Passageundersøgelse med Patency-kapsel
Til patienter og pårørende
Hvad er en Patency-kapsel
Patency-kapslen bruges til vurdering af hvorvidt, der er fri passage i mavetarmkanalen. Kapslen er fremstillet af et opløseligt materiale, der omgiver en kerne, der kan registreres med røntgen. Hvis kapslen stadig er i kroppen efter 30 timer, opløses den i mindre stykker, der kan passere naturligt gennem din mavetarmkanal.
Formål med undersøgelsen
En passageundersøgelse med Patency-kapsel bruges til at undersøge, om en genstand på størrelse med denne kapsel kan passere gennem din mavetarmkanal.
Ca. 30 timer efter at du har indtaget Patency-kapslen, skal du møde i ambulatoriet.
Hvis kapslen er udskilt, bekræfter dette, at din mavetarmkanal er passabel for en genstand på størrelse med kapslen. Herefter kan du efterfølgende få foretaget en kapselkikkertundersøgelse.
Hvis kapslen stadig er i kroppen efter 30 timer, kan det skyldes en forsnævring af din tyndtarm.
Patency-kapslen kan sidde fast i denne forsnævring.
Det vil i så fald være nødvendigt med yderligere undersøgelser i Røntgen Afdelingen, og du må forberede dig på, at dit besøg i ambulatoriet bliver af længere varighed, ligesom det kan være nødvendigt, at du skal indlægges.
Komplikationer til undersøgelsen
En forsnævring i mavetarmkanalen kan bevirke, at kapslen sætter sig fast og blokerer din tarmkanal.
Dette kan medføre mavesmerter.
Hvis du får mavesmerter, kvalme eller opkastninger efter at have indtaget Patency-kapslen, skal du kontakte Medicinsk Mave og Tarm Ambulatorium på telefon 79183140.
Uden for ambulatoriets åbningstid kontaktes Sengeafsnit D3 på telefon 79185283.
Forberedelse til passageundersøgelse med Patency-kapsel
Dag 0
Dato: ________
Almindelig morgenmad
Almindelig frokost
Herefter kun flydende kost (diverse drikke, suppe, yoghurt og lignende)
Kl. 12: Skal du tage 3 stk. dulcolax tabletter
Kl. 22: Skal du tage 3 stk. dulcolax tabletter
Fra kl. 22: Skal du være helt FASTENDE, hvilket betyder, at du ikke må spise, drikke, ryge eller anvende tyggegummi
Dag 1
Dato: ________ og kl. ________
Du skal indtage (synke) Patency-kapslen på det aftalte tidspunkt
Du skal starte med at holde Patency-kapslen under tungen (en kort justeringsperiode)
Det er vigtigt, at du ikke kommer til at bide i kapslen
Synk herefter Patency-kapslen - du må drikke et glas vand hertil
Herefter fortsat FASTE, hvilket betyder, at du ikke må spise, drikke, ryge eller anvende tyggegummi
Efter 2 timer: Du må drikke vand
Efter 4 timer: Du må spise et let måltid
Efter 8 timer: Du må spise almindelig kost
Dag 2
Dato: ________ og kl. ________
Hvis du har set Patency-kapslen komme ud i toilettet, skal du ringe til ambulatoriet. Hvis ikke du har set Patency-kapslen skal du møde i Medicinsk Mave og Tarm Ambulatorium på aftalt tidspunkt og undersøges med en scanning.
|
Kontakt Medicinsk Afdeling for Mave, Gigt, Blod og Lindrende Behandling Medicinsk Mave og Tarm Ambulatorium Finsensgade 35 6700 Esbjerg 79183140 |
|
pinfoSVS-555901346-79 158080 | 15.06.2026 |