Skip til primært indhold

En arteriovenøs fistel

Et billede, der indeholder person, Kød/hud, åre, indendørs

AI-genereret indhold kan være ukorrekt.

Hvad er en arteriovenøs fistel?

Hæmodialyse

For at kunne blive behandlet med hæmodialyse er det nødvendigt at have en adgang til blodbanen.

AV-fistel

Arterie: Er en blodåre, som fører blodet fra hjertet.

Vene: Er en blodåre, som fører blodet til hjertet.

En AV-fistel laves i armen. Hvis du er højrehåndet, laves fistlen normalt i venstre arm og omvendt. En vene sys sammen med en arterie for at øge blodgennemstrømningen gennem venen. Herved vokser venen og bliver stærkere, så den kan bruges til at stikke i.

Fistlen kan anvendes efter cirka 3-4 uger.

Hensigten med operationen er at lave en AV-fistel, der fungerer, så der på sigt kan gives en god hæmodialysebehandling.

Komplikationer

Ved ethvert operativt indgreb er der en risiko for komplikationer:

  • Operationen kan mislykkes, fordi det ikke kar-kirurgisk er muligt at lave en fistel.
  • Operationen kan medføre føleforstyrrelser i fingre samt hævelse af armen.
  • Operationen kan medføre en reduceret blod-forsyning til fingrene og give smerter i hånden samt kolde fingre.
  • Måske udvikler venerne sig ikke tilstrækkeligt på sigt, således at reoperation kan komme på tale.
  • Måske bliver der dannet forsnævringer i venen, som skal udvides.

Illustration af en underarm, hvor det ses, at en vene sys sammen med en arterie.

En vene sys sammen med en arterie.

Forholdsregler

Efter operationen og når du er hjemme

For at forebygge hævelse af armen bør armen holdes opad i de første dage efter operationen, både når du sidder og ligger. Du kan med fordel bruge en pude.

Har du tungt fysisk arbejde, skal du regne med nogle sygedage.

For at udvikle blodårerne, bør du træne ved at klemme en gummibold i hånden. Du får udleveret en vejledning. Bolden bedes du selv anskaffe.

Du skal holde øje med, at:

  • hånden/armen ikke hæver,
  • hånden/armen ikke bliver rød,
  • hånden/armen ikke bliver varm,
  • hånden/armen ikke bliver kold,
  • du ikke får smerter,
  • der ikke er blødning
  • det ikke væsker/siver fra såret.

Ved disse symptomer skal du ringe til Karkirurgiske Senge på 76 36 23 83 for videre vejledning.

Generelle forholdsregler

  • Du må ikke bære tunge, strammende ting hen over fistlen, som kan hæmme blodcirkulationen i armen. Du må dog gerne gå med ur.
  • Vi fraråder, at du ligger på fistel-armen, da blodforsyningen kan afklemmes i fistlen.
  • Fistel-armen må ikke udsættes for en voldsom påvirkning, fx at banke søm i, kløve træ eller bruge vibrerende værktøj.
  • Du må aldrig få taget blodprøver i fistel-armen af andre end dialysepersonalet.
  • Du må ikke få målt blodtryk i fistel-armen.
  • Du bør undgå rifter og sår på fistel-armen, da dette øger risikoen for betændelse.
  • Du må godt vægttræne.
  • Du må godt grave have.

Når dialysen startes

Du bliver stukket med 2 kanyler. Under dialysen skal armen holdes i ro.

Blodet føres via den ene kanyle til den kunstige nyre for at blive renset. Herefter føres det rensede blod tilbage til kroppen gennem den anden kanyle.

Når dialysen afsluttes

Kanylerne fjernes, og der skal holdes på hullerne med et stykke gaze i cirka 15 minutter.

Der sættes derefter plaster på, som først må fjernes dagen efter.

Et foto af en patients underarm med 2 indsatte kanyler, som bruges til dialysen.

Kontakt

Karkirurgi

Sygehusvej 24

6000 Kolding

Sekretariat

76 36 24 87 (hverdage kl. 8-15)

Karkirurgiske Senge

76 36 23 83 (hele døgnet)


pinfoSLB-1740106373-274 113415   |   18.05.2026

APPFWU02V