Penicillin-provokation
Information til patienter og pårørende
Formålet med undersøgelsen er at finde ud af, om du er allergisk over for penicillin.
Før provokationen har du fået taget blodprøver og er blevet undersøgt i Lunge Ambulatoriet af både en sygeplejerske og en læge. Det er lægen i ambulatoriet, der vurderer, om du skal have en penicillin-provokation, og hvordan den skal foregå.
Selve provokationen foregår både i ambulatoriet og derhjemme.
Sådan forbereder du dig
Du skal være rask, når du skal have provokationen. Hvis du er i tvivl, om du er rask nok til at gennemføre provokationen, skal du kontakte ambulatoriet.
Medicin
Du må ikke have taget antihistamin de sidste 3 døgn før provokationen. Det gælder blandt andet cetirizin, Aerius, Claritryn, Alnok, Zyrtec og Revitelle.
Du må ikke have taget tabletter med binyrebarkhormon de sidste 7 døgn før provokationen. Det gælder blandt andet Prednisolon og Medrol.
Nogle former for hjerte- og blodtryksmedicin, blandt andet betablokkere, kan have betydning for provokationen. Lægen vurderer, om din medicin skal ændres før undersøgelsen.
Hvis du er i tvivl om din medicin, skal du kontakte ambulatoriet.
Af hensyn til andre patienter i lungeambulatoriet beder vi dig og dine pårørende om at undgå brug af kraftig parfume før undersøgelsen.
Sådan foregår undersøgelsen
Første del af penicillin-provokationen
Første del af provokationen foregår i Lunge Ambulatoriet og kan vare 2-6 timer. Det kan derfor være en god idé at tage læsestof, håndarbejde eller lignende med.
Du kan få kaffe, te og vand, og hvis du skal være i ambulatoriet i op til 6 timer, får du også serveret lidt mad.
Du får penicillin i forskellige doser, mens vi holder øje med, om du får symptomer på allergi. Du får 1-3 doser, og der går 90 minutter mellem hver dosis. Efter den sidste dosis skal du blive i ambulatoriet i yderligere 90 minutter, så vi kan observere dig.
Inden provokationen starter, måler vi dit blodtryk og din puls.
Hvis du får symptomer på allergi, stopper vi provokationen, og du får den behandling, du har brug for.
Anden del af penicillin-provokationen
Du har nu gennemført den første del af penicillin-provokationen i ambulatoriet, hvor du har været under overvågning. Du skal nu hjem og fortsætte provokationen med penicillin.
Du skal begynde på penicillin-kuren samme dag, som du har været i ambulatoriet.
Det er endnu ikke afklaret, om du er allergisk over for penicillin. Du skal derfor betragte dig selv som penicillin-allergiker, indtil undersøgelsen er afsluttet.
Om cirka 4-5 uger skal du have taget nye blodprøver. Først herefter kan vi vurdere, om du tåler penicillin.
Hvis du får symptomer på allergi
Du får allergipiller (antihistamin) med hjem, som du kan tage, hvis du får symptomer på allergi.
Hvis du under penicillin-kuren får nældefeber, udslæt, rødme i huden eller kløe, skal du:
- stoppe med at tage penicillin
- tage en af de allergipiller, du har fået med hjem
- kontakte ambulatoriet så hurtigt som muligt.
Du må tage op til 3 allergipiller i døgnet.
Hvis du får en allergisk reaktion, vil vi gerne tage en ekstra blodprøve, som kaldes tryptase.
I sjældne tilfælde er allergipillerne ikke nok til at lindre symptomerne. Hvis dine symptomer ikke bliver bedre, skal du kontakte ambulatoriet igen.
Kontaktoplysninger
Du kan kontakte sygeplejersken på telefon 79 18 26 71 alle hverdage kl. 10.00-11.00.
|
Kontakt Lungesygdomme Lunge Ambulatorium Finsensgade 35 6700 Esbjerg 7918 2671 |
|
pinfoSVS-1419000955-11 156150 | 08.10.2026 |