Skip til primært indhold

Vægge der gør børn trygge

Alle skal føle sig velkomne og trygge på sygehuset, og derfor dukker dyr op flere steder, hvor børn og unge møder sygehuset. Det er del af en sammenhængende fortælling og passer med de øvrige farver brugt på væggene.

Illustration af en del af den nye væg-udsmykning

Gør sygehuset mere imødekommende for børn og unge. Det er målet for et projekt, der er i gang – blandt andet i forskellige venteområder. Med en bevilling fra Region Syddanmark på 420.000 kroner kunne der i Esbjerg sættes turbo på den sammenhængende strategi for børne- og ungevenlig udsmykning og indretning.

Store udsmykninger af udvalgte vægge dukkede tidligere på året op fire steder på sygehuset, og med de nye midler fra regionen kan nye scener fra den samme fælles, livsbekræftende fortælling om dyr dukke op i forskellige venteområder, der også kan udstyres med børnevenlige borde, stole og opbevaringsmøbler - sandsynligvis allerede i det tidlige efterår.

Sammenhæng og balance

Chefsygeplejerske Tina Lykke Schmidt fra Afdelingen for Børn og Unge har haft en finger med i spillet i strategien for at gøre hele sygehuset børnevenligt – ikke alene afdelingen for børn og unge. Hun sidder allerede med tegninger af de vægge, der snart skifter udtryk.

- Det er helt fantastisk, at vi kan trække i en mere børne- og ungevenlig retning med initiativer, der hænger sammen. Der var allerede fra starten forestillinger om, hvordan udsmykningen kunne dukke op flere steder, og jeg synes at vi i samarbejde med lokale kreative kræfter har fundet en løsning, der afspejler vores egn, og tilbyder noget der kan lade unge og ældres tanker vandre uden at udfordre ro og balance i de forskellige rum, siger hun. 

Dyremotiverne udspringer fra en fælles fortælling, som man kan dele med børn. Hvad laver giraffen Georg, elefanten Elly, papegøjen Peter og deres dyrevenner i Esbjerg? Kommer de til at fryse, så giraffens pletter bliver helt blå? Inspirationen til grundfortællingen kommer fra de giraf-bamser, Børne- og ungeafdelingen længe har uddelt til børnene.

Mere leg og tryghed

- Vi giver med udsmykningen plads til leg og afledning – så vores rammer virker mindre kliniske og så der gives plads til andet end sygdom – og til at tryghed kan erstatte bekymring, usikkerhed og frygt, fortæller Tina. 

Planerne for ny udsmykning omfatter blandt andet dele af venteområderne i Akutmodtagelsen, i Blodprøvetagningen, i familieambulatoriet på Kvindesygdomme og Fødsler og på Neonatal-afdelingen, der tager sig af for tidligt fødte – og her dukker der selvfølgelig en stork op i dyrefortællingen. 

Læs også Region Syddanmarks samlede pressemeddelelse i forbindelse med bevillingen

APPFWU02V