Operation af ydre næse og skæv næseskillevæg
Til patienter og pårørende Hvorfor operation af ydre næse og skæv næseskillevæg:
En operation af ydre næse sker ofte med henblik på både at forbedre din næses udseende og luftpassagen gennem næsen.
Læs mere om næseplastik og operationen på https://www.sundhed.dk/ og søg efter næseplastik.
Operationen varer ca. 2-3 timer og sker i fuld bedøvelse.
Du udskrives samme dag, når du har det godt, har spist, drukket og haft vandladning.
Sådan forbereder du dig til operationen
Faste voksne over 18 år
De sidste 6 timer før du møder på afdelingen må du ikke spise mad eller drikke mælkeholdige produkter.
Indtil 2 timer før du møder må du drikke klare/tynde væsker, fx vand, saft, juice UDEN frugtkød, sodavand, sort kaffe eller te (UDEN mælk).
Blodfortyndende medicin
Hvis du får blodfortyndende medicin eller tager visse former for naturmedicin og/eller kosttilskud kan der være særlige forholdsregler i forbindelse med indgrebet. Vær opmærksom på, du har fået information/plan vedrørende din medicin.
Bad før operation
For at minimere risikoen for infektioner, er det vigtigt at du tager et bad aftenen inden/eller om morgen før operationen.
Vi anbefaler, at du fjerner evt. overskæg inden operationen pga. steril afdækning.
Der må ikke bæres smykker/piercing, neglelak, kunstige negle eller makeup på operationsdagen. Det er tilladt at bære en BH uden metal under operationen.
Bedøvelse
Planlægningen af din bedøvelse, er altid individuel, så vi tager hensyn til lige præcis dig, indgrebet, din helbredstilstand og dine behov. Du får yderligere besked af lægen/sygeplejersken ved forundersøgelse.
Rygning og alkohol
Til visse operationer kræver kirurgen ryge- og alkoholstop. Et alkoholforbrug på mere end 4 genstande dagligt øger risikoen for komplikationer som sårproblemer, infektioner, lungeproblemer og forlænget indlæggelsestid. Hvis dit forbrug er større end det maximalt anbefalede fra Sundhedsstyrelsen, bør du helt stoppe med alkohol hurtigst muligt eller mindst 4 uger før operationen.
For at fremme sårhelingen og minimere risikoen for komplikationer, anbefaler vi du stopper med at ryge hurtigst muligt eller mindst 6 uger før din operation og vedholder rygestoppet efter operationen. Hvis du ønsker hjælp til rygestop, så snak med plejepersonalet om dette.
Er der ventetid?
Der er mange aktiviteter i gang på samme tid på en afdeling, og der kan derfor forekomme ventetid.
Ventetiden kan for eksempel skyldes situationer med akut dårlige patienter.
Hvordan forholder jeg mig efter operationen?
Du kommer på en opvågningsstue, hvor du vil være i ca. 2 timer. Når du er tilbage fra operationen, må du være oppegående.
Når du vågner, har du:
- En skinne og plaster på næsen. Det er for at beskytte næsen og hjælpe den med at hele og hæve mindre.
- En gazetampon i begge næsebor. Du skal trække vejret gennem munden.
- En forbinding under næsen. Forbindingen under næsen skiftes, hvis den er gennemsivet.
Smerter
Tamponerne i næsen kan give smerter, trykken i hovedet og øget tåreflod.
Smertestillende medicin
Efter en operation kan du ofte have behov for smertestillende medicin. Vi anbefaler, at du sørger for at købe håndkøbsmedicin som f.eks. Pinex, Panodil eller Pamol til, når du udskrives. Husk at læse indlægssedlen.
Nogle patienter har brug for stærkere medicin. Hvis det er tilfældet, vil du få besked, når du bliver
indlagt.
Kost
Du må spise almindeligt mad.
Udskrivelse - sådan forholder du dig
Du får information om forholdsregler af sundhedspersonalet.
Ambulant
• 2-3 dage efter operationen, hvor gaze tamponerne i næsen fjernes.
• 7-14 dage efter operationen fjernes sting og skinne
• 3 måneder efter operationen
Ved kosmetiske næseoperationer vil der ofte bemærkes ændringer i vævet i lang til efter. Derfor vil du blive fulgt i op til 1 år efter operationen hvor man vil kunne vurdere det endelige resultat.
