Lungefunktionsundersøgelse
Information til patienter og pårørende
Formålet med undersøgelsen er at vurdere lungernes størrelse og funktion.
Sådan forbereder du dig
Du må gerne tage din sædvanlige medicin inden undersøgelsen.
Hvis du tager inhalationsmedicin, skal du medbringe den til undersøgelsen.
Du må ikke ryge eller drikke alkohol de sidste 8 timer før undersøgelsen, da det kan påvirke resultatet.
Du må gerne spise og drikke normalt inden undersøgelsen. Du bør dog undgå større måltider de sidste 2 timer før undersøgelsen.
Undgå desuden hård fysisk anstrengelse 30 minutter før undersøgelsen.
Af hensyn til andre patienter i lungeambulatoriet beder vi dig og dine pårørende om at undgå brug af kraftig parfume før undersøgelsen.
Vær opmærksom på
Du skal kontakte Lunge Ambulatorium før undersøgelsen, hvis:
- du har fået foretaget en operation inden for de sidste 4 uger
- du har et kendt aorta-aneurisme
- du har haft en blodprop i hjertet inden for den sidste uge
Sådan foregår undersøgelsen
Undersøgelsen foregår, mens du sidder ned.
Du skal kortvarigt trække vejret gennem et mundstykke, som er forbundet med et apparat. Apparatet måler blandt andet hvor meget luft du kan puste ud, når du først har trukket vejret helt ind.
Varighed
Undersøgelsen varer 30–60 minutter.
Spørgsmål
Hvis du har spørgsmål til undersøgelsen, kan du kontakte Lunge Ambulatorium på hverdage kl. 8.00-14.30.
|
Kontakt Lungesygdomme Lunge Ambulatorium Finsensgade 35 6700 Esbjerg 7918 2671
|
|
pinfoSVS-1419000955-39 169658 | 08.10.2026 |