Vedolizumab – generel behandlingsinformation
Til patienter og pårørende
Hvordan virker Vedolizumab
Vedolizumab er et biologisk lægemiddel som virker ved at hæmme transporten af betændelsesceller
fra blodbanen ud i tarmen.
Før behandlingsstart
Man skal sikre sig, at kroppen er fri for infektioner herunder tuberkulose.
Forud for behandlingen tages derfor en række blodprøver.
Behandlingens forløb
Der er to forskellige måder at få vedolizumab på. Din læge vil sammen med dig finde ud af hvilken
administrationsform, der passer bedst til dig.
Intravenøst og subkutant vedolizumab er den samme medicin.
De to forskellige administrationsformer har lige god effekt på din sygdom.
- Intravenøs (IV) betyder, at medicinen gives direkte i en blodåre via et drop. Behandlingen gives i Ambulatoriet.
- Subkutan (SC) betyder, at medicinen gives som indsprøjtning direkte i vævet under huden. En indsprøjtning er hurtigt overstået og kan, når vi er sikre på at medicinen virker, og du er oplært i injektionsteknik, tages derhjemme.
For dig der skal have behandling med intravenøs Vedolizumab
Behandling med vedolizumab gives i Ambulatoriet.
Medicinen gives i en blodåre (der anlægges en lille plastik-kanyle/venflon) i hånden eller armen.
Medicinen gives over 30 minutter.
Du må være forberedt på, at det tager 30 minutter at blande medicinen. Der går derfor lidt tid, fra du
møder i ambulatoriet til medicinen gives.
Efter første behandling med vedolizumab får du behandling igen efter 2 og 6 uger. Herefter gives
behandlingen hver 8. uge.
10 uger efter første behandling med vedolizumab, vil du blive indkaldt til en samtale med din læge. Her
vil I sammen vurdere effekten af behandlingen, og det videre behandlingsforløb vil blive fastlagt. Hvis
der på dette tidspunkt ikke har været tilstrækkelig effekt af behandlingen, vil du få tilbudt en ekstra
behandling med vedolizumab.
Behandlingseffekten indsætter generelt relativt langsomt, og der kan gå op til 3-4 måneder før fuld
effekt er opnået. Såfremt effekten af vedolizumab aftager, er der mulighed for at give behandlingen
hver 4. uge.
Det er en mulighed at skifte fra intravenøs behandling til subkutan behandling på et senere tidspunkt,
efter aftale med din læge.
For dig der skal have behandling med subkutan vedolizumab
Du skal altid starte med at have mindst 3 intravenøse infusioner. Behandlingerne gives over 6 uger.
Herefter kan du skifte til subkutan behandling, hvor du skal have en indsprøjtning med
vedolizumab hver 2. uge. Såfremt du ønsker selv at tage medicinen derhjemme, vil du blive oplært i
injektionsteknik af ambulatoriets sygeplejersker. Når du er tryg ved behandlingen, kan du efter
oplæringen få vedolizumab udleveret fra ambulatoriet.
Før hver behandling i ambulatoriet er det vigtigt, at du husker følgende:
- At du udfylder "Mit skema" i app'en MineAftaler, inden du kommer i ambulatoriet
- Hvis du har en infektion eller har feber, når du skal have din behandling, bør du kontakte ambulatoriet
Før hver udlevering af Vedolizumab er det vigtigt, at du husker følgende:
- At du udfylder "Mit skema" i app'en MineAftaler, inden du kommer i ambulatoriet
- At du har fået taget blodprøver 1 -2 dage før medicinudleveringen
- At du medbringer en køletaske med køleelement. Medbringer du ikke køletaske med køleelement, kan du ikke få udleveret vedolizumab
- Hvis du har en infektion eller har feber, når du skal have din behandling, bør du kontakte ambulatoriet
Kontrol af blod- og afføringsprøver
Når du er i behandling med vedolizumab, skal du have taget blodprøver hver 16. uge og indsende
afføringsprøve hver 6. måned.
Blodprøverne er bestilt fra ambulatoriet og du får udleveret materiale til afføringsprøverne i
forbindelse med besøg i ambulatoriet.
Det er vigtigt, at du husker at få taget blodprøverne og indsendt afføringsprøver.
Ved behandling eller udlevering af medicin, må prøverne max være 16 uger gamle.
Bivirkninger
Vedolizumab kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Meget almindelige (Flere end 10 ud af 100 personer får bivirkningen)
- Høfeber, Ledsmerter, Hovedpine
Almindelige (Højst 10 ud af 100 personer får bivirkningen)
- Feber, Influenzalignende symptomer, Kuldegysninger, Træthed, Betændelse i mave-tarm-kanalen, Byld i endetarmen, Fordøjelsesbesvær, Forstoppelse, Hæmorideblødning, Irritation omkring endetarmen, Kvalme, Luft fra tarmen, Oppustethed, Smerter i mund og svælg, Bihulebetændelse, Forhøjet blodtryk, Halsbetændelse, Hoste, Tilstoppet næse, Muskelkramper, Muskelsvaghed, Rygsmerter, Ændring i hudens følesans, Acne, Eksem, Hudkløe, Hududslæt, Rødme, Øget svedtendens, Luftvejsinfektion
Ikke almindelige (Højst 1 ud af 100 personer får bivirkningen)
- Svamp i munden, Betændelse i hårsæk
Meget sjældne (Højst 1 ud af 10.000 personer får bivirkningen)
- Lungebetændelse, Helvedesild, Anafylaktisk chok - en akut alvorlig allergisk tilstand, Sløret syn
Ved subkutan behandling kan der forekomme reaktioner på injektionsstedet, så som smerter,
væskeophobning, rødligt udslæt eller kløe.
Der er ikke rapporteret alvorlige allergiske reaktioner (anafylaksi) efter subkutan administration af
vedolizumab.
Graviditet og amning
Vedolizumab kan anvendes under graviditet og amning. Ved graviditet kontakt ambulatoriet for at
aftale en samtale med din behandlingsansvarlige læge.
Vaccinationer
Du vil i forbindelse med behandlingen blive orienteret om forhold vedrørende vaccination. Og du vil
blive tilbudt afdelingens vaccinationsprogram. Under behandling og i tre måneder efter sidste
behandling med vedolizumab, må du ikke blive vaccineret med vacciner indeholdende levende svækket
virus.
Forud for eventuelle vaccinationer bør du derfor rette henvendelse til afdelingen for vejledning.
Forholdsregler ved vaccination af dit barn
Såfremt du har været behandlet med vedolizumab under graviditeten, må dit barn ikke i det første år
efter fødslen modtage vaccination med vacciner indeholdende levende svækket virus. Der indgår ikke
vacciner med levende svækket virus i det danske vaccinationsprogram, men rådfør dig altid med lægen.
Dit barn må ligeledes heller ikke blive vaccineret med vacciner med levende svækket virus, såfremt du
ammer.
|
Kontakt Medicinsk Afdeling for Mave, Gigt, Blod og Lindrende Behandling Medicinsk Mave og Tarm Ambulatorium Finsensgade 35 6700 Esbjerg 79183140 |
|
pinfoSVS-555901346-71 162358 | 23.06.2026 |