Skip til primært indhold

Operation for forhudsforsnævring hos børn

Til patienter og pårørende

Denne operation kaldes også circumcisio.

Hvad er forhudsforsnævring?

Hos små drenge er det almindeligt, at forhuden ikke kan trækkes tilbage over penishovedet. Dette skyldes, at åbningen i forhuden er snæver, eller at der er naturlige sammenvoksninger mellem forhuden og penishovedet.

I takt med at barnet vokser, bliver forhuden som regel mere bevægelig. De fleste drenge kan trække forhuden tilbage omkring 6-årsalderen, men der kan være individuelle forskelle.

Operation for forhudsforsnævring

Hvis forhudsforsnævringen giver symptomer eller gener, kan en operation være nødvendig.

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Under operationen fjernes enten hele eller dele af forhuden, afhængigt af årsagen til indgrebet.

Operationen varer cirka 20-30 minutter.

Efter operationen

Det er normalt, at barnet oplever:

  • Smerter og ømhed i operationsområdet.
  • Svie eller ubehag ved vandladning.
  • Hævelse og misfarvning af huden omkring penis og pung.

Generne aftager som regel i løbet af få dage, mens hævelse og misfarvning kan vare op til et par uger.

Vi anbefaler, at I på forhånd har købt smertestillende medicin med paracetamol, f.eks. Pamol, Pinex eller Panodil. Medicinen gives efter barnets vægt og i henhold til anvisningen på pakningen.

Gode råd efter operationen

  • Hold barnet i ro det første døgn efter operationen.
  • Skyl såret med lunkent vand efter toiletbesøg.
  • Lad barnet bruge tætsiddende underbukser de første dage.
  • Placér penis opad mod maven for at mindske hævelse.

Tråde og kontrol

Såret er syet med tråde, som opløses af sig selv.

Der er som regel ikke behov for kontrol efter operationen.

Kontakt læge hvis

Kontakt egen læge eller vagtlæge, hvis barnet:

  • Får feber.
  • Får tiltagende hævelse.
  • Får rødme, varme eller sivning fra såret.
  • Har smerter, som ikke lindres af smertestillende medicin.

Fravær fra institution eller skole

Barnet bør forvente 1-2 dages fravær efter operationen.

Kontakt

Urinvejskirurgi

Finsensgade 35

6700 Esbjerg

7918 2340 8:30-12, torsdag 9-12.


pinfoSVS-1764103756-33 163483   |   17.09.2026

APPFWU01V