Åben operation på hovedpulsåren (aorta-aneurisme)
Information om din operation
Du har fået konstateret en udposning på pulsåren i maveregionen. Der er risiko for, at udposningen brister og for at forhindre det, foretager vi en forebyggende operation med fjernelse af udposning (aneurisme) og erstatter den med en kunstig åre.
Sådan forbereder du dig
Det er vigtigt, at du forbereder dig inden operationen. Nogle forberedelser er afgørende for, om vi kan operere dig, mens andre har betydning for dit videre forløb. Kontakt os altid, hvis du er i tvivl.
Medicin
Du skal tage den medicin, du plejer, medmindre vi har aftalt andet med dig ved forundersøgelsen inden operationen.
Hvis du har diabetes og bruger insulinpumpe, skal du fortsætte med pumpens faste basalindstillinger. Hvis du får tabletter eller indsprøjtninger mod diabetes, skal du holde pause med medicinen op til operationen, som vi har aftalt ved forundersøgelsen.
Har du spørgsmål eller er i tvivl om, hvad der gælder for dig, skal du kontakte os.
Begynder du på ny medicin efter forundersøgelsen, skal du kontakte os på 76 36 24 87.
Tag din vanlige medicin med på sygehuset. Sørg også for at have let smertestillende medicin (fx Pinex, Pamol, Panodil) derhjemme, efter du er blevet udskrevet.
Rygning og alkohol
Hvis du ryger, bør du stoppe 4-6 uger før operationen, for rygning kan give dig problemer med heling af operationssåret. Den reparation, vi foretager i din pulsåre, holder også meget bedre, hvis du ikke ryger efter operationen.
Hvis du drikker for meget, kan du hjælpe dig selv til at få færre komplikationer ved at skære ned i dit alkoholforbrug.
Mad
Dit operationssår heler hurtigere, hvis din kost er varieret og indeholder rigeligt med proteiner (bønner, linser, kød, æg og mælkeprodukter).
Sygemelding
Du skal forvente at være sygemeldt i 2-3 uger, hvis du er i arbejde.
På sygehuset
Når du er på sygehuset, sker der meget på kort tid. Vi forsøger at holde dig og dine pårørende godt informeret undervejs, og du er altid velkommen til at stille spørgsmål.
Før operationen
Du bliver indlagt på Karkirurgiske Senge dagen før operationen. Vi barberer hårene i det område, hvor du skal opereres. Du får en indsprøjtning med medicin, der forebygger blodpropper.
Vi taler med dig om bedøvelse og om selve operationen. Hvis du er bekymret, så tal med os om det.
På dagen for operationen
Du skal faste før operationen. Det betyder:
- 6 timer før operationen skal du stoppe med at spise al mad, mælkeprodukter, juice med frugtkød og smoothie. Drik heller ikke mælk i din kaffe/te.
- 2 timer før operationen skal du stoppe med at drikke alle væsker.
Hvis du har mad eller væske i maven, når du er bedøvet, kan det glide op af mavesækken og ned i lungerne, fordi alle muskler slapper af. Det kan give alvorlige komplikationer. Hvis du ikke har fastet, bliver din operation udsat eller aflyst. Du må meget gerne drikke noget sukkerholdigt 2 timer før din operation. Det gør, at du har det bedre efter operationen.
Du skal også i brusebad, og vi hjælper dig, hvis du har brug for det.
Sådan foregår operationen
Du bliver fuldt bedøvet, så du sover og ikke mærker smerter under operationen. Du får bedøvelsen gennem en blodåre i håndryggen. Når du er bedøvet, indsætter vi et kateter i din blære, så din urin løber ud i en pose. Kateteret fjerner vi dagen efter operationen. Under operationen laver vi et snit i maven – oftest vandret på tværs af maven for at komme ind til din hovedpulsåre, som skal repareres. Nogle gange laver vi også snit i én eller begge dine lysker. Til sidst lukkes maven og eventuelt lyskerne igen.
Operationen varer 3-4 timer.
Mulige komplikationer
Ved alle operationer er der risiko for komplikationer. Den mest alvorlige komplikation er blødning fra pulsåren.
