Skip til primært indhold

Behandling med kolesterolsænkende medicin

Information til patienten

Du har forhøjet kolesterol og skal behandles med medicin, der sænker indholdet af kolesterol i dit blod. De typer af præparater, som anvendes mest, er statiner, der hæmmer kroppens egen produktion af kolesterol, som fx Simvastatin, Atorvastatin eller Rosuvastatin.

I nogle tilfælde er det også nødvendigt at supplere med medicin, der nedsætter optagelse af kolesterol i tyndtarmen, fx Ezetimibe.

Medicinen nedsætter risikoen for, at du udvikler åreforkalkning, eller at din åreforkalkning forværres.

Du kan forvente at få den fulde effekt af medicinen efter 4-6 ugers behandling.

Sådan foregår behandlingen

Din dosis afhænger af dit kolesteroltal, som vi måler i en blodprøve.

I nogle tilfælde skal du have en kombination af flere slags medicin for at sænke dit kolesteroltal tilstrækkeligt. Hvis der gælder særlige forhold for din behandling, taler vi med dig om det.

Bivirkninger

Simvastatin, Atorvastatin og Rosuvastatin

Bivirkninger er sjældne, men du kan opleve smerter i dine muskler.

Ezetimibe

Bivirkninger er ofte milde og kortvarige, men du kan opleve smerter i maven, træthed, diarré, luft fra tarmen og smerter i muskler.

Kontakt din egen læge, hvis du får bivirkninger

Selvom du oplever bivirkninger, betyder det ikke nødvendigvis, at du bør stoppe behandlingen. Bivirkningerne er i en del tilfælde forbigående. Hvis det er muligt, bør du prøve at tage medicinen i minimum 2 uger.

Hvis du oplever en eller flere bivirkninger, som gør dig utryg ved at tage medicinen, skal du kontakte din egen læge.

Vær opmærksom på

Kontakt din egen læge for en ny recept

Alle slags kolesterolsænkende medicin får du på recept. Kontakt din egen læge, hvis du har brug for en ny recept.

Kontrol

Du skal have dit kolesteroltal undersøgt 1-2 gange om året hos din egen læge. Det sker ved en blodprøve. Du skal selv bestille en tid.

Medicinen kan ændre navn

Apoteket vil altid tilbyde dig den billigste medicin, og derfor kan navnet på din medicin ændre sig. Indholdsstoffet er det samme og vil altid fremgå under navnet på lægemidlet på pakningen.

Mere viden

Du kan finde flere oplysninger om medicinen i indlægssedlen i medicinpakningen eller påmin.medicin.dk

Kontakt

Karkirurgi

Sygehusvej 24

6000 Kolding

Sekretariat

76 36 24 87 (hverdage kl. 8-15)

Karkirurgiske Senge

76 36 23 83 (hele døgnet)


pinfoSLB-908115311-26 140215|14.04.2026

APPFWU02V