Nab-paclitaxel
Behandling i drop
I denne information kan du læse om din behandling, hvordan den virker, og hvilke bivirkninger du kan få.
Du kan også læse om, hvad du selv kan gøre, hvis du får bivirkninger, og hvilke forholdsregler du skal tage under behandlingen.
Nederst finder du kontaktoplysninger til Kræft Ambulatoriet.
Sådan virker medicinen
Nab-paclitaxel er kemoterapi, som bruges til behandling af brystkræft. Kemoterapi virker ved at hæmme kræftcellernes evne til at dele sig og formere sig. Det kan få kræftcellerne til at svækkes eller dø.
Sådan foregår behandlingen
Behandlingen foregår i Kræft Ambulatoriet. Du får medicinen via et drop i en blodåre. Det kan foregå på flere måder:
- Du får lagt en lille plastiknål i en blodåre i armen
- Du får opereret et kammer (Port-a-Cath) ind under huden ved kravebenet
- Du får lagt en blød plastikslange i en blodåre i albueleddet (picc-line).
Medicinen føres med blodet rundt i kroppen. Selve behandlingen tager ca. 30 minutter. Den kan gives i kombination med anden behandling.
Behandlingen gives i en cyklus. Du bliver informeret mere detaljeret omkring behandlingen, når du kommer i ambulatoriet.
Bivirkninger
Du kan opleve bivirkninger af behandlingen. Du skal ikke forvente alle bivirkninger. Du kan også opleve bivirkninger, som ikke er nævnt her.
Kvalme
Du kan få ubehag og kvalme ved denne form for kemoterapi. Du får udleveret kvalmestillende medicin, som du kan tage ved behov.
Blodmangel, infektion og blødning
Du kan få blodmangel, infektion og blødning, da kemoterapi nedsætter knoglemarvens produktion af blodceller.
- Blodmangel kan vise sig som træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken.
- Infektion kan vise sig ved feber, utilpashed og influenzasymptomer.
- Blødning kan vise sig som for eksempel næseblod, blødning fra tandkødet, blå mærker og røde prikker i huden eller blod i urinen.
Påvirkning af nervesystemet
Du kan opleve føleforstyrrelser i fingre og fødder. Det kan føles som prikken, stikken, en brændende fornemmelse, nedsat følesans eller som at gå på vat.
Generne kan være midlertidige, men hos nogle kan de blive kroniske.
Træthed
Du kan opleve betydelig træthed. Det kan betyde, at du får behov for at sænke tempoet og ændre dine daglige rutiner.
Tørre slimhinder
Du kan opleve tørhed i dine slimhinder i mund, svælg, øjne, næse, endetarm og kønsorganer. Det kan vise sig ved:
- Små sår i munden og næsen
- Rødme, ømhed, blister og følelsen af at være ru i munden
- Hvide belægninger i munden (kan være tegn på mundsvamp)
- Svie- og kløe ved endetarmen.
- Tørhed ved kønsorganer og i skeden med svie, kløe og eventuelt smerter eller småblødning ved samleje.
- Løbende øjne og næse
Muskel- og ledsmerter
Du kan opleve muskel- og ledsmerter under behandlingen. Det kan lindres med mild smertestillende medicin. Dog skal du måle temperaturen først ved mistanke om feber.
Hududslæt
Du kan opleve tør, kløende hud og udslæt. Du kan få udleveret hudplejemidler i forbindelse med behandlingen.
Diarré og forstoppelse
Du kan få både diarré og forstoppelse af behandlingen. Begge dele kan være ubehageligt og bør behandles. Det er vigtigt at bevare en normal tarmfunktion. Du vil få udleveret medicin, og du vil få vejledning i, hvordan du kan bevare eller genskabe en normal tarmfunktion.
Tab eller udtynding af håret
Du kan tabe håret på hovedet og andre steder på kroppen. Hårtabet sker ikke pludseligt, men du kan opleve, at det udtyndes i takt med behandlingen. Selvom du er forberedt på hårtabet, kan det virke overvældende.
Håret begynder typisk at vokse ud igen 4–6 uger efter endt behandling. Det nye hår kan have en anden struktur eller farve. Det vil dog typisk få sit eget udseende tilbage.
Du vil få tilskud til en paryk eller anden hovedbeklædning fra Kræft Ambulatoriet.
