Tilbud om psykologisk behandling
Når kræft påvirker dig og din hverdag
Det er almindeligt, at både kræftpatienter og pårørende bliver psykisk påvirket af en kræftsygdom. Det kan være et stort chok at få en kræftdiagnose. Du kan opleve triste tanker, bekymringer, sorg, frustration eller en følelse af magtesløshed. Nogle oplever også angst eller depression.
Alle kræftforløb er forskellige, og derfor reagerer mennesker også forskelligt på sygdommen. Behandlingen og dens bivirkninger kan gøre det svært at få hverdagen til at fungere som normalt. Det kan også være svært at vænne sig til de begrænsninger, sygdommen eller behandlingen medfører.
Nogle finder selv eller sammen med deres pårørende måder at håndtere de udfordringer, der følger med sygdommen. Andre har brug for professionel støtte og vejledning. Det er helt naturligt at have brug for hjælp i en svær periode.
Psykolog i Kræft Ambulatoriet
Kræft Ambulatoriet tilbyder psykologisk behandling til kræftpatienter og deres pårørende under et kræftforløb.
I samtalerne kan du få hjælp til at håndtere de tanker, følelser og udfordringer, der kan opstå, når du eller en af dine nærmeste har kræft. Vi har blandt andet fokus på at give dig psykologiske redskaber, som kan
hjælpe dig til at leve et meningsfuldt liv – også under og efter et kræftforløb.
Tilbuddet gælder kræftpatienter og pårørende med tilknytning til Esbjerg Sygehus, som vurderes at kunne have gavn af psykologisk behandling. Behandlingen kan foregå individuelt eller som en del af et gruppeforløb.
Individuelt samtaleforløb
I et individuelt samtaleforløb taler du med ambulatoriets psykolog om de tanker, følelser og udfordringer, du oplever i forbindelse med et kræftforløb.
Sammen arbejder I med psykologiske redskaber, som kan hjælpe dig i din situation. Forløbet er et korterevarende terapeutisk forløb.
Gruppeforløb
I et gruppeforløb møder du andre, som står i en lignende situation som dig. Her kan I dele erfaringer og støtte hinanden. Du får også psykologiske redskaber, som kan hjælpe dig med de udfordringer, der kan opstå
i forbindelse med et kræftforløb.
Inden du starter i gruppen, taler du mindst én gang med ambulatoriets psykolog. Sammen vurderer I, om et gruppeforløb passer til dig.
Vi starter som udgangspunkt nye grupper op i foråret og efteråret. Hver gruppe består af 6-8 kræftpatienter eller pårørende og mødes 5-6 gange med 14 dages mellemrum. Hver gang varer 2,5 time. Undervejs holder
I en pause, hvor der serveres en let forplejning.
Du deltager i gruppeforløbet på Esbjerg Sygehus. En psykolog og en sygeplejerske fra Kræft Ambulatoriet står for forløbet.
I gruppeforløbet tager vi udgangspunkt i det, der fylder hos dig og de andre deltagere. I er derfor selv med til at sætte ord på de emner, vi skal arbejde med. Emnerne kan derfor variere fra gruppe til gruppe.
Sammen taler vi om de tanker, følelser og udfordringer, der kan opstå i forbindelse med et kræftforløb. Vi arbejder også med nogle faste emner, for eksempel angst, kræftens betydning for dine relationer og hvordan du kan leve et liv i tråd med det, der er vigtigt for dig, selv om du er syg.
Undervejs arbejder vi med forskellige psykologiske redskaber og med, hvordan du kan bruge dem i din hverdag. I gruppen kan I også dele erfaringer og tale om de udfordringer, I møder.
Kontakt
Hvis du ønsker at tale med en psykolog, skal du henvende dig til personalet i den afdeling, hvor du er tilknyttet. Sammen vurderer I, om du skal henvises til en visitationssamtale med psykologen.
Det gælder både, hvis du ønsker individuelle samtaler, og hvis du ønsker at deltage i et gruppeforløb.
Hvor kan du og dine pårørende få hjælp og støtte?
- Kræftrådgivningen, Stormgade 65, 6700 Esbjerg. Tlf. 70202671, mail esbjerg@cancer.dk
De tilbyder støtte til kræftpatienter, pårørende, børn/unge og efterladte. Det er muligt at få individuelle samtaler, parsamtaler og familiesamtaler, samtalegrupper m.m. Se www.cancer.dk
- Det Nationale Sorgcenter har rådgivninger i København, Aarhus, Odense, Vejle, Aalborg og Næstved.
Du kan også få rådgivning over telefonen, via brevkasse eller chat. Rådgivningen gives af professionelle rådgivere og frivillige, som selv har oplevet at miste en nær pårørende.
Telefon: 70 26 67 66. Telefontid: mandag-fredag kl. 10-14. Se www.sorgcenter.dk
- Privatpraktiserende psykolog
Hvis man er ramt af en alvorligt invaliderende sygdom eller er pårørende til en person, som er ramt af en alvorligt invaliderende sygdom, vil man kunne få tilskud til psykologhjælp i henhold til de offentlige tilskudsordninger.
Tilskud til psykologhjælp er betinget af, at patienten har en henvisning fra sin praktiserende læge.
- Egen læge
Din egen læge kan hjælpe dig og dine pårørende, hvis I har brug for støtte eller har spørgsmål i forbindelse med sygdom og sorg. Din læge kan blandt andet tale med dig om, hvordan du har det, og vurdere, om du har brug for yderligere hjælp eller støtte.
Du kan også kontakte din egen læge, hvis du oplever fysiske eller psykiske problemer, som du har brug for hjælp til.
|
Kontakt Kræft Ambulatoriet Haraldsgade 7F, Bygning H, indgang 1 6700 Esbjerg 79 18 22 33 Mandag–fredag kl. 8.00–14.30 |
|
pinfoSVS-1839777311-73 | 31.08.2026 |