Næseskylning
Når tamponerne er fjernet, skal du opstarte saltvandskylning af næsen, for at holde næsen ren og forebygge komplikationer. Du finder opskriften på saltvandskylning under patientinformationer. Du skal skylle næsen 3-4 gange dagligt.
Sygemelding
Du skal være sygemeldt i 1-2 uger.
Sport
Undgå hård fysisk sport/træning, hvor pulsen øges, i 3 uger.
Undgå at få slag eller stød mod næsen i 8 uger efter operationen.
Vandladning
Hvis du ikke kan komme af med vandet, skal du kontakte sygehuset for at undgå varige
vandladningsgener.
Forstoppelse
Det er vigtigt, at du inden for få dage får gang i maven efter en operation. Ved forstoppelse skal du
kontakte egen læge.
Komplikationer
Der vil næsten altid være en klar forbedring af næsens udseende efter operationen. Der kan være uregelmæssigheder som kan føles, men ikke ses. I sjældne tilfælde vil der være behov for justeringer, som ofte rettes ved en mindre operation.
Næseskillevæggen kan efter operationen stadig være skæv og en ny operation med fokus på luftskiftet kan være nødvendig.
Der kan opstå et hul i skillevæggen, hvilket gør, at luftpassagen bliver nedsat. Hullet kan lukkes ved en operation.
- Den første uge vil du være blå og hævet omkring næsen og under øjnene. Efter ca. 14 dage vil hævelsen være aftaget og farven blive mere gullig for til sidst at forsvinde.
Blødning
Der kan i sjældne tilfælde komme blødning efter operationen.
Der er normalt, at der kommer lidt blod/slim ud under forbindingen, så skiftes forbindingen.
Ved kraftig blødning
- Du kan stoppe blødningen derhjemme ved at sutte på nogle isterninger og ved at sidde op. Det er derfor en god idé altid at have isterninger eller sodavandsis i fryseren. Læg evt. lidt is over
næseryggen.
- Du skal spytte blodet ud i stedet for at synke det.
Ved fortsat blødning kontaktes den afdeling, du er udskrevet fra.
Infektion
Det er sjældent, der opstår infektion efter næseoperation, men hvis der opstår betændelse omkring næsen, skal du kontakte den afdeling, du er udskrevet fra.
Tegn på infektion:
- Rødme
- Feber
- Udtalt hævelse
- Tiltagende smerter/ømhed.
Føleforstyrrelser
Mange oplever føleforstyrrelser på næseryggen og næsetippen der for det meste vender tilbage efter nogle måneder.
Gode råd
Du kan blive irriteret og tør i munden og halsen. Du kan afhjælpe dette ved at drikke rigeligt. Hvis du skal nyse, skal du gøre det med åben mund.
Du kan opnå lidt bedre vejrtrækning om natten, hvis du sover med hovedet højt (brug evt. 2
hovedpuder). Brug ikke sovepiller så længe du har tampon i næsen.
Hjemtransport
Som udgangspunkt skal alle patienter selv sørge for transport og selv betale kørselsudgifterne. Der er dog nogle få undtagelser. Læs om transport og befordringsgodtgørelse på Esbjerg og Grindsted
Sygehus' hjemmeside www.esbjerggrindstedsygehus.dk.
Du skal selv arrangere hjemtransport, da du ikke må føre et køretøj pga. narkosen. Vi anbefaler
derfor, at du får en pårørende til at hente dig efter operationen.
Spørg, hvis du er i tvivl
Øre-næse-hals Ambulatoriet
Tlf.: 7918 2783, se telefontider på vores hjemmeside
Øre-næse-hals Sengeafsnit D1
Tlf.: 7918 5513 efter kl. 15 kun i akutte tilfælde
Børneafdelingen
Tlf.: 7918 3031 kun i akutte tilfælde
Med venlig hilsen
Personalet
Øre, Næse og Halsafdelingen
|
Kontakt Esbjerg Sygehus Grindsted Sygehus Øre, Næse og Halsafdelingen Finsensgade 35 6700 Esbjerg
|
|
pinfoSVS-1281153662-79 | 24.08.2026 |