Ændret appetit og vægt
Du kan opleve øget appetit og vægtstigning. Det er vigtigt at forsøge at holde vægten. Når du møder i Kræft Ambulatoriet, kan du veje dig og få vejledning ved behov.
Blodpropper
Du har øget risiko for at udvikle blodpropper i arme, ben og lunger på grund af sygdom og behandling. Blodpropper viser sig ved:
- Hævelse, rødme, varme, smerter og tyngdefornemmelse i ben eller arm
- Pludselig besværet vejrtrækning
Du kan have en blodprop uden at mærke det. Lægen vurderer din risiko for at udvikle blodpropper gennem hele dit behandlingsforløb.
Udeblivelse af menstruation
Du kan opleve, at din menstruation bliver uregelmæssig eller ophører. Det kan påvirke din evne til at få børn. Du kan blive gravid, selvom dine menstruationer er uregelmæssige eller udebliver under behandlingen.
Vedvarende ophør af menstruation medfører, at du går i overgangsalderen tidligere end ellers. Det er
vigtigt, at du fortæller os, hvis du har blødningsforstyrrelse eller symptomer på overgangsalder, fx:
- Hede- og svedeture
- Humørsvingninger
- Tørre slimhinder
- Nedsat sexlyst
- Ledsmerter
Det er vigtigt, at du fortæller os om de gener, du oplever. Vi ønsker at hjælpe dig godt gennem behandlingen ved at forebygge og behandle eventuelle bivirkninger.
Vær opmærksom på
Feber
Dit immunforsvar kan blive påvirket af behandlingen. Det betyder, at din krop kan have svært ved at bekæmpe infektioner.
Du skal være opmærksom på tegn på infektion, fx:
- Kulderystelser
- Feber
- Svie ved vandladning
- Luftvejssymptomer i form af åndenød, hoste og/eller synkesmerter
Du skal straks kontakte Kræft Ambulatoriet, hvis:
- du måler en temperatur over 38,3 grader, uanset målemetode.
- du har målt to temperaturer på 38,0 grader eller derover, med mindst 1 times mellemrum, uanset målemetode.
Det kan være nødvendigt, at du får taget blodprøver, og du kan blive indlagt til behandling med antibiotika.
Afkalkning af knoglerne
Du skal tage et dagligt tilskud af calcium (kalk) og D-vitamin, fordi behandlingen øger risikoen for, at dine knogler afkalker. Den anbefalede daglige dosis er 800–1000 mg calcium med 20–40 mikrogram D-vitamin (maks. 95 mikrogram D-vitamin dagligt).
Fertilitet
Medicinsk kræftbehandling kan skade et foster. Vi anbefaler, at du bruger sikker prævention, fx kondom, spiral eller p-piller, under behandlingen og op til et år efter afsluttet behandling. Brug gerne prævention,
som du og din partner allerede har erfaring med, så sexlivet ikke kompliceres mere end nødvendigt.
Vi vil gerne høre om dine tanker og bekymringer, hvis de påvirker din hverdag på en negativ måde.
Omgang med andre
Du kan omgås din familie og venner, som du plejer. Det er dog vigtigt, at du og dine nærmeste har en god håndhygiejne. Vi anbefaler:
- Håndvask efter toiletbesøg
- Håndvask før måltider
- At undgå tæt kontakt med personer, der har en smitsom virus eller infektion
Blodprøver
Som udgangspunkt skal du have taget blodprøver før hver behandling i de første uger, fordi kemoterapi hæmmer knoglemarvens dannelse af nye blodceller. Det kan betyde, at behandlingen må udsættes, hvis blodprøverne viser, at knoglemarven fortsat er hæmmet.
Stop af behandling
Behandlingen kan stoppes, hvis du får uacceptable bivirkninger, ønsker at stoppe eller ikke har effekt af behandlingen.
Anden medicin
Anden medicin, inkl. naturmedicin, kan påvirke behandlingens effekt. Oplys altid om din øvrige medicin og om der sker ændringer.
Kontakt
Er du og dine pårørende i tvivl om noget eller har spørgsmål, er I altid meget velkomne til at kontakte os.
|
Kontakt Kræft Ambulatoriet Haraldsgade 7F, bygning H, indgang 1 6700 Esbjerg 79 18 22 33: mandag–fredag kl. 8.00–14.30 |
|
pinfoSVS-1839777311-182 | 13.11.2026 |