Operation for hudkræft - med "frys"
Du skal opereres for hudkræft ved operation, hvor vi mens du venter på stuen - sender det fjernede stykke væv til undersøgelse hos patologerne - hvor vævet undersøges under mikroskop. Vi lukker ikke dit operationssår før vi har svaret fra patologerne.
Patologerne undersøger vævet for at se, om der er rask væv i kanterne. Er dette tilfældet, betyder det, at vi med stor sandsynlighed har fået fjernet hele det område, der er ramt af hudkræft. Er der derimod kræftceller i vævets kant, udvider vi operationen og fjerner yderligere væv. Målet er, at der er en bræmme af rask væv hele vejen rundt i det fjernede område.
Vi kaldet det at operere med "frys". Frys betyder, at vi straks fryser det fjernede væv ind til et hårdt materiale, der kan behandles og undersøges i mikroskop hos patologerne. Vi undersøger det også på normalvis efterfølgende.
Sådan foregår operationen
Ved operationen fjerner vi det stykke væv, hvor hudkræften er lokaliseret. Du bliver hentet i venteværelset og fulgt på operationsstuen. Her taler du først operationen igemmen med lægen. Så får du lokalbedøvelse rundt om det område, som skal fjernes.
Når vi har fjernet vævet, sender vi det straks til undersøgelse. Mens patologerne undersøger vævet, skal du vente på stuen. I ventetiden vil dit sår "stå åbent" - blot med et plaster eller gaze over.
Forbered dig på lang ventetid
Din ventetid kan godt være på flere timer, mens vævet bliver undersøgt, og indtil lægen får
besked om resultatet. Hav derfor tålmodighed.
Tag gerne høretelefoner med til at have siddende inde i ørerne til ventetiden.
Vær opmærksomved operation i ansigtet
Hvis du bliver opereret i ansigtet, skal du sørge for hele tiden at holde hovedet over hjertehøjde. Dette er for at undgå blødning.
Når svaret kommer
Når lægen har svaret fra patologerne, vurderer vi, om vi skal operere og fjerne yderligere væv fra huden. I så fald gentager processen sig.
Hvis svaret er, at vi har fået hele det ramte område ned, lukker vi dit sår ved at sy det sammen. Dette kan gøres på forskellige måder.
Inden du tager hjem efter den sidste operation, fortæller sygeplejersken dig om, hvad du må og ikke må efter operationen, og hvornår du eventuelt skal have fjernet sting.
Sådan forbereder du dig
Du skal ikke være fastende, da operationen foregår i lokalbedøvelse, medmindre andet er aftalt. Som regel skal du ikke holde pause med eventuel blodfortyndende medicin. Anvend ikke creme eller make-up i området inden operationen.
Tag gerne et par klipklapper/badesandaler med.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Hilsen
Plastikkirurgisk ambulatorium