Skip til primært indhold

Behandling af fremfalden endetarm

Til patienter og pårørende

Fremfald af endetarmen (prolaps) skyldes, at musklerne i bækkenbunden og endetarmens lukkemuskel er svækkede. Forstoppelse og hæmorider kan øge risikoen for fremfald.

Fremfaldet kan opstå, når du står op eller presser, for eksempel når du er på toilettet.

I de fleste tilfælde kan du skubbe endetarmen på plads igen med en flad hånd. I enkelte tilfælde kan endetarmen blive siddende uden for endetarmsåbningen.

Hvis du ikke kan skubbe endetarmen på plads igen, skal du indlægges akut.

Fremfald af endetarmen medfører ofte, at det bliver svært at holde på afføring og luft.

Symptomer på fremfald

Du kan opleve:

  • at endetarmen kan ses eller mærkes uden for endetarmsåbningen
  • at du ikke kan holde på afføring og/eller luft
  • at du har svært ved at komme af med afføringen og skal presse
  • at du har tendens til forstoppelse
  • slim eller blod fra endetarmen
  • smerter.

Hvilke undersøgelser er nødvendige?

Før lægen kan tage stilling til, om du skal opereres, er det nødvendigt at se fremfaldet og vurdere, hvor stort det er.

Undersøgelse af fremfaldet

Ved forundersøgelsen i ambulatoriet bliver du undersøgt på en bækkenstol. Det er en slags toiletstol, hvor lægen kan se fremfaldet nedefra.

Det kan være en god idé at medbringe et foto af fremfaldet. Det kan nemlig være svært at få fremfaldet frem under undersøgelsen.

Hvis lægen vurderer, at du skal opereres, får du efter forundersøgelsen information om, hvilken operationsmetode vi forventer at anvende. Du kan læse om de to forskellige operationsmetoder under afsnittet ”På sygehuset”.

Kikkertundersøgelse af tarmen

Som en del af udredningen skal du desuden have en kikkertundersøgelse af endetarmen og den nederste del af tyktarmen (sigmoideoskopi). Du får besked om, hvornår undersøgelsen skal foregå.

Undersøgelsen bruges blandt andet til at se efter andre forandringer i tarmen, som kan give dine symptomer.

Sådan forbereder du dig

Følg fastereglerne

  • Du må ikke spise de sidste 6 timer før operationen.
  • Du må drikke klare eller tynde væsker indtil 2 timer før din mødetid. Det gælder for eksempel vand, saft, kaffe og te uden mælk.
  • Du må ikke drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før din mødetid.
  • Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før din mødetid. Saftevandet kan modvirke kvalme og utilpashed før og efter operationen.
  • Du må ikke tygge tyggegummi, spise halspastiller eller ryge de sidste 2 timer før din mødetid.

Hvis du har sukkersyge

Følg den aftale, du har lavet med personalet.

Hvis det er muligt, må du gerne måle dit blodsukker hjemmefra.

Medicin

Du skal kun tage den medicin, som er aftalt med anæstesilægen.

Husk at tage din medicinliste med, hvis du får medicin.

Lavement

Ca. 2 timer før din mødetid skal du tage det udleverede lavement på 120 ml.

Lavementet er et afføringsmiddel, som typisk virker inden for få minutter.

Før spidsen af flasken helt op i endetarmen, og tøm flasken. Hold tuben klemt sammen, mens du tager den ud, så væsken ikke suges tilbage i flasken.

Hvis du har brug for hjælp til lavementet, kan det eventuelt aftales, når du bliver indlagt.

På operationsdagen

Du skal tage et grundigt brusebad på operationsdagen. Vær især opmærksom på navlen og lysken.

Vi anbefaler, at du læser patientinformationen ”Før operation eller undersøgelse”, som du finder på sygehusets hjemmeside. Søg på ”før operation” i søgefeltet.

På sygehuset

For at forebygge blodpropper får du en indsprøjtning med blodfortyndende medicin (Fragmin), og du får støttestrømper på.

Operationen foregår i fuld bedøvelse.

Der findes to forskellige operationsmetoder. Lægen vurderer, hvilken metode der er bedst for dig.

Laparoskopisk rektopeksi

Ved denne operation føres kikkertinstrumenterne ind gennem 4-5 små huller i maven.

Et kunststofnet fastgøres på forsiden af endetarmen og derefter til forsiden af korsbenet. Kunststofnettet holder endetarmen på plads.

Risikoen for, at endetarmen falder frem igen, er under 10 %.

Altemeiers operation

Ved denne operation opererer man nedefra gennem endetarmsåbningen.

Det fremfaldne stykke tarm fjernes, og tarmenderne sys sammen igen.

Risikoen for, at endetarmen falder frem igen, er 10-20 %.

Lige efter operationen

Efter operationen kommer du til opvågningsafdelingen.

Du vil vågne op med et drop i hånden. Droppet bruges til at give dig medicin og væske.

Smertebehandling

Smerterne kan som regel behandles med tabletter.

En god smertebehandling:

  • mindsker dine smerter og gener efter operationen
  • gør det lettere for dig at komme ud af sengen
  • gør det lettere for dig at spise almindelig mad
  • mindsker risikoen for komplikationer.

Efter operationen

Du bør undgå at presse, når du har afføring, især de første uger efter operationen.

Det er vigtigt at holde afføringen blød. Det kan du gøre ved at spise fiberrig kost, drikke rigeligt og være fysisk aktiv. Du kan eventuelt tage HUSK (loppefrøskaller) eller Magnesia, som kan købes i håndkøb.

Du kan forvente at være indlagt i 2-3 dage.

Når du kommer hjem

Når du bliver udskrevet, får du information om, hvad du skal være opmærksom på den første tid derhjemme. Det gælder blandt andet:

  • sår
  • smertebehandling
  • sygemelding
  • mave-tarm-funktion
  • motion
  • kost og væske.

Du må genoptage almindelig fysisk aktivitet, så snart du er udskrevet.

Du kan begynde på mere krævende fysisk aktivitet som fx løb, styrketræning, tunge løft eller hårdt fysisk arbejde efter 2-4 uger.

Du får en tid til en telefonkonsultation 6-8 uger efter operationen.

Mulige komplikationer

Som ved alle operationer er der risiko for komplikationer. Det kan blandt andet være:

  • Blødning
  • Betændelse
  • Forsnævring af endetarmskanalen

I forbindelse med fremfald af endetarmen er der ofte problemer med at holde på luft og afføring. Operationen kan af og til bedre dette, men hos mange er problemet uændret. I enkelte tilfælde kan det blive værre efter operationen.

Rygere og personer, der drikker mere alkohol end Sundhedsstyrelsen anbefaler, har større risiko for komplikationer.

Spørgsmål

Hvis du får problemer eller kommer i tvivl om noget efter udskrivelsen, er du velkommen til at ringe til:

  • Mave- og Tarm Ambulatoriet: Hverdage kl. 08.30–12.00 og 13–15 på telefon 7918 2316, tryk 3.
  • Sengeafsnit D4, Kirurgiske og medicinske tarmsygdomme: Aften, nat og weekend på telefon 7918 2332.

Spørg, hvis du er i tvivl.

Mere viden

Du kan læse mere om endetarmsfremfald på sundhed.dk .

Kontakt

Mave- og Tarmsygdomme

Finsensgade 35

6700 Esbjerg

79 18 23 16, tryk 3

 

Telefontid på hverdage mellem:

08.30–12.00

 

Aften, nat og weekend ring til sengeafsnittet D4 på:

Tlf. 79 18 23 32


pinfoSVS-1091797057-134 162948   |   15.09.2026

APPFWU02V