Skip til primært indhold

CHOP kur

Til patienter og pårørende

Behandlingen er kemoterapi og gives ambulant med 2 eller 3 ugers mellemrum ca. 6 - 8 gange.

Behandlingen består af fire forskellige præparater:

• C: Cyclofosfamid

• H: Hydroxydaunomycin (Adriamycin)

• O: Oncovin

• P: Prednisolon

De tre førstnævnte stoffer er opløst i en væske og gives gennem et drop i en blodåre.

Indgiften varer ca. 1/2-1 time pr. dag og foregår i vores dagafsnit, i forbindelse med ambulatoriet.

Prednisolon er tabletter, der som regel gives i 5 dage.

Tabletterne bør indtages om morgenen, da de kan give en forbigående rastløshed/opstemthed, som kan

hindre sig i at sove, hvis du indtager dem om aftenen.

Får du Prednisolon i længere tid ud over de 5 dage, kan tabletterne en sjælden gang medføre, at dit

blodsukker stiger. Det betyder, at du kan have fået en lettere (og forbigående) sukkersyge.

Hvis du begynder at blive meget mere tørstig end ellers og har hyppigere vandladning, skal du kontakte

afdelingen.

På grund af rødt farvestof i et af kurstofferne kan din urin blive rødfarvet. Dette har ingen betydning og

forsvinder, når du ophører med stoffet efter en dags tid.

Bivirkninger

Hårtab

Kuren bevirker, at du taber hovedhåret, evt. også hår andre steder på kroppen.

Hårtabet begynder ca. 2 - 4 uger efter kurens start, og der kan komme lette smerter eller kriblende

fornemmelse i hovedbunden i forbindelse dermed. Dette aftager gradvist.

Håret vokser ud igen, når hele behandlingsforløbet er afsluttet. Hårtabet er meget individuelt. Nogle

patienter bevarer lidt hår tilbage eller små dun i hovedbunden, ligesom enkelte har oplevet, at håret er

begyndt at vokse frem igen et stykke inde i behandlingsforløbet.

Vi tilbyder rekvisition til gratis paryk eller anden hovedbeklædning.

Føleforstyrrelser

Prikkende fornemmelser eller lette føleforstyrrelser kan opstå i fingre eller fødder på grund af

påvirkning af de yderste nerveender fra stoffet Oncovin.

Hvis du oplever det, skal lægen eller sygeplejersken gøres opmærksom på det, næste gang du kommer i

afdelingen.

Forstoppelse

En del patienter får forstoppelse. Du kan forebygge dette ved at drikke 2-3 liter væske dagligt i ugen

efter kur eller ved at motionere. Du kan spise svesker, hørfrø eller lignende.

Det kan blive nødvendigt for dig at tage et afføringsmiddel i perioder. Dette kan købes i håndkøb på

apoteket.

Kontakt personalet, hvis du bliver forstoppet og har svært ved at få gang i maven igen.

Påvirkning af slimhinder

Kuren kan i sjældne tilfælde give irritation af slimhinden i blæren. Derfor skal du drikke rigeligt i dagene

efter kuren. Dermed sikrer du en god gennemskyldning af urinveje og blære.

Slimhinden i munden kan også blive påvirket af kemoterapien og gøre, at din mund bliver mere sart og

øm. Du kan få belægninger i munden. Det kan være svamp, der vil vise sig som fastsiddende, hvide eller

gullige områder. Hvis du oplever det, skal du gøre personalet opmærksom på dette.

Kvalme/opkastning

Almen utilpashed og smagsændring kan forekomme i dagene efter kuren. En del patienter får kvalme.

Vi giver dig forebyggende medicin mod kvalme i forbindelse med kuren. Du får desuden udleveret

kvalmestillende tabletter, som du kan tage derhjemme.

Prednisolon-tabletterne virker kvalmestillende hos mange patienter, og det er derfor ikke sikkert, at det

bliver så stort et problem for dig.

Hos enkelte patienter er kvalmen også psykologisk betinget. Det vil sige, at kvalmen kan opstå ved

tanken om kuren (kaldes forventningskvalme). Kvalmen er i den forbindelse svær at nedsætte eller

fjerne med medicin.

Påvirkning af blodcellerne

Der kan forekomme påvirkning af knoglemarven, således at antallet af blodceller falder.

Blodceller, der dannes i knoglemarven:

• De røde blodlegemer (hæmoglobin/Hb), der transporterer ilt rundt i kroppen.

• De hvide blodlegemer (leukocytter/LKC), der udgør kroppens immunforsvar.

• Blodplader (trombocytter/TRC), der medvirker til at standse og forebygge blødninger.

Disse blodceller kan blive påvirket af kemoterapien, således at der 8 - 12 dage efter kuren kan være

nedsat mængde af dem i nogle dage. Derefter vil tallet stige igen.

Antallet af blodceller kontrolleres ved blodprøve efter aftale.

Sterilitet

Der kan være en lille risiko for sterilitet forbundet med behandlingen. Det betyder, at dine muligheder

for at få børn måske kan blive nedsat eller ophøre efter behandlingsforløbet.

Der er mulighed for sæddeponering før behandling med kemoterapi.

Søg læge

Det er vigtigt, at du søger læge, hvis du får nogen af følgende symptomer:

• Feber på 38 grader eller derover

• Blødninger der ikke vil standse eller blå mærker

• Symptomer på lav blodprocent (øget træthed, svimmelhed, øresusen, stakåndethed)

Lægen vil så indlægge dig på sygehuset, så den rette behandling kan blive sat i gang.

Forebyggelse

Kemoterapien nedbryder celler i kroppen og affaldsstofferne herfra passerer ud af kroppen sammen

med urinen.

For at hindre, at disse stoffer påvirker nyrer og urinveje behandles du med tabletter, der hedder

Allopurinol.

Disse tabletter tages om morgenen.

Alment om behandlingsforløbet

Du skal have taget blodprøver før hver kemokur, men der kan også være behov for blodprøver på andre

tidspunkter i dit behandlingsforløb. Blodprøverne skal til for at se, hvordan din krop tåler og reagerer

på behandlingen.

Det afhænger af sygdommen og den enkelte patient, hvor mange kure af kemoterapi, der skal gives

og hvor lang en periode, der skal være mellem kurene. Der kan ske ændringer gennem

behandlingsforløbet, som ikke står i denne patientvejledning. Det vil ske ud fra en lægelig vurdering af

din situation.

Du kan omgås familie og venner, som du plejer, hvis almindelig god hygiejne overholdes.

Hvis du har spørgsmål til din sygdom eller behandling, er du altid velkommen til at kontakte en læge

eller sygeplejerske fra afdelingen.

Kontakt

Medicinsk Afdeling for Mave, Gigt, Blod og

Lindrende Behandling

Blodsygdomme Ambulatorium

Finsensgade 35

6700 Esbjerg

79182208

https://esbjerggrindstedsygehus.dk/blodsygdomme


pinfoSVS-555901346-242 169525   |   09.09.2026

APPFWU02V