Hvis du er i særlig risiko for komplikationer, taler vi med dig om det.
Efter operationen
Når du vågner igen, kan du få kvalme eller kaste op. Det er almindeligt. Fortæl os, hvis du har oplevet det før, så vi kan give dig noget kvalmestillende medicin forebyggende.
Efter operationen må du ikke bevæge dig ud af sengen i nogle timer. Vi overvåger dig på intensivafdelingen, og typisk efter 1 døgn kommer du retur til Karkirurgiske Senge.
Mad og drikke
Det er normalt at være træt efter operationen, men efterhånden vil du føle dig friskere. Din appetit kan være nedsat, men din krop har brug for, at du spiser godt og drikker 2-3 liter væske dagligt. Såret heler også bedre, hvis du drikker og spiser rigeligt.
Du kan få forstoppelse, men mad, drikke og bevægelse forebygger det. Du kan få et afføringsmiddel mod forstoppelse, hvis du har brug for det.
Bevægelse er vigtig
Du kommer hurtigere til kræfter og undgår komplikationer, jo mere du er oppe og er aktiv. Vi hjælper dig med at komme ud af sengen og op at gå – gerne samme dag som du er blevet opereret.
Dine ben kan hæve efter operationen, og dér hjælper det også med små gåture på afdelingen og at sidde med benene oppe på en fodskammel.
Vejrtrækning
De første dage efter operationen får du ilt via et kateter i næsen. Det er vigtigt, at du trækker vejret godt igennem og hoster eventuel slim op for at fore bygge lungebetændelse.
Smerter
Det er normalt at have ondt efter operationen, og det er individuelt, hvor stærke smerter man har. Vi sørger for, at du får smertestillende medicin, så du kan komme op og bevæge dig omkring.
Udskrivelse
Du kan forvente at være indlagt i cirka en uge, hvis alt går som forventet.
Når du kommer hjem
Inden du skal hjem, taler vi med dig om, hvad du skal være særligt opmærksom på. Det har betydning for, hvor godt du kommer dig i tiden efter.
Reager på symptomer
Det er vigtigt, at du holder øje med, hvordan dine sår heler, når du er kommet hjem. Du skal reagere, hvis du får ét eller flere af disse symptomer:
- Feber
- Rødme og varme ved sårene
- Forværret hævelse Side 3/4
- Pludseligt forværrede smerter og en bule i lysken.
Hvis du oplever symptomer, skal du ringe til os på 76 36 24 87.
Tag gerne brusebad
Du må gerne tage brusebad, efter at du er kommet hjem. Du må ikke tage karbad, før såret er helet fuldstændig. Hold såret rent ved altid at bruge et rent håndklæde efter bad og sørg for, at det tøj, der rører ved såret, er rent.
Vær aktiv
Gåture hver dag på mindst 30 minutter er med til at nedsætte risikoen for komplikationer og styrke dit blodomløb og din krop.
Når du er udskrevet, må du med det samme gerne dyrke let motion og gøre praktiske ting derhjemme, så længe det ikke giver dig smerter.
Undgå tunge løft
Undgå tunge løft den første måned efter operationen for at sikre, at din bugvæg får tid til at hele og opnå styrke.
Vent med at køre bil
Du må køre bil, når du ikke får medicin mærket med den røde advarselstrekant. Der er ingen faste regler for, hvornår du må køre bil igen, men du skal have fuld kontrol over dine ben og føle dig i stand til det.
Kontrol
1 måned efter operationen skal du til kontrol i enten Kolding, Aabenraa eller Esbjerg, afhængigt af hvor du bor. Herefter skal du til kontrol hvert år, hvor vi ved en scanning undersøger, om stenten er tæt. Vi sender dig en indkaldelse til dine aftaler.
|
Kontakt Karkirurgi Sygehusvej 24 6000 Kolding Sekretariat 76 36 24 87 (hverdage kl. 8-15) Karkirurgiske Senge 76 36 23 83 (hele døgnet) |
|
pinfoSLB-908115311-62 183944 | 01.07.2026 |