Scalenerblokade i forbindelse med operation
Til patienter og pårørende
Du har fået lagt en blokade i forbindelse med din skulderoperation.
Formål
At mindske dine smerter efter operationen. Du kan, på trods af blokaden, fortsat opleve at have smerter.
Virkning
Blokaden bliver lagt ved et stik på siden af halsen, der hvor nerverne løber på deres vej mod skulderen/armen. Meningen med dette er at opnå smertelindring. Den smertelindrende effekt varer mellem 8-24 timer. I princippet svarer nerveblokade til en lokalbedøvelse. Nerveblokaden bedøver ikke kun de nervegrene, der har at gøre med føle- og smertesansen, men også de nerver som styrer musklernes bevægelighed. Du vil derfor opleve, at din arm føles tung og er helt eller delvis ubevægelig og kan derfor være svær at styre. Brug slyngen du får udleveret. Du skal være opmærksom på, hvordan du har armen liggende, og at den ikke bliver klemt.
Bivirkninger
Blokaden kan, som al anden medicin, give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. Følgende bivirkninger kan forekomme:
- Nedsat hostekraft og hæshed. Nedsat evne til at synke på grund af bedøvelse i halsen.
- Påvirkning af øjet, hængende øjenlåg, tørt øje, pupil forskel.
- Følelse af at være lammet i den side af ansigt og arm, hvor blokaden er lagt.
- I sjældne tilfælde kan der være åndedrætspåvirkning.
Du skal være klar over, at alle bivirkninger er forbigående og fortager sig samtidig med den smertestillende effekt.
Spørg, hvis du er i tvivl
Kontakt Ortopædkirurgisk Afdeling.
Med venlig hilsen
Esbjerg Sygehus Grindsted Sygehus
|
Kontakt Ortopædkirurgisk Afdeling Finsensgade 35 6700 Esbjerg 7918 2126 |
|
pinfoSVS-1330394561-64 154591 | 23.07.2026 |