Daratumumab som indsprøjtning
Til patienter og pårørende
Information om immunterapi
Du skal nu i gang med behandling med Daratumumab.
Vi bestræber os på, at du og dine pårørende skal føle jer inddraget i behandlingen. Vi ved, at mange patienter gerne vil vide mere om, hvad de selv kan gøre undervejs i behandlingen. Flere steder vil du møde dette symbol
Her finder du anvisninger på, hvad du selv kan være opmærksom på, eller forslag til hvad du selv kan gøre for at forebygge bivirkninger eller forberede dig på behandlingen.
Symbolet
gør dig opmærksom på de bivirkninger, du kan opleve.
Hvis du og dine pårørende læser dette forud for behandlingen, får I et godt overblik over forløbet.
Daratumumab
Daratumumab er et antistof. Det kan både bruges i kombination med kemoterapi, men også som eneste behandling mod myelomatose.
Behandling med antistoffer kaldes ofte immunterapi. Immunterapi er behandling med antistoffer. De findes og dannes normalt i kroppen, hvor de er en del af immunsystemet. Ved immunterapi er antistoffet udviklet til at finde kræftcellerne og ødelægge dem. Når Daratumumab finder en kræftcelle, hæmmer den et bestemt protein, der findes på cellens overflade. Det forhindrer den i at dele sig, og den går til grunde.
Det er forskelligt fra patient til patient i hvilke intervaller, man skal have behandlingen . Din læge og din sygeplejerske vil sætte dig ind i, hvordan dit forløb kommer til at se ud.
Inden opstart på behandlingen skal du have taget en blodprøve for at bestemme din blodtype. Du skal have taget blodprøven på dit lokale sygehus. Det er, fordi Daratumumab kan ændre din blodtype en smule. Efter din behandling tager vi endnu en blodprøve for at se, om der er sket en ændring. Det betyder især noget, hvis du skal have blodtransfusioner i fremtiden.
Du bliver også screenet for hepatitis, fordi Daratumumab påvirker dit immunforsvar. Har du tidligere haft hepatitis, kan det ske, at Daratumumab reaktiverer sygdommen.
Obs! Hvis du er KOL-patient, kan Daratumumab påvirke din vejrtrækning. Du kan have behov for ekstra medicin i 1-2 døgn efter behandlingen.
Du får Daratumumab som indsprøjtning i underhuden, og behandlingen foregår ambulant. Du møder til behandling i Blodsygdomme Ambulatoriet.
Første gang du får behandlingen, skal du være i Blodsygdomme Ambulatoriet i 4 timer, og anden gang skal du være der i 1 time.
Selve indsprøjtningen med daratumumab tager kun 3-5 minutter, men vi overvåger dig i timerne efter for at sikre os, at du ikke får en overfølsomhedsreaktion. Skulle du få en overfølsomhedsreaktion, kan det tage længere tid, og du kan måske blive overført til sengeafsnittet.
Får du gener, efter du er taget hjem, skal du kontakte os med det samme.
Du er velkommen til at tage en bog med eller en iPad (husk høretelefoner, så du ikke forstyrrer de andre patienter) til underholdning, mens du får behandlingen. Tag også gerne en madpakke og nogle snacks med, da vi ikke har mulighed for at hente noget til dig. Du kan også få en af dine pårørende til at tage forbi med noget mad.
Du får binyrerbarkhormon for at forebygge overfølsomhedsreaktione. Du får paracetamol for at forebygge temperaturstigning, og Pantroprazol mod halsbrand, som du kan få af binyrebarkhormon. I løbet af den første kurserie får du Montelukast for at forebygge vejrtrækningsbesvær. Du får også Tavegyl, der er allergimedicin. Især Tavegyl kan være sløvende, så du kan risikere at falde i søvn under behandlingen.
Vær opmærksom på, at du godt kan få en allergisk reaktion på Daratumumab, selvom du har fået forebyggende medicin.
Sygeplejersken holder øje med din puls, dit blodtryk, din temperatur og dit almene velbefindende under og efter behandlingen.
Obs! Du kan ikke køre bil selv, når du skal hjem efter første behandling, så få en af dine pårørende til at hente dig.
Du får binyrebarkhormon-tabletter med hjem, som du skal tage i dagene efter. Derudover får du Zovir, fordi der er en øget risiko for helvedesild ved Daratumumab, og Pantoprazol for at modvirke for meget mavesyre. Vi fortæller dig, hvornår du skal tage medicinen, og hvor meget du skal tage.
Bivirkninger
Allergisk reaktion
Du kan få en allergisk reaktion på første behandling med Daratumumab. Du fårbinyrebarkhormon i drop for at forebygge netop sådan en reaktion. Du får også Tavegyl, som er allergimedicin, og du får Montelukast for at forebygge vejrtrækningsbesvær og Pantroprazol mod halsbrand.
Fortæl os, hvis du oplever:
- Kløe
- Nysen
- Hoste
- Åndenød
- Rødmen
- Kulderystelser
- Almen utilpashed
- Næseflod
- Kvalme
- Diarre
Det kan være tegn på allergisk reaktion, der kræver behandling.
Infektion
Daratumumab kan påvirke dit immunforsvar, så du bliver mere følsom over for infektioner.
Fortæl os, hvis du får feber eller føler dig generelt utilpas. Det kan være tegn på en behandlingskrævende infektion.
Træthed
I forbindelse med behandlingen kan du opleve, at du føler dig ekstra træt. Tal med os, hvis du oplever trætheden som meget generende.
Hoste og åndenød
Daratumumab kan gøre dig mere følsom over for luftvejsinfektioner som fx lungebetændelse.
Kontakt os, hvis du har hoste og åndenød, da det kan være tegn på lungebetændelse.
Væskeophobning i arme og ben
I sjældne tilfælde kan du få væskeophobning i arme og ben.
Kontakt os, hvis du oplever væskeophobning. Vi kan evt. give dig vanddrivende medicin.
Kontakt altid afdelingen med det samme, hvis du oplever:
- Temperaturstigning over 38,5 C og generel utilpashed
- Andre tegn på infektion
- Blødning.
|
Kontakt Medicinsk Afdeling for Mave, Gigt, Blod og Lindrende Behandling Blodsygdomme Ambulatorium Finsensgade 35 6700 Esbjerg |
|
pinfoSVS-555901346-440 | 22.06.2026 |