Skip til primært indhold

Fjernelse af brystet

Til patienter og pårørende

Denne vejledning retter sig til dig, der skal have fjernet brystet pga. brystkræft.

Hvordan foregår operationen?

Operationen foretages i fuld bedøvelse.

Brystvævet fjernes gennem et snit i brystet, gående fra brystbenet til armhulen. Brystvorten fjernes også. Såret bliver syet med indvendige tråde, som opløser sig selv. Der bliver muligvis lagt et dræn.

Hvad er risikoen ved operationen?

Der kan opstå behandlingskrævende blødning eller betændelse i operationsfeltet. Der kan være forbigående eller permanent påvirket følesans omkring arrene, og i nogle tilfælde kan følesansen være nedsat i større dele af armhule og indersiden af overarmen. Arrene kan blive fortykkede og breddeøgede, og sætte sig fast ind mod brystmusklen. Ved forsinket sårheling og vævsdød kan man risikere, at efterbehandlingen bliver udskudt.

De fleste vil opleve, at der i løbet af nogle dage samler sig lymfevæske i hulrummet (serom). Dette er helt ufarligt, men hvis hævelsen bliver så stor at den generer, kan sygeplejerskerne i Brystkirurgisk Ambulatorium tømme det ud med en tynd nål.

Se folderen "Generel information om operation i brystet" for forberedelser og forholdsregler før og efter din operation, samt kontaktinformation.

På sygehusets hjemmeside finder du den her:

https://esbjerggrindstedsygehus.dk/afdelinger/kirurgisk-afdeling/brystkirurgi/patientinformationer-til-brystkirurgi

Kontakt

Brystkirurgisk Ambulatorium

Finsensgade 35, bygning E, 1. sal

6700 Esbjerg

79 18 23 16

Telefontid på hverdage: kl. 8.30–12.00,

torsdag kl. 9.00–12.00


pinfoSVS-1091797057-68 161184   |   11.09.2026

APPFWU01V