Antitrombinmangel
Til patienter og pårørende
Antitrombin er et af mange æggehvidestoffer i blodet, som produceres i leveren og regulerer blodets evne til at størkne. Når der opstår en skade på et blodkar, hjælper blodets størkningsevne til at blødningen hurtigt standses.
Men hvis ikke blodets evne til at størkne var reguleret, ville der hurtigt dannes blodpropper. Antitrombin hjælper med at bremse blodstørkningen, så den ikke bliver for kraftig.
Hvad skyldes antitrombinmangel, og hvor hyppigt er det?
Mangel på antitrombin skyldes ofte en arvelig defekt i et gen. Forandringen kan enten betyde, at kroppen danner for lidt antitrombin, eller at det antitrombin, der dannes, ikke virker godt nok.
Der findes forskellige typer af antitrombinmangel afhængigt af, hvordan antitrombinets funktion er påvirket.
Antitrombinmangel er sjældent. Man vurderer, at mindre end 0,1 % af befolkningen har antitrombinmangel. Det svarer til færre end 1 ud af 1.000 personer.
Hvordan undersøger man for antitrombinmangel?
Antitrombinmangel undersøges med en blodprøve.
Hvad indebærer det at have antitrombinmangel?
Personer med antitrombinmangel har en betydeligt øget risiko for at udvikle veneblodpropper (det samme som dyb årebetændelse). Veneblodpropper opstår oftest i benene eller lungerne og adskiller sig fra arterieblodpropper, som typisk rammer hjertet eller hjernen.
De fleste mennesker med antitrombinmangel får aldrig en blodprop. Risikoen afhænger ikke kun af antitrombinmanglen, men også af andre arvelige faktorer, livsstil, alder og forskellige påvirkninger gennem livet. Samspillet mellem disse faktorer er afgørende for, om der udvikles en blodprop.
Skal jeg behandles, hvis jeg har antitrombinmangel?
- Hvis du er rask og aldrig har haft en blodprop anbefales det, at du får blodfortyndende medicin i situationer, hvor risikoen for blodpropper er øget.
Risikosituationer kan fx være:
- større operationer
- benbrud
- længerevarende sengeleje
- lange rejser med begrænset mulighed for at bevæge benene
- graviditet og perioden efter fødslen.
Kvinder med antitrombinmangel frarådes som udgangspunkt at bruge p-piller eller hormonbehandling i overgangsalderen, da hormonerne kan øge risikoen for blodpropper.
Det er dog som regel i orden at bruge minipiller, hormonspiral og hormonstikpiller til behandling af tørre slimhinder i forbindelse med overgangsalderen.
- Hvis du har haft én eller flere veneblodpropper, anbefales det som regel, at du får længerevarende behandling med blodfortyndende medicin.
Kvinder med antitrombinmangel frarådes som udgangspunkt at bruge p-piller eller hormonbehandling i overgangsalderen, da hormonerne kan øge risikoen for blodpropper.
Det er dog som regel i orden at bruge minipiller, hormonspiral og hormonstikpiller til behandling af tørre slimhinder i forbindelse med overgangsalderen.
- Hvis du har haft en blodprop i hjerte eller hjerne, skal du have den samme behandling som alle andre patienter med blodprop i hjerte og hjerne.
Det er dog ekstra vigtigt at mindske andre risikofaktorer for arterieblodpropper, såsom højt blodtryk, højt kolesteroltal, rygning og overvægt.
Behandlingen bliver tilpasset din risiko
Anbefalingerne ovenfor gælder ikke nødvendigvis for alle. I nogle tilfælde kan der være behov for en anden behandling eller andre forholdsregler. Det kan fx være, hvis andre blodprøver viser øget risiko for blodpropper, eller hvis der er flere tilfælde af veneblodpropper i den nærmeste familie.
Varigheden af behandlingen med blodfortyndende medicin vurderes individuelt og afhænger af den samlede risiko for at udvikle nye blodpropper.
Jeg har antitrombinmangel. Skal min familie undersøges?
Vi anbefaler som udgangspunkt, at dine nærmeste familiemedlemmer (forældre, søskende og børn) bliver undersøgt for antitrombinmangel.
Det er dog vigtigt at huske, at det er helt frivilligt, om man vil lade sig undersøge.
Det er den praktiserende læge, som henviser til undersøgelsen.
|
Kontakt Koagulationsambulatorium Klinisk Biokemisk Afdeling Esbjerg Sygehus Haraldsgade 12 6700 Esbjerg 79182707 Send sikker mail via afdelingens hjemmeside |
|
pinfoSVS-747139287-21 173780 | 03.07.2026 |