Skip til primært indhold

Radiograf

Læs mere om radiografuddannelsen på Esbjerg og Grindsted Sygehus herunder

Radiografen har ansvar for at lave mange forskellige slags undersøgelser. Først og fremmest almindelige røntgenundersøgelser, som fx undersøgelser af knogler, hjerte, lunger, urinveje, mave og tarm samt bryst. Men også CT-scanninger, PET-CT-scanninger og MR-scanninger hører til radiografens arbejde.

Udover at have ansvaret for den tekniske side af undersøgelserne, hvor billedkvalitet og strålehygiejne er vigtige nøgleord, skal radiografen også yde pleje og omsorg til patienter og pårørende. Dette er et spændende mix, som tilgodeser dem, der gerne vil arbejde i den naturvidenskabelig verden, og som samtidig søger en arbejdsdag med kontakt til mange mennesker.

Radiografuddannelsen er en mellemlang videregående sundhedsuddannelse, der giver ret til betegnelsen professionsbachelor i radiografi.Uddannelsen varer 3½ år og veksler mellem teoretisk og klinisk undervisning. Uddannelsen finder sted enten i Aalborg, Odense og København, med klinisk undervisning på regionernes sygehuse.

Du begynder uddannelsen med en basisdel og vælger derefter en af tre studieretninger:

  • Nuklearmedicinsk billeddiagnostik
  • Radiologisk billeddiagnostik
  • Stråleterapi

Som radiografstuderende er der mulighed for at tage en del af uddannelsen i et andet land.
Studerer du på skolen i Odense foregår den kliniske undervisning, 57 uger, på et af Region Syddanmarks sygehuse.

Afhængigt af semesteret foregår den kliniske undervisning på vores sygehus i Esbjerg, Grindsted eller Brørup. I afdelingen er der tilknyttet kliniske vejledere samt andet specialuddannet personale.

Hvis du går med tanker om at blive radiograf - så har du mulighed for at komme ind på besøg i afdelingen og se hvad det er for noget. Vi kan tilrettelægge et besøg af 1-2 dages varighed så du kan se lidt af alle specialerne. Hvis det har interesse er du meget velkommen til at kontakte os.

Kontakt

Marianne Harding Clausen

Uddannelsesansvarlig radiograf

Røntgen, Skanning og Nuklearmedicin


7918 3299
APPFWU01V