Hjemme igen efter hudtransplantation (delhud)
Du har fået en hudtransplantation. Her kan du læse, hvad du skal være særligt opmærksom på derhjemme i tiden efter operationen. Det har betydning for, hvor godt du kommer dig.
Ubehag og smerter
Det er normalt at opleve ubehag og smerter efter operationen, men der er nogle symptomer, du skal reagere på. Kontakt os altid, hvis du er bekymret eller får det værre.
Reager på symptomer
Det er vigtigt, at du holder øje med, hvordan dit sår heler, når du er kommet hjem. Du skal reagere, hvis du får et eller flere af disse symptomer:
- Feber
- Rødme, varme eller hævelse ved såret
- Såret væsker og bløder
- Stærke smerter.
Hvis du oplever symptomer, skal du ringe til os på 76 36 23 50.
Tag smertestillende, hvis du har ondt
Det er normalt at have ondt efter operationen, men det er individuelt, hvor stærke smerter man har.
Hvis du har smerter, anbefaler vi, at du tager smertestillende medicin med paracetamol (fx Pamol, Panodil eller Pinex) eller ibuprofen (fx Ibumetin eller Ipren).
Pleje og hygiejne
Det er vigtigt, at du følger vores anvisninger for fx at undgå komplikationer.
Forbindinger
Forbindingen på transplantatet skal blive siddende og må ikke røres i 4-7 dage. Forbindingen på donorstedet skal blive siddende og må ikke røres i 10-14 dage.
Du skal have skiftet forbinding på sygehuset efter 4-7 dage. Herefter får du skiftet forbinding derhjemme af en kommunal sygeplejerske.
Hvis forbindingen bliver løs, skal du ringe til os på 76 36 23 50. Du må ikke selv skifte forbindinger eller plastre, da der kan opstå betændelse i såret.
Bad
For transplantatet gælder, at:
- den sugende forbinding er vandtæt, men pumpen kan ikke tåle vand
- du må brusebade transplantatet forsigtigt de første 4 uger efter, at forbindingen er fjernet.
For donorstedet gælder, at:
- forbindingen kan tåle brusebad
- du først må brusebade, når vi vurderer, at donorstedet kan tåle det.
Du må først tage karbad, gå i svømmehallen eller bade i havet, når dine sår er fuldstændigt helede.
Hold sårene rene ved altid at bruge et rent håndklæde efter bad, og sørg for, at tøjet, der rører ved såret, er rent.
Plej huden med creme
Du skal smøre det transplanterede område og donorstedet med creme/hudlotion uden parfume 2 gange dagligt (fx morgen og aften), så huden ikke tørrer ud. Brug et tyndt lag, da et tykt lag kan få huden til at koge op og give vabler. Det gælder også solcreme. Hvis huden glinser, har du brugt for meget creme. Vi anbefaler, at du smører begge steder i op til 1 år efter operationen. Herefter kan du smøre efter behov.
Lufttør huden
Transplantatet skal lufttørre 2 gange dagligt i cirka 1-3 timer, når du har fået fjernet forbindingen hos os på sygehuset efter 4-7 dage.
Donorstedet skal også lufttørre 2 gange dagligt i cirka 30 minutter.
Beskyt arrene
For at dine ar bliver så pæne som muligt, anbefaler vi, at du beskytter dem mod direkte sol det første år efter operationen. Brug solcreme med høj faktor (50+), og beskyt arrene med tøj og plaster. Beskyt dem også mod blæst og stød.
Bevægelse og hvile
For at få det bedste resultat af din operation er der noget, du ikke må, og andet vi anbefaler dig at gøre, når du hviler og bevæger dig.
Forebyg hævelse
Har du fået transplantat på benet, kan du hvile det på en pude for at holde det så højt som muligt, når du sidder eller ligger. Det forebygger hævelse, som forsinker sårets heling.
Har du fået transplantatet på armen, kan du hvile armen på en pude for at holde den så højt som muligt, når du sidder eller ligger.
Vi anbefaler, at du bruger støttestrømpen eller den elastiske forbinding, indtil transplantatet er fuldt helet.
Hold sårene i ro
Både transplantatet og donorstedet er meget sart i ugerne efter operationen. Undgå derfor sport og anden fysisk aktivitet. Undgå også gnidning mod sårene.
Det videre forløb
Du har opfølgende aftaler, som er vigtige for, at vi kan følge dig og sikre dig det bedste resultat. Skriv gerne eventuelle spørgsmål ned på forhånd, så du er forberedt. Vi sender dig en indkaldelse til alle dine aftaler.
Kontrol
Efter 5-7 dage skal du have fjernet forbindingen på transplantatet hos os.
Få fjernet tråde efter 2-3 uger
Hvis sårene er lukket med tråde, skal de fjernes hos os efter 2-3 uger.
|
Kontakt Karkirurgi Sygehusvej 24 6000 Kolding Sekretariat 76 36 24 87 (hverdage kl. 8-15) Karkirurgiske Senge 76 36 23 83 (hele døgnet) |
|
pinfoSLB-908115311-3 186227 | 06.05.2026 |