PICC-kateter
Information og vejledning til patienter, pårørende og sundhedspersonale PICC (perifert indsat central kateter ) er et kateter, der er anlagt på overarmen. Kateteret er ført med blodkarret, så spidsen ligger tæt på hjertet.
Fordele:
- Holdbar løsning til behandling via blodårerne.
- Skåner dine blodkar på armene.
- Kan ligge op til et år, hvis der er behov, og så længe det er velfungerende.
Anvendelse
Alt slags medicin der kan gives via en blodåre, kemoterapi, blodtransfusion og ernæring via blodårerne. Må anvendes til kontrast ifm. scanning. Man kan om nødvendigt trække blodprøver via kateteret.
Pleje
Man skal altid sikre sig frit tilbageløb af blod før anvendelse. Den skal altid skylles igennem med 30 ml isotonisk saltvand efter brug.
Forbindingen skal skiftes mindst hver 7. dag - tidligere hvis den bliver fugtig eller plasteret løsner sig. Når du ikke har behov for dit PICC, skal en sundhedsfaglig person fjerne det. Det sker normalt med et let træk i kateteret, efter man har fjernet forbindingen.
Smerter
Det er helt normalt at være lidt øm i skulderen og have lidt ondt ved indstiksstedet et par dage efter anlæggelsen. Dette skyldes lejringen af armen under anlæggelsen, og at man laver et lille snit i huden for at gøre plads til PICC.
Blødning/sivning
Umiddelbart efter anlæggelsen kan der forekomme lidt sivning af blod fra indstiksstedet. Det er fredeligt - komprimer med gaze. Hvis der er blødning udover, hvad der svarer til en 2-krone skal PICC tilses.
Klar væske kan sive fra indstiksstedet, hvis man har væskeophobning i kroppen. Det er fredeligt - komprimer med gaze.
Betændelse
Alle fremmedlegemer kan medføre betændelse. Vær opmærksom på tegn som rødme, varme og smerter på armen. Feber uden anden årsag kan være et tegn på betændelse fra kateteret.
Blodprop
Der kan dannes en blodprop omkring kateteret og lukke for blodgennemstrømningen. Vær opmærksom på hævelse og smerter i armen.
Hvis man mistænker betændelse eller blodprop, er det vigtigt, at du bliver undersøgt og sat i behandling, hvis der er behov. Kontakt den afdeling/ambulatorie, der er ansvarlig for behandlingen
Indlæggelse, undersøgelse og behandling er via den afdeling eller ambulatorie, der er ansvarlig for behandlingen.
Har du brug for at kontakte personalet vedr. PICC-kateteret:
Telefon 7918 2683. Træffes hverdage 7.30 -15.00
|
Kontakt Bedøvelse og Intensiv Finsensgade 35 6700 Esbjerg |
|
pinfoSVS-1309060092-5 184165 | 04.05.2026 |