Velkommen til Psykiatrisk Afdeling Esbjerg
Også i det sydvestjyske styrkes båndene mellem tilbud i psykiatrien og i resten af sundhedsvæsenet. Fokus er på at sikre borgere med psykisk sygdom længere og bedre liv.
Sundhedsreformen har et klart mål om at udvikle sundhedsvæsenet, så det bliver mere nært, lige og sammenhængende.
Et konkret skridt er nu taget, da voksen-psykiatrien i Esbjerg og den tilhørende lokalpsykiatri og Esbjerg og Grindsted Sygehus fra årsskiftet integreres. Du vil derfor kunne finde en præsentation af Psykiatrisk Afdeling Esbjerg via denne web-adresse, ligesom nyhedsformidlingen her på hjemmesiden også fremover vil have nyheder af relevans for psykiatrien i det sydvestjyske.
Ledelsen af psykiatrien og afdelingen overgår som et hele fra at referere til direktionen i Psykiatrisygehuset i Region Syddanmark til at referere til direktionen for Esbjerg og Grindsted Sygehus. Der har gennem en periode været forberedelser for at sikre en nem overgang, der samtidig følger sundhedsreformens overordnede målsætning om ligestilling og integration mellem psykiatri og somatik.
- Vi fortsætter med dygtige kræfter på posterne, og som borger og pårørende involveret i behandling vil man opleve kontinuitet i de aktuelle forløb på tværs af de organisatoriske ændringer. Vi ser frem mod at afdække, hvordan vi kan hjælpe sundhedsrådets politikere med forbedre sammenhæng for - og helhedssynet på - den del af borgerne, der har brug for hjælp fra både psykiatrien og fra andre specialer. Her skal vi fortsætte arbejdet for at sikre borgere med psykisk sygdom længere og bedre liv, og udvikle vores sundhedsvæsen, siger administrerende sygehusdirektør Anna-Marie Bloch Münster.
Den samlede organisation drives under navnet Esbjerg og Grindsted Sygehus, og vil som led i reformen høre til et af de nye sundhedsråd sammensat af folkevalgte fra kommuner og region, nemlig Sundhedsråd Sydvestjylland.
Ud over voksen- og retspsykiatriske afsnit i lokaler ved Gl. Vardevej i Esbjerg, omfatter psykiatrien også Lokalpsykiatri i Esbjerg, Varde og Brørup.