Gode råd ved forstoppelse
Nogle former for kræftbehandling samt smertestillende og kvalmestillende medicin kan give forstoppelse.
Hvis du får medicin, der kan give forstoppelse, kan det være nødvendigt at tage afføringsmiddel forebyggende. Tal med lægen eller sygeplejersken om, hvad der gælder for din behandling.
Hvis du får stærk smertestillende medicin som for eksempel morfin, Contalgin, OxyContin eller Durogesic-plaster, skal du som regel tage afføringsmiddel for at forebygge forstoppelse.
Forstoppelse kan også skyldes, at du drikker for lidt, får for få fibre i kosten eller bevæger dig for lidt.
Forebyggelse og lindring
- Drik 1-1,5 liter væske om dagen, medmindre du har fået andet at vide.
- Spis små, hyppige måltider. Det kan være med til at stimulere tarmens bevægelser.
- Tyg maden grundigt, så den bliver lettere at fordøje.
- Spis gerne fiberrige fødevarer som figner, rosiner, svesker og abrikoser. Du kan også drikke sveskejuice.
- Spis og drik gerne syrnede mælkeprodukter som yoghurt, A38 eller Cultura.
Har du nedsat appetit, kan det være en god idé at begrænse fiberrig mad og fibertilskud. Fibre giver en større mæthedsfornemmelse og kan gøre det sværere at spise nok.
- Vær fysisk aktiv i det omfang, du kan. Bevægelse kan være med til at sætte gang i tarmen.
- Gå på toilettet, når du mærker trang til det, og giv dig god tid.
- Du kan eventuelt lægge en varmepude på maven. Det kan virke lindrende.
Afføringsmiddel kan købes i håndkøb, men spørg altid først lægen eller sygeplejersken på Kræft Ambulatoriet til råds.
Kontakt ambulatoriet:
- hvis du er forstoppet, og afføringsmidlet ikke hjælper
- hvis du har skiftevis forstoppelse og diarré
- hvis du har smerter i maven
|
Kontakt Kræft Ambulatoriet Haraldsgade 7F, bygning H, indgang 1 6700 Esbjerg Tlf. 79 18 22 33 Mandag–fredag kl. 8.00–14.30 |
|
pinfoSVS-1839777311-32 159270 | 31.08.2026 |