Faktor II-varianten
Til patienter og pårørende
Hvad er faktor II?
Faktor II (også kaldet protrombin) er en af blodets størkningsfaktorer. Når et blodkar bliver beskadiget, hjælper størkningsfaktorerne med hurtigt at standse blødningen.
Hvad er faktor II-varianten?
Faktor II-varianten er en arvelig ændring i genet for faktor II. Ændringen medfører, at kroppen danner mere faktor II i blodet end normalt, hvilket kan øge risikoen for blodpropper.
Man arver ét gen for faktor II fra hver af sine forældre. I Danmark har cirka 2 % af befolkningen faktor II-varianten i det ene gen. Det svarer til omkring 100.000 mennesker.
Hvordan undersøger man for faktor II-varianten?
Faktor II-varianten undersøges med en blodprøve.
Hvilken betydning har faktor II-varianten?
Personer med faktor II-varianten i det ene gen har 2-3 gange større risiko for veneblodpropper, der oftest sidder i ben (dyb årebetændelse) eller lunger (lungeblodpropper). Risikoen for blodpropper i hjerte og hjerne er muligvis også lettere forøget.
Heldigvis er risikoen for at få en blodprop alligevel meget lille, og de fleste personer med faktor II-varianten får aldrig en blodprop.
Risikoen afhænger ikke kun af faktor 11-varianten, men også af andre arvelige faktorer, livsstil, alder og forskellige påvirkninger gennem livet. Samspillet mellem disse faktorer er afgørende for, om der udvikles en blodprop.
Skal jeg behandles, hvis jeg har faktor II varianten?
-
Hvis du er sund og rask og aldrig har haft en blodprop, skal du ikke behandles. Der er ingen grund til særlige hensyn.
Er der i din nærmeste familie mange med blodpropper, og er du kvinde, frarådes du at tage p-piller eller få hormonbehandling i overgangsalderen.
Det er dog som regel i orden at bruge minipiller, hormonspiral og hormonstikpiller til behandling af tørre slimhinder i forbindelse med overgangsalderen.
-
Hvis du har haft en blodprop i hjerte eller hjerne, skal du have samme behandling som andre patienter med blodprop i hjerte eller hjerne.
Det er dog ekstra vigtigt at mindske andre risikofaktorer for arterieblodpropper, såsom højt blodtryk, højt kolesteroltal, rygning og overvægt.
-
Hvis du har haft en veneblodprop (dyb årebetændelse eller lungeblodprop), bør du efter endt behandling have blodfortyndende medicin i risikosituationer.
Risikosituationer kan fx være:- større operationer
- benbrud
- længerevarende sengeleje
- lange rejser med begrænset mulighed for at bevæge benene
- graviditet og perioden efter fødslen.
Er du kvinde, bør du ikke tage p-piller eller få hormonbehandling i overgangsalderen.
Det er dog som regel i orden at bruge minipiller, hormonspiral og hormonstikpiller til behandling af tørre slimhinder i forbindelse med overgangsalderen.
Hvis du har haft gentagne veneblodpropper, bør du have længerevarende behandling med blodfortyndende medicin.
Derudover frarådes det, at kvinder tager p-piller eller får hormonbehandling i overgangsalderen. Det er dog som regel i orden at bruge minipiller, hormonspiral og hormonstikpiller til behandling af tørre slimhinder i forbindelse med overgangsalderen.
Vær opmærksom på, at der afhængigt af omstændighederne kan gælde andre anbefalinger.
Skal min familie undersøges?
Hvis du eller andre i familien har haft gentagne veneblodpropper, kan det være relevant.
Det er den praktiserende læge, som henviser til undersøgelsen.
|
Kontakt Koagulationsambulatorium Klinisk Biokemisk Afdeling Esbjerg Sygehus Haraldsgade 12 6700 Esbjerg 79182707 Send sikker mail via afdelingens hjemmeside
|
|
pinfoSVS-747139287-24 173765 | 03.07.2026 |