Skip til primært indhold

Behandling af sår med hudtransplantation (delhud)

Information om din behandling

Du skal have dækket et sår med et stykke hud fra et andet sted på din krop. Det kaldes en hudtransplantation og foregår som en operation. Formålet er at få såret til at hele hurtigere. Huden, som dækker såret, kaldes et delhudstransplantat. Stedet på din krop, som vi tager huden fra, kaldes et donorsted. Vi tager ofte huden fra forsiden af dit ene lår.

Sådan forbereder du dig

Det er vigtigt, at du forbereder dig inden operationen. Nogle forberedelser kan have betydning for dit videre forløb. Kontakt os altid, hvis du er i tvivl.

Gør dig klar til operationen

Inden du møder til operation, skal du:

  • tage et bad og vaske dig grundigt i området, hvor du skal opereres
  • undgå at bruge creme
  • undgå make-up og neglelak
  • fjerne eventuelle smykker og piercinger
  • fjerne kontaktlinser eller tage et etui til dem med på sygehuset.

På sygehuset

Når du er på sygehuset, sker der meget på kort tid. Vi forsøger at holde dig og dine pårørende godt in formeret undervejs, og du er altid velkommen til at stille spørgsmål.

Sådan foregår operationen

Operationen foregår i lokalbedøvelse eller fuld bedøvelse. Hvis du bliver lokalbedøvet kan du ikke mærke smerte, men du kan fornemme tryk og berøring, og du er vågen under operationen.

I nogle tilfælde kan vi give dig et let sovemiddel, hvis du ønsker det. Hvis du bliver fuldt bedøvet, sover du under operationen og mærker ikke smerte. Bedøvelsen gives gennem en blodåre i håndryggen.

Når bedøvelsen virker, skærer vi et tyndt lag hud fra donorstedet (ofte forsiden af låret) og lægger hen over dit åbne sår. Vi lægger en forbinding over hudtransplantatet, og i nogle tilfælde bliver hud og/eller forbindingen syet fast.

Du får en sugende forbinding på transplantatet, som skaber undertryk og hjælper såret med at hele. På donorstedet får du et sår, der svarer til en hudafskrabning. Såret på donorstedet dækkes med en forbinding og gennemsigtig film.

Operationen varer cirka 1 time.

Operationens resultat

Vi forventer, at størstedelen af transplantatet vokser fast. Der kan være områder, hvor det ikke sætter sig helt som forventet, men de heler ofte af sig selv. Det er stadig et godt resultat, hvis fx 70 % af transplantatet vokser fast.

Mulige komplikationer

Ved alle operationer er der risiko for komplikationer. Komplikationer ved denne operation kan være, at:

  • der går betændelse i såret under transplantatet
  • der går betændelse i donorstedet, hvorfra vi har taget transplantatet
  • såret under transplantatet bløder.

Efter operationen

Hvis du har været fuldt bedøvet, bliver du kørt på opvågningsafsnittet, hvor du skal være, indtil vi er sikre på, at du har det godt. Når du vågner igen, kan du få kvalme eller kaste op. Det er almindeligt. Du får medicin mod smerter og kvalme, hvis du har behov for det.

Fortæl os gerne, hvis du tidligere har oplevet at få kvalme efter fuld bedøvelse, så vi kan give dig noget kvalmestillende medicin forebyggende inden operationen. Derefter kommer du tilbage på sengeafsnittet.

I det fleste tilfælde er man indlagt i mindst 1 døgn. I nogle tilfælde er man indlagt i op til 1 uge eller mere.

Hold benet så højt som muligt, når du sidder eller ligger. Det forebygger hævelse, som forsinker helingen af såret.

Har du fået transplantat på armen, kan du hvile armen på en pude for at holde den så højt som muligt, når du sidder eller ligger. Det forebygger hævelse, som forsinker helingen af såret.

Når du kommer hjem

Inden du skal hjem, taler vi med dig om, hvad du skal være særligt opmærksom på. Det har betydning for, hvor godt du kommer dig i tiden efter.

Sygemelding

Det er individuelt, hvor længe du skal være sygemeldt, hvis du er i arbejde. Sygemeldingens længde Side 2/2 afhænger af, hvilket arbejde du har og hvor transplantatet sidder. Det taler vi med dig om, før du bliver udskrevet.

Kontakt

Karkirurgi

Sygehusvej 24

6000 Kolding

Sekretariat

76 36 24 87 (hverdage kl. 8-15)

Karkirurgiske Senge

76 36 23 83 (hele døgnet)


pinfoSLB-908115311-2 186276|16.03.2026

APPFWU01V