Skip til primært indhold

Operativ fjernelse af kønsvorter

Til patienter og pårørende

Hvad er kønsvorter?

Kønsvorter, også kaldet kondylomer, skyldes infektion med HPV (Humant Papilloma Virus) og er en seksuelt overført sygdom.

Kønsvorter kan være flade, stilkede eller blomkålslignende. De forekommer på kønsdelene og omkring endetarmsåbningen.

Smitte sker hovedsageligt ved seksuel kontakt. Kønsvorter kan vise sig allerede 2-4 uger efter smitte, men der går ofte flere måneder, før de bliver synlige.

Kønsvorter giver normalt ikke smerter, men kan medføre kløe eller irritation. De kan forekomme enkeltvis eller i grupper.

Hos mænd ses kønsvorter oftest på penis, på eller under forhuden. De kan også forekomme i urinrøret.

Hos kvinder ses kønsvorter typisk på skamlæberne, i skeden eller i urinrøret.

Vi anbefaler, at du anvender kondom, så længe du eller din partner har synlige kønsvorter.

Før operationen

Blodfortyndende medicin

Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du aftale med lægen, om du skal holde pause med behandlingen inden operationen.

Urinprøve

Du skal medbringe en urinprøve på operationsdagen. Urinen bliver undersøgt for bakterier.

Hvis du har symptomer på blærebetændelse, skal du kontakte din egen læge og få undersøgt urinen inden operationen.

Ventetid

Der kan forekomme ventetid på operationsdagen. Dette kan skyldes uforudsete hændelser eller behandling af akutte patienter.

Det kan derfor være en god idé at medbringe læsestof eller anden underholdning.

Operationen

Operationen foregår i fuld bedøvelse.

Kønsvorterne fjernes ved hjælp af laser, el brænding eller kirurgisk fjernelse. Valget af metode afhænger af kønsvorternes placering og omfang.

Efter operationen

Sårpleje

Hold operationsområdet rent med daglig vask. Du må gerne tage brusebad allerede dagen efter operationen. Vi anbefaler, at du undgår samleje, indtil sårene er helet.

Kontakt læge ved

Kontakt egen læge eller vagtlæge, hvis du oplever rødme omkring såret, hævelse, tiltagende smerter eller ømhed, eller hvis du får feber.

Smerter

Du kan have lette til moderate smerter efter operationen.

Vi anbefaler, at du inden operationen køber smertestillende håndkøbsmedicin, for eksempel paracetamol (Panodil, Pinex eller Pamol), som kan anvendes efter behov efter operationen.

Arbejde og sygemelding

Der er normalt ikke behov for sygemelding efter operationen. Du kan som regel genoptage dine sædvanlige aktiviteter dagen efter indgrebet.

Kontakt

Urinvejskirurgi

Finsensgade 35

6700 Esbjerg

7918 2340 8:30-12, torsdag 9-12.


pinfoSVS-1764103756-64 163520   |   17.09.2026

APPFWU01V