Knogleopbygning
Til patienter og pårørende
Du skal have foretaget knogleopbygning af din kæbeknogle. Formålet med indgrebet er, at den kommende implantatskrue kan sidde stabilt og sikkert.
Forberedelse
For at sikre dig det bedste forløb og undgå komplikationer, er det vigtigt, at du følger disse råd:
- Stop med rygning og snus: Du skal stoppe helt med at ryge og bruge snus senest 6 uger før din operation. Du kan blive henvist til et rygestopforløb gennem Kæbekirurgisk Ambulatorium.
- Undgå smertestillende med acetylsalicylsyre: Du må ikke tage f.eks. Kodimagnyl eller Treo mindst 14 dage før operationen, da de virker blodfortyndende og øger risikoen for blødning.
- Hold pause med fiskeolie: Du skal stoppe med at tage fiskeolie 14 dage før og 14 dage efter din operation, da det ligeledes øger risikoen for blødning.
Rygning forbudt
Snus forbudt
Godt at have købt
- Klorhexidin mundskyl 0,1%, håndkøb på apoteket.
- Smertestillende håndkøbsmedicin som f.eks. paracetamol. Indløs eventuelle recepter, du har fået ved forundersøgelsen.
- Yoghurt, is og anden flydende mad til det første døgn.
Operation i lokalbedøvelse - på operationsdagen
Du skal tage din vanlige medicin som du plejer. Vi giver dig besked, hvis du skal pausere med et bestemt præparat.
Hvis du har fået udleveret en beroligende tablet eller antibiotika, så tag det som aftalt med tandlægen. Læs mere om beroligende medicin . Hvis du har fået ordineret beroligende medicin, skal du ledsages fra det tidspunkt, du indtager medicinen.
Du skal ikke være fastende. Det er vigtigt, at du har spist før du kommer, så du ikke bliver utilpas.
Børst dine tænder hjemmefra. Tag gerne musik/hørertelefoner med, hvis det beroliger dig.
musik
Mad og drikke
Sådan foregår det
Operationen foregår i Kæbekirurgisk ambulatorium. Typisk vil tandlægen hente et lille stykke knogle fra din underkæbe og flytte det til det sted, hvor knogleopbygningen skal finde sted.
Inden operationen går i gang, får du udleveret klorhexidin mundskyl, som du skal gurgle mund i.
Kan jeg mærke noget?
Du får lokalbedøvelse med en sprøjte inden vi starter. Det spænder og kan mærkes kortvarigt. Du er vågen hele tiden og kan tale med os ligesom ved din egen tandlæge.
Bedøvelsen fjerner smerten, men du vil stadig kunne mærke, at vi rører ved dig og trykker let på din kæbe. Vi bruger instrumenter, der vibrerer og støjer en del, hvilket er helt normalt. Hvis du har fået afslappende medicin, vil du måske blunde lidt undervejs, men vi taler til dig og holder øje med dig hele tiden, så du kan føle dig tryg.
Operation i fuld bedøvelse – på operationsdagen.
Du skal tage din vanlige medicin som du plejer. Vi giver dig besked, hvis du skal pausere med et bestemt præparat.
Tag bad og børst dine tænder hjemmefra. Mød op uden make-up, smykker, piercinger, kontaktlinser, ur og hårspænder. Er du mand, skal du være nybarberet.
Du møder FASTENDE i kæbekirurgisk ambulatorium eller Planlagt Kirurgi. Her kan du læse mere om fastereglerne
Særligt til dig der opereres i fuld narkose
- Du er som regel træt og slap efter at have været i fuld bedøvelse. Selv om du har sovet under operationen vil operationsområdet være bedøvet nogle timer efterfølgende pga. lokalbedøvelse.
- Halsen føles irriteret. Dette er helt normalt
- Der kan forekomme sivning eller let næseblødning de følgende dage, hvilket er normalt.
- De første 1-3 timer efter operationen ligger du til observation. Du kan tage hjem når du skønnes klar af personalet på opvågningsstuen.
- Du må ikke selv køre hjem på grund af bedøvelsen i fuld narkose.
- Har du lang vej hjem, er det en god ide at have en pude eller tæppe i bilen og evt. en plastpose, hvis du bliver utilpas.
- Vandladning: Hvis du oplever problemer med at komme af med vandet og ikke har tisset senest om aftenen på din operationsdag, skal du henvende dig til sygehuset. Se kontakttelefonnumre på det udleverede kontaktkort.
Sådan forholder du dig efter operation
Antibiotika:
Du får en recept, hvis der er behov for, at du tager antibiotika efter operationen.
