Skip til primært indhold

Osmohale-test (Mannitol)

Undersøgelse for astma

Osmohale-test er en provokationstest, der kan bruges til at undersøge, om du har astma. Testen kan også vise, om en kendt astma er tilstrækkeligt behandlet.

Ved testen indånder du stigende doser mannitol gennem en lille inhalator. Det gives som kapsler med navnet Osmohale. Mannitol er en naturlig sukkerart, som blandt andet bruges i fødevarer.

Hos personer med astma kan mannitol få luftvejene til at trække sig sammen. Det kan måles med en lungefunktionsmåling.

Sådan forbereder du dig

For at få et så præcist resultat som muligt er det vigtigt, at du følger disse forholdsregler inden undersøgelsen:

  • Dit blodtryk må højst være 140/90 mmHg.
  • Undgå hård motion på dagen for testen.
  • Undgå at ryge i mindst 6 timer før testen.
  • Undgå kaffe, te, cola, chokolade, energidrikke og andre koffeinholdige mad- og drikkevarer på testdagen.
  • Du skal være rask og må ikke have været forkølet eller haft feber inden for de seneste 2 uger.

Vær opmærksom på, at hvis du tager inhalationsmedicin, skal du medbringe den til undersøgelsen.

Af hensyn til andre patienter i lungeambulatoriet beder vi dig og dine pårørende om at undgå brug af kraftig parfume før undersøgelsen.

Medicin

Hvis du får astmamedicin, skal du holde pause før undersøgelsen. Hvornår du skal holde pause, afhænger af den medicin, du får:

Begynd pause

Medicin

14 dage før

Inhalerede kortikosteroider og kombinationspræparater med kortikosteroid og langtidsvirkende beta-agonist, fx Pulmicort, Flixotide, Symbicort, Seretide og Trelegy

7 dage før

Prednisolon

4 dage før

Montelukast (Singulair)

72 timer før

Antihistaminer, fx Cetirizin, Aerius, Clarityn og Zyrtec

36 timer før

Spiriva, Onbrez, Seebri, Ultibro, Eklira, Anoro, Spiolto og Incruse

24 timer før

Langtidsvirkende beta-agonister, fx Oxis, Foradil og Serevent

12 timer før

Ipratropiumbromid, fx Atrovent, Berodual og Duovent

8 timer før

Korttidsvirkende beta-agonister og anden behovsmedicin, fx Bricanyl og Ventoline

Listen er ikke udtømmende. Er du i tvivl om, hvornår du skal holde pause med din medicin, skal du kontakte Lunge ambulatoriet.

Sådan foregår undersøgelsen

Undersøgelsen varer cirka 1 time.

Du skal inhalere stigende doser af mannitol gennem en lille inhalator. Undervejs måler vi din lungefunktion flere gange.

Hvis du har astma, kan mannitol få dine luftveje til at trække sig sammen. Det kan give symptomer som hoste, åndenød eller trykken for brystet og et midlertidigt fald i lungefunktionen.

Hvis din lungefunktion falder, stopper vi testen og giver dig astmamedicin. Din lungefunktion vil hurtigt blive normal igen, og du vil som regel føle dig helt veltilpas få minutter efter.

Der er ingen længerevarende bivirkninger eller særlige forholdsregler efter undersøgelsen.

Mere viden

Du kan læse mere om astma og undersøgelser for astma på sundhed.dk: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/lunger/sygdomme/astma/

Kontakt os, hvis du har spørgsmål

Du er altid velkommen til at kontakte Lunge ambulatoriet på tlf. 79 18 26 71, hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om noget inden undersøgelsen.

Kontakt os, hvis:

  • du er i tvivl om, hvornår du skal holde pause med medicinen
  • din medicin bliver ændret
  • din vejrtrækning bliver dårligere
  • du bliver syg inden undersøgelsen
  • du har spørgsmål til undersøgelsen

Kontakt

Lungesygdomme

Lunge Ambulatorium

Finsensgade 35

6700 Esbjerg

7918 2671


pinfoSVS-1419000955-55 169603   |   08.10.2026

APPFWU01V