Skip til primært indhold

Ballonudvidelse af pulsårer i bækkenet eller benet

Information om din behandling

""

Du har fået konstateret en forsnævring på en blodåre i bækkenet eller benet. Det giver dårlig blodforsyning til benet, og derfor skal du have foretaget en ballonudvidelse, hvor blodåren udvides.

Sådan forbereder du dig

Det er vigtigt, at du forbereder dig inden behandlingen. Nogle forberedelser er afgørende for, om vi kan behandle dig, mens andre har betydning for dit videre forløb.

Kontakt os altid, hvis du er i tvivl.

Drik væske

Du skal drikke 2-3 liter væske (vand, mælk, saft, sodavand) dagen før behandlingen for at beskytte dine nyrer.

Undgå nikotin

Du må ikke ryge eller bruge nikotinerstatninger fra midnat og frem til selve behandlingen, da nikotinen trækker dine blodårer sammen.

Bad

På dagen for behandlingen skal du gå i bad og vaske dig godt i lysken.

Medicin

Tag din vanlige medicin med på sygehuset.

Forbered hjemkomst

Du må ikke selv køre hjem, så du skal arrangere, at nogen henter dig på sygehuset. Det første døgn efter behandlingen skal du have en anden voksen hos dig til at hjælpe, hvis du får komplikationer.

På sygehuset

Når du er på sygehuset, sker der meget på kort tid. Vi forsøger at holde dig og dine pårørende godt informeret undervejs, og du er altid velkommen til at stille spørgsmål.

På dagen for behandlingen

Du må spise morgenmad, som du plejer. Vi lægger et drop i din hånd til væske og medicin. Vi lægger eventuelt også et kateter i din blære, så din urin af sig selv løber ud i en pose. Vi fjerner kateteret samme dag. Sådan foregår behandlingen Du er vågen under behandlingen, men din lyske er bedøvet. Når bedøvelsen virker, fører vi et rør til pulsåren gennem lysken.

Vi røntgenfotograferer området og sprøjter kontrastvæske ind gennem røret. Når røret er ved forsnævringen, bliver en ballon pustet op, så din pulsåre udvides. Vi indsætter eventuelt en stent ved forsnævringen. En stent er et metalformet gitter, der holder pulsåren åben. Til sidst fjerner vi røret, lukker såret og giver dig en forbinding på.

Behandlingen varer mellem 1-3 timer.

Mulige komplikationer

Ved alle behandlinger er der risiko for komplikationer. Mulige komplikationer ved denne behandling:

  • En mindre blodansamling. Den forsvinder i løbet af nogle uger.
  • Større blødning. Der er en mindre risiko for en større blødning, der i nogle tilfælde kræver en operation.

Efter behandlingen

Efter behandlingen skal du ligge fladt på ryggen i 1-4 timer for at undgå, at det bløder fra lysken. Vi holder øje med, hvordan du har det undervejs. Vi fortæller, når du må komme op at sidde og gå forsigtigt.

Hvis du har fået indsat en stent, giver vi dig en indsprøjtning med blodfortyndende medicin.

Udskrivelse

Hvis der ikke opstår komplikationer, og du ikke skal have yderligere behandling, skal du regne med at komme hjem igen samme dag.

Når du kommer hjem

Inden du skal hjem, taler vi med dig om, hvad du skal være særligt opmærksom på. Det har betydning for, hvor godt du kommer dig i tiden efter.

Fjern forbindingen

Du kan fjerne forbindingen i lysken efter 1 døgn.

Reager på symptomer

Hvis der kommer en bule ved såret i lysken, du får tiltagende smerter, eller det begynder at bløde, skal du trykke på såret og straks kontakte din egen læge eller lægevagten. Hvis du pludselig bliver dårlig og ikke har kontrol over situationen, skal du ringe 112.

I sjældne tilfælde kan du få en allergisk reaktion på grund af kontrastvæsken. Det kan give symptomer som kløe, udslæt, åndenød og almen utilpashed.

Hvis du oplever symptomer, skal du ringe til os på 76 36 24 87.

Aktivitet

Du skal forholde dig roligt indtil næste dag ved at ligge mest i sengen, sidde eller gå forsigtigt rundt. De første 2-3 døgn skal du undgå tunge løft og hård fysisk aktivitet.

Bilkørsel

Du må ikke køre bil samme dag, som du er blevet behandlet. Du må køre bil igen, når du har fuld kontrol over dine ben og føler dig i stand til det.

Drik 2-3 liter væske om dagen

Hvis du har haft et kateter i blæren under behandlingen, er der risiko for, at du får blærebetændelse.

Væske er også med til at skylle nyrerne igennem og forebygger skade på nyrerne. Husk derfor at drikke 2-3 liter væske dagligt de første dage efter behandlingen. Hvis du oplever vedvarende svie, når du tisser, skal du kontakte din egen læge.

Kontrol

Cirka 1 måned efter operationen skal du til kontrol i enten Kolding, Aabenraa eller Esbjerg, afhængigt af hvor du bor. Vi sender dig en indkaldelse.

Kontakt

Karkirurgi

Sygehusvej 24

6000 Kolding

Sekretariat

76 36 24 87 (hverdage kl. 8-15)

Karkirurgiske Senge

76 36 23 83 (hele døgnet)


pinfoSLB-908115311-13 155941|13.04.2026

APPFWU02V