Skip til primært indhold

Gode råd om fodtøj og fodpleje til dig med diabetes

Information til patienter

Når du har diabetes, er der øget risiko for, at du får nedsat følesans under foden. Det betyder, at du har sværere ved at mærke kulde, varme, smerter og tryk. Det kan give dig vabler, sår på foden eller revner i huden, uden du mærker det. Hvis forsyningen af blod til din fod også er nedsat, har sår på fødderne svært ved at hele.

Det kan du gøre

Her er vores råd om, hvordan du bedst passer på dine fødder i hverdagen.

Brug altid fodtøj med god plads

Du bør altid tage sko eller hjemmesko på, så snart du står op og går rundt, også selvom du er indenfor. Ryst altid skoene, og fjern småsten eller snavs, inden du tager dem på. Dit fodtøj må ikke klemme.

Tjek dine fødder, og forebyg sår

Vi anbefaler, at du undersøger dine fødder hver dag. Brug et spejl, hvis du har svært ved at nå og se dine fødder, eller bed en pårørende om at hjælpe dig.

Du skal holde øje med:

  • hård hud, særligt ved forfoden
  • revner ved hælene
  • ligtorne og tryk
  • for lange negle
  • ændringer i neglenes farve eller tykkelse
  • fugt, revner eller rødme mellem tæerne.

Plej dine fødder

Du kan selv gøre meget for at pleje og beskytte dine fødder. Vi anbefaler, at du hver dag:

  • kortvarigt vasker dine fødder i lunkent vand med en mild sæbe med en pH-værdi på 6-7
  • tørrer fødderne grundigt, også mellem tæerne
  • bruger en fed creme, dog aldrig mellem tæerne
  • skifter til rene strømper.

Generelt bør du undgå varme fodbade, da det ud tørrer din hud. Hvis du har nedsat følesans i fødderne, er det ekstra vigtigt, at vandet ikke er for varmt.

Når du klipper dine negle, skal du altid klippe dem lige over for at undgå nedgroede negle.

Når du køber nyt fodtøj

Når du skal have nyt fodtøj, anbefaler vi, at:

  • du prøver det nye fodtøj om eftermiddagen, fordi fødder hæver i løbet af dagen
  • du tager indersålen ud, stiller foden på den og sikrer, at indersålen er 1 cm længere end din fod
  • skoens facon passer til din fod, fx at den er bred nok
  • skoen har en god højde ved overlæderet, hvis du har krumme tæer eller en fejlstilling
  • du prøver fodtøjet med de strømper, du normalt bruger, fx støttestrømper
  • skoen har plads til indlæg, hvis du bruger det
  • skoen er stabil, så hælkappen slutter fast om din hæl
  • du prøver fodtøjet på begge fødder, da der kan være forskel på dine fødder.

Desuden bør fodtøjet have:

  • effektive snørebånd eller remme, der holder din fod på plads, når du går
  • maksimal stødabsorbering
  • en blød, indvendig sål
  • en lav hæl, så der er mindre tryk på forfoden
  • fleksibelt overlæder.

Specialfremstillede sko eller indlæg

Hvis du har brug for at få fremstillet specielle sko eller indlæg, skal du tale med din egen læge eller en fodterapeut. De kan vejlede dig.

Bestil tid hos en fodterapeut

Du bør få behandling af dine fødder hos en fodterapeut mindst 1 gang om året.

Mere viden

Du kan finde mere information om, hvordan diabetiske fodsår behandles ved at søge på ’Diabetiske fodsår’ påpatienthåndbogen.dk

Kontakt

Karkirurgi

Sygehusvej 24

6000 Kolding

Sekretariat

76 36 24 87 (hverdage kl. 8-15)

Karkirurgiske Senge

76 36 23 83 (hele døgnet)


pinfoSLB-908115311-65 183055|16.03.2026

APPFWU02V