Vævsprøvetagning fra prostata gennem mellemkødet
Til patienter og pårørende
Transperineal prostatabiopsi
Du er henvist til at få taget vævsprøver fra prostata (blærehalskirtlen) gennem mellemkødet (området mellem pungen og endetarmen) på grund af mistanke om prostatakræft.
Vævsprøverne sendes til mikroskopisk undersøgelse. Først når prøverne er undersøgt, kan vi afgøre, om der er tegn på kræft i prostata.
Hvis du får blodfortyndende medicin
Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du følge nedenstående vejledning:
- Dipyridamol (Persantin, Orisantin): fortsæt som vanligt.
- Acetylsalicylsyre (Magnyl, Hjerdyl, Hjertemagnyl m.fl.): fortsæt som vanligt.
- Warfarin (Marevan): fortsæt behandlingen, hvis INR er 2,5 eller derunder. INR skal kontrolleres hos egen læge dagen før undersøgelsen.
- Clopidogrel (Plavix, Cloriocard, Grepid): fortsæt som vanligt.
- Ticagrelor (Brilique): fortsæt som vanligt.
- Rivaroxaban (Xarelto): hold pause i 2 dage før undersøgelsen.
- Apixaban (Eliquis): hold pause i 2 dage før undersøgelsen.
- Edoxaban (Lixiana): hold pause i 2 dage før undersøgelsen.
- Dabigatran (Pradaxa): hold pause i 2 dage før undersøgelsen.
Du kan genoptage din blodfortyndende medicin dagen efter undersøgelsen.
Vi anbefaler, at du har spist inden besøget i ambulatoriet for at mindske risikoen for utilpashed .
Hvordan foregår undersøgelsen?
Undersøgelsen foregår ambulant, så du kan tage hjem samme dag.
Du ligger på ryggen med benene placeret i benholdere.
Lægen starter med at undersøge prostata gennem endetarmen. Herefter renses huden i mellemkødet, og du får lokalbedøvelse.
En ultralydsscanner føres nogle centimeter ind i endetarmen, så lægen kan se prostata under undersøgelsen. Der gives derefter yderligere lokalbedøvelse omkring prostata.
Vævsprøverne tages gennem huden i mellemkødet ved hjælp af en tynd nål og under vejledning af ultralyd. Der tages typisk 4 til 12 vævsprøver.
Du vil høre et klik ved hver prøvetagning. De fleste oplever kun let ubehag.
Praktisk information
Mange patienter oplever, at musik virker afslappende under undersøgelsen. Du er derfor velkommen til at medbringe telefon og høretelefoner.
Nogle patienter kan føle sig utilpasse i forbindelse med prøvetagningen. Vi anbefaler derfor, at du på forhånd aftaler med en pårørende, at vedkommende kan hente dig, hvis der bliver behov for det.
Efter undersøgelsen
Vi anbefaler, at du ikke cykler de første 14 dage efter undersøgelsen.
Det er normalt at opleve:
- lidt blødning fra urinrøret
- blod i urinen
- let blødning fra endetarmen
Disse gener kan vare op til en uge.
Der kan også være blod i eller misfarvning af sædvæsken i op til et par måneder efter prøvetagningen.
Vær opmærksom på tegn på infektion
I sjældne tilfælde kan der opstå en infektion efter indgrebet.
Symptomer på infektion kan være:
- Kraftig svie ved vandladning.
- Feber eller temperaturstigning.
- Kulderystelser.
- Smerter i den nederste del af maven.
Hvis du har mistanke om infektion, skal du kontakte
• Urinvejskirurgisk Ambulatorium på telefon 7918 2316 hverdage mellem kl. 8.30 -12.00. torsdag mellem kl.
9 - 12.
• Uden for dette tidsrum kontaktes Kirurgisk mellemvagt på telefon 7918 2000 - spørg efter kirurgisk mellemvagt.
Husk at gøre lægen opmærksom på, at du har fået oplagt guldmarkører i blærehalskirtlen.
Prøvesvar
Der går normalt cirka 7 dage, før svaret på vævsprøverne foreligger.
På undersøgelsesdagen aftaler vi derfor en tid til en samtale med en læge, hvor du får svar på prøverne og information om det videre forløb.
Vi anbefaler, at du tager en pårørende med til samtalen.
|
Kontakt Urinvejskirurgi
Finsensgade 35 6700 Esbjerg +45 7918 2316
|
|
pinfoSVS-1764103756-73 174131 | 12.08.2026 |