Skip til primært indhold

Gode råd om kost og kræft

Når du er i behandling for kræft, er det vigtigt, at du får nok at spise og drikke. Det hjælper dig med at bevare kræfterne og giver dig de bedste forudsætninger for at tåle og gennemføre behandlingen.

Her kan du læse om, hvordan kræft og kræftbehandling kan påvirke din ernæring, og hvad du selv kan gøre for at:

  • holde din vægt
  • bevare din appetit
  • få kræfter til at tåle og gennemføre behandlingen.

Det sker der i din krop

Din krop består af millioner af celler, som hele tiden vedligeholdes og fornyes. Det kræver energi og næring fra den mad, du spiser. Når du har kræft, kan kroppens forbrænding ændre sig, så du har brug for mere energi.

Kræftcellerne bruger også energi og næring. Hvis du ikke får nok at spise, kan kroppen derfor begynde at nedbryde musklerne. Det kan gøre dig svagere og øge risikoen for vægttab.

Det er dog individuelt, hvordan ernæringsbehovet ser ud. Det afhænger bl.a. af typen af kræft og den behandling, du skal igennem. Dit ernæringsbehov kan også ændre sig i takt med, at din behandlings-, sygdoms- og vægtsituation ændrer sig.

Din krop for brug for protein

Protein er vigtigt for at vedligeholde muskler og

væv. Når du har kræft, kan kroppen have brug for mere protein end normalt. Hvis du ikke får nok protein gennem kosten, kan kroppen begynde at nedbryde musklerne for at få dækket sit behov. Det kan føre til, at musklerne i blandt andet arme, ben og hjerte bliver svækkede.

Det kan være sværere at få nok energi og protein, hvis du har bivirkninger som:

  • træthed
  • nedsat appetit
  • kvalme
  • ændret smags- eller lugtesans
  • diarré
  • forstoppelse.

Hvis du gennem længere tid ikke får nok energi og protein, kan du tabe dig og miste muskelmasse.

Forsøg at holde vægten

Det er vigtigt, at du så vidt muligt undgår at tabe dig under din kræftbehandling – uanset hvad du vejer. Når du taber dig under sygdom og behandling, kan du miste muskelmasse. Det kan gøre dig svagere og påvirke din krops evne til at tåle behandlingen.

Et stort vægttab kan betyde, at vi må udskyde eller ændre din behandling, hvis din krop bliver for svækket.

Ikke alle, der behandles for kræft, taber sig. Hvis du oplever, at du tager mere på i vægt, end du ønsker, kan du tale med os om det. Vi kan henvise dig til vejledning hos en klinisk diætist.

Gode råd til din kost

Din krop har brug for energi og næringsstoffer for at fungere. Mad og drikke indeholder blandt andet kulhydrater, fedt og protein, som bidrager med energi til kroppen.

Energiindholdet i mad og drikke måles i kilojoule (kJ) eller kilokalorier (kcal).

Generelle kostråd

  • Spis 3 hovedmåltider og 3-4 mellemmåltider
  • Spis og drik energi- og proteinrigt hver dag
  • Spis varieret med udgangspunkt i det, du kan li’
  • Hold øje med din vægt – vej dig evt. hver uge
  • Tag en multivitaminpille dagligt
  • Gå en tur eller dyrk motion efter evne hver dag – gerne efterfulgt af en proteinrig drik eller mellemmåltid til at styrke dine muskler

Fedtstoffer

Fedt giver mere end dobbelt så meget energi som protein og kulhydrater. Hvis du har lille appetit eller taber dig, kan det derfor være en fordel at vælge mad og drikke med et højt indhold af fedt og energi.

Du kan fx vælge:

  • smør og margarine
  • diverse olier  
  • mayonnaise, remoulade og dressing
  • nødder og mandler
  • avocado
  • kød og fed fisk
  • mejeriprodukter med en høj fedtprocent, fx piskefløde, sødmælk, creme fraiche og fede oste.

Et billede, der indeholder hvid, design, skitse

Automatisk genereret beskrivelse

Kulhydrater

Kulhydrater giver kroppen energi, og nogle kulhydrater indeholder fibre, som hjælper med at holde maven i gang.

Du kan fx få kulhydrater fra:

  • ris og pasta
  • brød og gryn
  • kartofler og rodfrugter
  • grøntsager
  • mælk og yoghurt
  • frugt og frugtgrød
  • sukker, kage og slik
  • chokolade, marcipan og is
  • sodavand, saft, juice, cider og iste.

Et billede, der indeholder hvid, design, skitse

Automatisk genereret beskrivelse

Proteiner

Protein er vigtigt for at opbygge og vedligeholde kroppens celler, væv og muskler.

Du kan fx få protein fra:

  • kød, fisk og fjerkræ
  • æg
  • mejeriprodukter, især skyr, kvark, ymer og ost
  • tørrede bønner og linser
  • nødder og mandler.

Følelser og mad

Dine følelser kan påvirke din lyst og dit overskud til at spise. Under din kræftbehandling kan du opleve perioder, hvor svære følelser fylder meget. Det kan fx være:

  • træthed
  • bekymring eller angst
  • vrede
  • tristhed
  • hjælpeløshed
  • en følelse af at stå alene.

Det er normalt at have mange forskellige følelser, når man er syg. Når bekymringer og uro fylder meget, kan det også være svært at finde overskud til at planlægge måltider, købe ind og lave mad.

I sådanne perioder kan det være en hjælp at gøre det nemt for dig selv og vælge mad, som er let at tilberede, eller tage imod hjælp fra familie og venner.

Brug dine pårørende

Hvis du ikke spiser og drikker nok, skyldes det ikke manglende vilje. Træthed, kvalme og ændringer i smags- eller lugtesansen kan gøre det svært at have lyst til mad og overskud til at spise.

Dine pårørende kan være en stor støtte under din behandling. Det kan være en hjælp, at de støtter dig uden at presse dig til at spise eller drikke. Det kan også være en hjælp, at de tager mad med, når de kommer på besøg.

Du kan fx få hjælp fra dine pårørende til:

  • at købe ind og lave mad
  • at spise sammen med dig – det kan gøre måltidet hyggeligere og give mere lyst til at spise
  • at sørge for, at du får 3 hovedmåltider og mindst 3 mellemmåltider om dagen
  • at lave mad, som er nem og hurtig at spise
  • at lave mad til fryseren, som er nem at varme op
  • at gå ture sammen med dig og dermed få lidt motion.

Mere viden

Læs mere om kost og kræft på

https://kostogcancer.dk/

Vi har også mulighed for at henvise dig til vores diætister, hvis du har behov for hjælp og rådgivning.

Kontakt

Kræft Ambulatoriet

Haraldsgade 7F, bygning H, indgang 1

6700 Esbjerg

Tlf. 79 18 22 33

Mandag–fredag kl. 8.00–14.30


pinfoSVS-1839777311-242 |   31.08.2026

APPFWU01V