Skip til primært indhold

Lægehjælp til søens folk fortsætter som opgave for Sydvestjysk Sygehus

Efter udbud har Søfartsstyrelsen indgået en femårig kontrakt med Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg

Radio Medical Danmark hedder den tjeneste, der gør det tryggere og mere sikkert at arbejde til søs. Der er tale om en slags døgnåben lægevagt, der siden 1995 har sikret, at skibenes uddannede sygdomsbehandlere (kaptajner og styrmænd) kan få råd fra erfarne læger. De kan blive guidet til lokal behandling af mindre alvorlige problemer, eller få en vurdering af, om der er behov for at søge nærmeste havn eller måske ligefrem en evakuering med helikopter.

I godt 25 år har et team af læger med base på Sydvestjysk Sygehus passet opgaven over telefon og mail (og i starten sågar også via fax). Teamet har netop igen vundet opgaven. Den nye kontrakt træder i kraft fra den 15. december 2021, og aftalen giver mulighed for forlængelse i yderligere to perioder.

De syv erfarne læger, der pt. indgår i teamet på Sydvestjysk Sygehus, afløser hinanden i 24-timers vagter i Radio Medical, og for hver vagt er der typisk mellem 5 og 10 henvendelser, som kommer ind på enten mail eller telefon. Året 2020 blev et af de travleste med over 2500 henvendelser.

Situationerne kan spænde fra evakueringer i Atlanterhavet, livreddende hjælp mod en tropesygdom i det Indiske Ocean eller hurtig indsats ved en ulykke på en fisketrawler. Det er langt under halvdelen af kontakterne, som er fra de lokale farvande; Østersøen og Nordsøen.

- Det er en stor del af vores identitet på Sydvestjysk Sygehus, at vi ikke alene dækker lokalområdet på land, men også vil være den bedst mulige livline for Det Blå Danmark. Det er en spydspidsfunktion, som vi er stolte af, siger lægelig direktør Anne-Marie Bloch Münster. - Det ligger i byens og områdets DNA, at vi har været orienteret mod havet som arbejdsplads, og derfor er der opstået en klynge af maritim viden, som vi er stolte over at være en del af, siger hun.

Nødvendigheden af at løse lægelige opgaver på distancen gør Radio Medical til oplagte pionerer i forhold til afprøvning af værktøjer til telemedicin. Det er derfor også aftalt, at Radio Medicals services skal udvikle sig og nye værktøjer skal prøves af – værktøjer, som også vil kunne inspirere – og bruges af – andre dele af sundhedsvæsenet.

Opgaven med drift af Radio Medical indebærer tæt samarbejde med Forsvaret (Koordinationscenteret i Karup, helikoptere, redningsskibe m.m.), kystredningstjenesterne i Danmark, fiskerierhvervet og handelsflåden, men også Politiet og beredskabet.

Opgaven for Radio Medical:

Radio Medical Danmark tilbyder døgndækket lægefaglig rådgivning til:

  • Dansk indregistrerede skibe – handels- og fiskeriflåde
  • Færøske søfolk
  • GEOS-udsendte medarbejdere i Grønland.

I samarbejde med Forsvaret iværksættes evakueringer af akut syge patienter enten med kystredningstjenesten eller helikopter.

I enkelte tilfælde hjælper Radio Medical også udenlandsk indregistrerede skibe, hvis disse befinder sig i dansk farvand.

APPFWU02V