Fjernelse af brystet og rekonstruktion med implantat
Til patienter og pårørende
Denne patientinformation retter sig til dig, der skal have fjernet dit bryst (mastektomi) og rekonstrueret det med implantat og net, under samme operation.
Hvem kan blive tilbudt denne type operation?
- Kvinder, som skal have fjernet brystet pga. kræft eller forstadier til kræft, forudsat at de ikke skal strålebehandles efterfølgende.
- Kvinder med væsentligt forhøjet risiko for at udvikle brystkræft (påvist ved genetisk undersøgelse).
Hvordan foregår operationen?
Operationen foregår i fuld bedøvelse.
Alt kirtelvævet i brystet fjernes, mens huden og evt. brystvorten bevares. Fylden i brystet bliver erstattet med et silikoneimplantat. Implantatet placeres under brystmusklen, og holdes på plads af en indvendig forstærkning, som består af et kunstigt net eller af grisehud (acellulær dermal matrix, ADM). Hvis dit bryst er stort, kan man i stedet bruge dit eget væv som forstærkning.
Man kan ikke rekonstruere et naturligt hængebryst med et silikoneimplantat. Afhængigt af, hvordan dit bryst ser ud, kan der være behov for at gøre brystet større eller mindre, og der kan være behov for at fjerne hud og evt. brystvorte.
Hvis barmen skal være symmetrisk, kan der være behov for at lave symmetri-skabende operation på det raske bryst, enten brystløft, brystformindskelse eller brystforstørrelse. Din plastikkirurg vurderer, hvilke muligheder der er for dig.
Hvad er risikoen ved operationen?
Særligt for din operation:
Man kan rekonstruere et bryst, der ligner et normalt bryst; men det kommer ikke til at føles som et normalt bryst. Du må forvente, at der er områder på brystet, som får permanent nedsat eller ophævet følesans.
Hvis der kommer infektion inde omkring dit implantat, kan man blive nødt til at fjerne implantatet igen. Derfor skal du have forebyggende antibiotika indtil dit dræn er fjernet + yderligere et døgn.
I sjældne tilfælde kan der opstå sårhelingsproblemer eller problemer med blodforsyningen til huden over implantatet. Hvis dette medfører at der går hul ind til implantatet, skal det fjernes igen.
Hvis hulrummet til implantatet er for stort, eller hvis du er for aktiv de første måneder, kan implantatet rotere, hvilket påvirker det kosmetiske resultat.
På længere sigt er der risiko for kapselskrumpning. Dette indebærer, at arvævet rundt om implantatet skrumper, og brystet bliver hårdere, ømt og bliver mere rundt eller trukket opefter. Risikoen for kapselskrumpning er 20-30% over de første 10 år. Risikoen forøges væsentligt, hvis du skal strålebehandles. Implantaterne har ikke nogen udløbsdato og kan principielt holde hele livet. De skal kun skiftes, hvis rekonstruktionen giver problemer.
Generelt for alle plastikkirurgiske brystoperationer:
Der kan opstå behandlingskrævende blødning eller betændelse i operationsfeltet. Der kan være forbigående eller permanent påvirket følesans omkring arrene, og i nogle tilfælde kan følesansen være nedsat i større dele af brystet, armhule og indersiden af overarmen.
Arrene kan blive fortykkede og breddeøgede, og barmen kan blive asymmetrisk. Ved forsinket sårheling og vævsdød kan man risikere, at efterbehandlingen bliver udskudt.
Forberedelse og forholdsregler før og efter din operation
Se patientinformationen "Generel information om operation i brystet" her.
På sygehusets hjemmeside finder du den her:
https://esbjerggrindstedsygehus.dk/afdelinger/kirurgisk-afdeling/brystkirurgi/patientinformationer-til-brystkirurgi
|
Kontakt Brystkirurgisk Ambulatorium Finsensgade 35, bygning E, 1. sal 6700 Esbjerg 79 18 23 16 Telefontid på hverdage: kl. 8.30–12.00, Torsdag kl. 9.00–12.00 |
|
pinfoSVS-1091797057-69 161182 | 11.09.2026 |