Blødning:
Det første døgn kan det sivbløde fra såret. Det er helt normalt, og du behøver ikke være bekymret. Du kan lægge en af de udleverede gaze-tamponer på såret og bide let sammen. Sivblødningen forsvinder ofte efter ca. 3 dage. Du skal undgå fysisk anstrengelse de første 2-3 dage, såsom sport eller tungt fysisk arbejde.
Hævelse:
Hævelse i ansigtet er almindeligt i dagene efter operationen. Hævelsen tiltager de første 1-2 døgn og aftager derefter gradvist. Lig med hovedet højt og brug ispose (koldt) på kinden de første 48 timer. Efter 2 døgn lindres med varmepude på kinden flere gange dagligt.
Smerter:
Du kan forvente at have smerter efter operationen, og have behov for smertestillende medicin. Du har ved forundersøgelsen fået recept på smertestillende. Følg tandlægens anvisning.
Mundhygiejne:
- Tandbørstning: Børst dine tænder som normalt, men undgå det opererede område.
- Skyl forsigtigt med vand efter hvert måltid.
- Klorhexidin 0,1%: Start først dagen efter operationen. Skyl 2 gange dagligt. Vigtigt: Vent 1 time efter tandbørstning, da tandpasta ophæver virkningen af klorhexidin. Her kan du læse mere om klorhexidin
Hvordan ser du ud i munden efter operationen?
- Du kan se tråde/suturer, hvor du er syet.
- Man må gerne kigge sig selv i munden, men undgå at trække i læberne.
- For at sikre god heling, skal tungen holdes fra trådene.
- En enkelt tråd kan løsne sig, men gaber sårrandene, skal du kontakte os.
- I helingsfasen kan der forekomme hvide/gullige belægninger i området. Dette er ufarligt.
- Infektion ses sjældent men vær opmærksom på hævelse, varme, temperatur forhøjelse og/eller tiltagende smerter.
Kost:
De første to timer efter operation skal du undgå at spise, drikke og skylle munden. Resten af dagen bør du kun indtage koldt flydende mad for at undgå blødning.
Dagen efter må du få varm mad, så længe konsistensen er blød - følg dette de første uger. Læs mere her: Kost til kæbeopererede . Husk, at en sund og varieret kost hjælper din krop med at hele hurtigere.
Protese
Anvender du normalt protese, må du som udgangspunkt ikke anvende protesen efterfølgende, men du får individuel vejledning heri. Efter trådene er fjernet er det muligt at protesen skal tilpasses ved en tandtekniker. Det er vigtigt, at protesen ikke trykker.
Hvis du skal have hentet knogle fra hoften
Hvis vi skal bruge knogle fra din hofte, kræver det lidt ekstra forberedelse og efterbehandling.
Indlæggelse og udskrivelse
- Overnatning: Du skal forblive indlagt til dagen efter operationen på Kæbekirurgisk sengeafdeling.
- Stuegang: Næste dag kommer du til stuegang i ambulatoriet, før du bliver udskrevet og kan tage hjem.
Pleje af såret på hoften
Såret er syet med indvendige tråde, der opløser sig selv. Det er dækket af to lag: Inderst sidder små tape-strimler (strips) og yderst et vandtæt plaster.
- Hold området i ro: Lad plastret sidde i fred. Du skal ikke kigge unødigt til såret, da det øger risikoen for infektion.
- Hygiejne: Vask altid dine hænder grundigt, hvis du skal røre ved området eller skifte plastret.
- Bad: Du må gerne bade med det yderste plaster på, så længe det sidder tæt til huden.
- Skift af plaster: Det yderste plaster må sidde i højest 7 dage. Hvis det bløder igennem, skal det dog skiftes før.
- Strips: De inderste strips skal sidde så længe som muligt – de hjælper med at give dig et pænt ar.
Kontrol
Vi tjekker såret ved din første kontrol i ambulatoriet (efter 10-14 dage). Her aftaler vi, hvornår de sidste strips skal tages af.
Steristrips
Plaster på hofte
Opfølgning og kontrol af din mund
Du bliver indkaldt til kontrol i kæbekirurgisk ambulatorium efter ca. 10-14 dage.
Sygemelding:
Du aftaler med tandlægen hvor længe, du skal være sygemeldt.
Kontakt:
Vi er her for at hjælpe dig.
Kæbekirurgisk ambulatorium på telefon 79 18 21 45, hverdage ml. 8-15.
Er du udskrevet fra Planlagt Kirurgi kan du rette henvendelse hertil mandag - torsdag indtil kl. 17.30 på telefon 79 18 30 08. Fredag indtil kl. 16.30.
Udenfor ovennævnte åbningstider kontakt lægevagten 70 11 07 07.
|
Kontakt Esbjerg Grindsted Sygehus Kæbekirurgisk Ambulatorium Finsensgade 35 6700 Esbjerg
|
|
pinfoSVS-1518646533-74 | 27.05.2026 |