teknologien gjorde det muligt ikke blot at planlægge operationer virtuelt, men også systematisk at følge op på, hvor præcist det kirurgiske resultat matchede det planlagte. Et arbejde, der i dag er mundet ud i et 3D-laboratorium, der med fire ingeniører ansat betjener flere af sygehusets afdelinger.

3D-planlægningen i Esbjerg var et nybrud i behandlingen, som siden har vakt opsigt både nationalt og internationalt, og som man på sygehuset – selv med jysk beskedenhed – er retteligt stolte af.

- Dengang var vi såkaldte first movers, i dag er 3D-planlægning integreret alle steder, siger Janne og Jens supplerer: Det var ikke teknologi for teknologiens skyld. Det var et svar på, at indgrebene dels blev mere komplekse, og dels at vi havde brug for bedre værktøjer til at evaluere vores arbejde.

Unikt miljø på ’kæben’

I dag er Kæbekirurgisk Afdeling en tværfaglig afdeling med omkring 30 medarbejdere, der tæller alt fra specialtandlæger, sygeplejersker til ingeniører, en forskningsansvarlig professor og en række ph.d.-studerende, der løbende publicerer ny forskning. I spidsen for afdelingen er cheftandlæge Jens og chefsygeplejerske Døne Bagdat, der med ansvar for den daglige drift og det sygeplejefaglige arbejde, har været med til at drive og udvikle afdelingen de sidste mange år. Afdelingen modtager patienter fra et bredt geografisk område, der rækker langt ud over sygehusets optageområde, og afdelingen arbejder tæt sammen med både privat praksis, kommuner og andre afdelinger på sygehuset.

Kampen for specialets berettigelse fylder mindre i dag – men den er ikke forsvundet, konstaterer Jens. Specialet er lille, rekrutteringsgrundlaget smalt, og kompleksiteten høj.

- Vi kan ikke læne os tilbage, siger han. Der skal stadig være det, jeg kalder høj cigarføring – et udtryk for, at vi skal holde os på tæerne inden for forskning og teknologi, så vi også fremover kan tilbyde behandlinger på højeste internationale niveau.

Når Janne ser tilbage på de 25 år, står de faglige resultater klart: nye behandlingsprincipper, tidlig brug af teknologi og et uddannelses- og forskningsmiljø, der i dag rækker langt ud over afdelingens størrelse. Men når hun skal pege på det, der i sidste ende betyder mest, er det noget andet, der fylder.

- Noget af det, jeg er allermest stolt af, er vores arbejdsmiljø på ’kæben’. Det er præget af respekt, tværfaglighed og ikke mindst en god portion humor. Vi bliver drevet af udvikling – og af verdens bedste kolleger, siger hun.

For nok er der tale om et fagligt sølvbryllup, men for Jens og Janne handler det fortsat om at fastholde det drive, der har båret afdelingen frem, siden de første gang satte deres fødder på sygehuset for 25 år siden.